»Lige mens verden har brug for flere karikaturer og satirikere, bliver alting mere repressivt«

Både højre- og venstrefløj har indtil flere horn i siden på tegneserielegenderne Robert og Aline Crumb. Men nogen skal jo tegne Donald Trump med hovedet i toilettet.

Artiklens øverste billede
Efter et lsd-trip i 60'erne udviklede humørkorttegneren R. Crumb en helt unik fortælle- og tegnestil, der gjorde ham til et ikon i ungdomsoprørets kredse. Sammen med hustruen og samarbejdspartneren Aline Kominsky-Crumb har han gjort det til en kunst at trampe på tabuer, ikke mindst de seksuelle. Foto: Charlotte de la Fuente

Robert Crumb er færdig med kvinder.

Han vil ikke tegne dem længere, han vil ikke se på dem længere, og han vil ikke engang tænke på dem.

Kender man den 76-årige tegner og hans univers af ond satire, tegnede syretrips og gigantiske røve, er dén sætning en foruroligende gang breaking news; et vidnesbyrd om, at dødeligheden og tidernes dårskab indhenter os alle før eller siden. Men heldigvis har han sin hustru og tegnerkollega ved sin side, både i tilværelsen generelt og her i Humlebæk, hvor parret skal møde deres danske fans.

»Du hoppede da op på ryggen af nogle danske kvinder i går?« siger Aline Kominsky-Crumb og smiler til ham.

»Nå ja, det gjorde jeg også,« svarer han, lige så beroliget som avisens udsendte.

Hun har endda fotografisk bevis for oplevelsen og fremviser tilfreds en stribe fotos af manden, siddende solidt plantet over hoftepartiet på frodige danske kvinder.

Problemet med den politisk korrekte venstrefløj er, at når den bliver for ekstrem, går den højrefløjens ærinde.

Robert Crump

»Jeesus, jeg skulle være flyttet til Danmark for mange år siden,« mumler han og kigger tilfreds på slideshowet. »Tænk at have muntre unge kæmpekvinder til at tage sig af mig resten af mine dage.«

Helt færdig er han vist ikke med dem.

LSD og humørkort

Har man læst ”Self loathing comics”, “Mr Natural”, ”Fritz the Cat” og “Zap Comics”, er man vant til motivet, der udspilles og varieres igen og igen i et bizart univers skabt af en dysfunktionel familie, en kort, men produktiv karriere som humørkorttegner og et gedigent lsd-trip.

En mand i sit es. R. Crumb er blevet beskrevet som "id'ets kunstner", og han trækker på sine seksuelle fantasier og freudianske motiver. Ofte rider han afsted på frodige kvinders hofter. Ill. fra "Tegn på kærlighed", udgivet af forlaget Cobolt.

R. Crumb er et produkt af 60’erne, en central ingrediens i ungdomsoprøret for alle, der læste tegneserier dengang. Han er hippiehaderen, der blev hippiehelt, og i striberne tegner han sig selv som småborgeren i ternet vest og hat, der roder med sine gamle blues-plader fra dengang, da der var rigtig amerikansk kultur til, mens han vrænger ad blomsterbørn og forbrugskultur og gør unævnelige ting ved feministernes kroppe. (I en mindeværdig stribe får han gedigne tæsk af en velbygget kvinde, inden han kravler op i hendes skød, hvor han finder en knap, der får hende til at vrinske og løbe som en hest og siden lette fra jorden. Da han har nødlandet sit kødfly, ejakulerer han ind i hende og går glad derfra med bemærkningen ”Det var dén kvindekamp”).

Det var andre tider dengang osv., men alligevel føles hans værk akut aktuelt i 2019, hvor New York Times har fyret hele sin tegneafdeling efter en kontrovers om en angiveligt antisemitisk tegning af Benjamin Netanyahu. Det er kort sagt hårde tider for karikaturen som kunstform.

Han trækker på skulderen og småtrommer på bordet.

»Det er hårdt. Lige mens verden har brug for flere karikaturer og satirikere, bliver alting mere repressivt, og det bliver sværere at få sine ting udgivet. Man må være forsigtig, for når verden styres af bøller, kan de sende folk efter dig, der kan flænse dit navn og rygte. Ligesom de prøvede at gøre med mig for nylig.«

Han hentyder til dengang, han i stribeform satte to frodige kvinder til at give Donald Trump en swirlie: Den velafprøvede torturmetode, hvor man holder offerets hoved nede i en toiletkumme og skyller ud. Striben blev publiceret i magasinet ”Hup” i 1989, dengang Trump blot var en slimeball og ejendomsmogul.

Mens Trump drypper af, jubler Crumb-figuren ”Er det her ikke et skørt land, hvor man kan tegne hvilken som helst respektløs, nedladende ting om de mest magtfulde mennesker?”

Svaret kom 17 år senere, da Trump førte valgkamp, og striben blev fundet frem og lagt på nettet af Trump-støtter. Siden sendte avisen New York Observer, ejet af Trumps svigersøn Jared Kushner, en reporter til Crumb-parrets hjem i Frankrig, hvorfra han skrev et langt karaktermord på parret.

Selvhad i tegneserieform. Når R. og Aline Crumb arbejder sammen, tegner de hvert deres alter ego. Hans fans har ikke allesammen affundet sig med makkerskabet, og i perioder er Aline blevet kaldt "tegneseriens Yoko Ono". Ill.: Cobolt

Eksemplerne er legio, mener Crumberne. For nylig var det den berømte tegneseriekunstner Art Spiegelman, der fik afvist sit forord til en Marvel-tegneserie på grund af en kritisk bemærkning om præsidenten.

Når man ser på jeres bagkatalog, er der lystfulde striber om incest og kvinder, der får vendt vrangen ud på sig selv. Alligevel er det en gammel Trump-stribe, der giver jer problemer i dag?

Aline Kominsky-Crumb nikker.

»Det viser vel, at tegninger er en magtfuld kunstart. Men samtidig er den ikke længere så vigtig, som den har været, for der er en udbredt ufølsomhed over for håndtegning, og medier tror, de kan undvære tegnere.«

Chokoladefjams, nej tak

Så vidt Trump-støtterne, men der er andre i disse år, der har mellemværender med hr. og fru Crumb. Eller snarere med deres karakterer såsom Charlotte Chokoladefjams, en afrikansk babe med bare bryster, store læber og afro-springvand på hovedet, som blandt andet kan bruges som bademadras.

Siden hun så dagens lys, har det kulturelle klima mildest talt ændret sig, og da R. Crumb skulle modtage en pris i 2018, langede hans afroamerikanske kollega Ben Passmore ud efter ham og kaldte ham blandt andet et »kryb«.

Robert Crumb fløjter en lille melodistump.

»Det er sjovt, for på den ene side er der højrefløjen, der ikke kan lide det, jeg laver. Og på den anden side er der den ekstreme venstrefløj, der hader mig, fordi jeg ikke er politisk korrekt. Hele den politisk korrekte bevægelse mod racisme og sexisme skaber et meget stort pres, formentlig i opposition til højrefløjen, der også presser på, så de to sider overopheder hinanden, og Gud ved, hvor det ender. Og i mellemtiden bliver en som mig fanget i midten. Heldigvis har jeg stadig en stor nok fanbase til ikke at bekymre mig så meget om det.«

Aline Kominsky-Crumb supplerer:

»Da vi arbejdede for en venstrefløjsavis i 60’erne, blev jeg kaldt sexist og antisemit. Og jeg er en jødisk kvinde. Der var humorforladte mennesker dengang, og der er humorforladte mennesker nu. Forskellen er, at hele tidsånden er humorforladt nu; alt skal være dødsens alvor, og samtidig har vi fået den her virale eksponering, hvor ting kan spredes så hurtigt på internettet. Det bliver reaktioner på andres reaktioner, og til sidst bliver det hele eksponentielt skørt og ender helt ude af kontrol.«

De nævner Al Franken, den demokratiske komiker og tidligere senator, som sidste år måtte træde tilbage efter beskyldninger om upassende opførsel mod kvinder.

Robert Crumb ryster på hovedet.

»Problemet med den politisk korrekte venstrefløj er, at når den bliver for ekstrem, går den højrefløjens ærinde. Angrebet på Franken var orkestreret af en højrefløjskvinde, og venstrefløjsfeministerne hoppede lige i fælden. Enhver kunne se, at han var en fremragende venstreorienteret senator, og at han som komiker nogle gange spillede en rolle som en creep. Men venstrefløjen blev narret til at tage ham bogstaveligt, ligesom de gør med mine historier, og den ømskindethed kan bruges af højrefløjen.«

Aline Kominsky-Crumb: »Og imens kan præsidenten trygt sige, at han har grebet kvinder i kønsorganerne.«

Mohammeds behårede røv

Den nordsjællandske idyl til trods befinder vi os i et land, hvor tegninger har været dødsens alvor, så vi kommer ikke uden om en vis profet og et vist attentat på en fransk bladredaktion.

Efter Charlie Hebdo-massakren publicerede R. Crumb en solidaritetstegning af en ”kujontegner”, der rystesveder foran sit portræt af ”Mohamids behårede røv”, men stammende forsikrer, at der er tale om hans ven Mohamid Bakhsh, en filmproducer fra Los Angeles.

Var det en svær beslutning at tegne den?

»Ikke til at begynde med. Men så trykte de den på forsiden af avisen Liberatión i kæmpe størrelse, og jeg tænkte ”Åh Gud, hvad har jeg gjort, nu kommer de efter mig”. Og så var jeg bange i cirka fem dage, indtil jeg blev træt af at være bange. Jeg tænkte ”når din tid er forbi, er den forbi”; man gå gøre det, man gør, og ikke lade sig kujonere.«

Hvorfor giver du ham lov?

Her på festivalen handler det dog mere om fællesalbummet ”Tegn på kærlighed”. Den er svær at forklare for den uindviede, men beskriver Crumb-parrets liv i Sydfrankrig, hvor de bor til daglig. De tegner hvert sit alter ego i historierne, og mange af dem giver såre grafiske og detaljerede beskrivelser af deres åbne ægteskab og sprudlende sexliv. Samt et metalag, hvor de aldrende kunstnere overvejer, om man overhovedet må fortælle om den slags, når ens børn og børnebørn engang kunne komme til at læse striberne.

"Opfør jer normalt!" Datteren Sophie har sine kvaler med de aldrende kaniner i Crumbernes striber. Siden tog hun hævn, da hun blev voksen og begyndte at udgive striber om sit eget sexliv. Ill. fra "Tegn på kærlighed", udgivet af forlaget Cobolt.

Undervejs nyder Aline sin ”midtlivs-hotpants-fase” og lader velvilligt Robert mase hendes hoved ned i aftensmaden, så han kan tage hende bagfra. Allerede i striberne fra 80’erne skriver hun, at anti-porno-bevægelsen er efter hende, og siden #MeToo har hun for alvor måttet forsvare sig selv og sin mand.

Hun sukker lidt.

»For det første: Ingen har bedt Robert forsvare mit arbejde, så hvorfor skal jeg forsvare hans? Vi er ikke den samme kunstner. Derudover: Hvis man vil bortviske alle kunstnere, der var idioter, fra historien, så er der ikke megen kunst tilbage. Desuden er han ikke en idiot. Han udtrykte sine seksuelle fantasier i kunst, og er det ikke en vidunderlig ting at gøre? Det er fantasier og satire, og hvis du tager den bogstaveligt, må du være en en ret naiv person.«

Men spørgsmålene dukker op, når hun møder læsere på sine bogturnéer.

»Mange unge kvinder kom op til mig og sagde, at det var ”tappert af mig at tegne den voldtægtshistorie”. Så jeg spurgte ”hvilken voldtægtshistorie?” De mente en stribe, jeg havde tegnet om min første gang. Men det var ikke voldtægt, det var alletiders seksuelle oplevelse, hvor jeg nøje havde udvalgt en machotumpe til at tage min mødom. ”Men du sagde jo ”nejnejnej”,” svarede de, så jeg måtte forklare, at det foregik i slutningen af 50’erne, hvor seksualmoralen var en anden. Mit nej var en del af spillet, og i tankeboblen stod der jo ”JAJAJA”.«

Robert Crumb klukker lidt.

»Det er det, der var så forvirrende for mig som ung. Jeg kunne jo ikke læse jeres tankebobler, så jeg troede, at man skulle være en god dreng og opføre sig høfligt; holde søstrene glade. Og så valgte I machofjolserne.«

Så kan I lære det

I deres seneste striber er der dog skruet ned for det seksuelle indhold. De er blevet bedsteforældre og vil gerne overlade excesserne til de unge. Måske spiller det også ind, at de smagte deres egen medicin, da deres datter Sophie blev voksen og selv begyndte at skabe tegneserier.

Bebrejdede hun jer nogensinde for alle sextegningerne?

Aline Kominsky-Crumb ler lidt.

»For en teenager var det for ulækkert at se på, så hun smækkede dem straks i. Senere blev hun forbløffet over, hvor modige vi har været, og blev stolt af os.«

»Men hun syntes stadig, det var klamt,« supplerer Robert Crumb. »Og da hun kom i 20’erne, lavede hun selv smudsige striber om sit sexliv, hun tegnede sig selv tage stoffer og sove på vejen og kneppe med fyre. Men aldrig så detaljeret som os.«

Kan man være moralsk og grænsesættende som forældre, når man selv har dokumenteret sine egne excesser?

Aline: »Man kan ikke hykle, men man kan stadig bekymre sig til døde.«

Robert: »Hun skræmte the shit ud af os… Gud ske lov fandt hun en god mand, Gud velsigne ham.«

Nu er stoffer fortid for hende, og hun bruger mere tid på musik, fortæller forældrene med slet skjult stolthed. Og dermed er hun vendt tilbage til den kultur, parret opdrog hende med, før »massemedie-fløjtespilleren«, farmands ord, lokkede hende væk i teenageårene.

»For et par uger siden spillede vi blues sammen. Jeg tog ukulelen, Sophie spillede klaver, og hendes syvårige datter spilede kazoo. Det var et meget lykkeligt øjeblik for mig,« siger han og ligner med et en harmonisk ældre herre.

Så har man set dét med.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.