Folk står i kø for at få et kick i et tårn eller på en bro

I årtusinder har mennesket besteget bjerge, bygget tårne og indtaget trætoppe.

Et fænomen, der knopskyder herhjemme, er iscenesættelsen af himmelstræbende seværdigheder som kulturelle attraktioner, folk kan komme op i mod entré.

Et nyt højdepunkt er det 45 meter høje Skovtårn ved Gisselfeld Kloster på Sydsjælland. Det åbnede i marts for offentligheden, og siden er 50.000 gæster spadseret til tops ad tårnets spiralsnoede rampe, fortæller Kasper Larsen, der er forretningsudvikler i klatreparken Camp Adventure, hvor Skovtårnet ligger.

Allerede fra den sydsjællandske motorvej spotter man over trætoppene tårnets timeglasformede krop. Dets placering på et højdedrag i skoven gør, at man på kunstværkets øverste etage står helt oppe i 140 meters højde over havets overflade.

I ét med naturen

Øverst oppe bliver man overvældet af det frie 360 graders udsyn. I klart vejr kan man skimte Københavns højeste bygninger. På dage med mindre sigtbarhed er det lokale marker, skove og kirkespir, der fanger øjet.

Netop tårnets arkitektoniske samspil med skoven gør det til et særligt bygningsværk, fremhæver Kasper Larsen:

»Hvor andre kulturelle tiltag rummer en form for eskapisme, f.eks. maleriet på museet eller filmen i biografen, der indholdsmæssigt suger beskueren et andet sted hen, er man i tårnet lige midt i naturen og i nuet.«

Oprindeligt var det nogle tilsvarende tårne i tyske skove, der inspirerede folkene bag Camp Adventure til at rejse det strunke vartegn. Fra idéen spirede, til tårnet stod færdigt, løb en fire år lang proces med at indhente byggetilladelser, finde finansiering og få udviklet koncept og design. At tårnet glider i ét med omgivelserne, var et bærende argument for, at Camp Adventure kunne få projektet godkendt på politisk plan, fortæller Kasper Larsen.

»Tårnet er skabt med stor omtanke for, at det passer ind i den skov, der omkranser det. Det giver en særlig sanselighed og en nærhed med det omgivende miljø, at monumentet spiller sammen med den oprindelige skov. Når man går op ad den spiralformede rampe til tårnets toppunkt, kan man ligefrem række ud og røre ved trækronerne omkring det. Ved at nyde udsigten over landskaberne, der omgiver tårnet, får man tilmed et nyt perspektiv på lokalområdet.«

Overvind højdeskrækken

Tætheden på naturen er også en motivationsfaktor hos mange af de gæster, der løser billet til de guidede ture op på den gamle Lillebæltsbro, fortæller Lone Skjoldaa, der er chef for Bridgewalking Lillebælt i Middelfart.

Siden åbningen af aktiviteten i 2015 har de besøgende kunnet skridte fastspændte hen over den gamle bro i 60 meters højde. Heroppefra har man en blændende udsigt helt til havnebyen Juelsminde ved Horsens og Skamlingsbanken ved Kolding.

»Stadig flere mennesker søger den autentiske friluftsoplevelse, hvor alle sanser bliver aktiveret: Du mærker her vinden i håret, solen i ansigtet og vibrationerne fra toget, der kører længere nede på broen. Måske ser du marsvin svømme i havet under dig, og undervejs fortæller guiderne fængende historier fra lokalområdet,« beskriver Lone Skjoldaa.

I en tid, hvor mange er mættede rent materielt, søger folk i stedet begivenheder – gerne de spektakulære og lidt anderledes af slagsen, erfarer chefen.

»Det er in at ønske sig oplevelser. Vores gavekort til bridgewalking er populære – og oplagte at forære til mennesket, der har alt.«

Inden brogængerne begiver sig ad de 125 trappetrin op til selve broen, bliver de bedt om at aflevere deres mobiltelefoner og andre løsdele, så de ikke taber dem undervejs. Når folk ikke har deres smartphone ved hånden, er de til stede på en mere intens måde, registrerer chefen, som også sælger bridgewalking-ture som teambuilding for virksomheder.

»Ofte melder de positivt tilbage, at medarbejderne har lært både sig selv og hinanden bedre at kende ved at være uforstyrrede i de to timer, turen tager. Selv de, der får lidt uro i maven ved at komme op i højden, klatrer ned fra broen med armene oppe over hovedet og en ”hold da op”-attitude, fordi de overvandt deres højdeskræk og samtidig blev betagede af oplevelsen.«

Forsker: Vi flirter med fare

Ifølge Mathias Clasen, der forsker i horror ved Aarhus Universitet, ligger trangen til at aktivere vores frygt med f.eks. højder implicit i os. Han sammenligner det med at se en gyserfilm eller stige om bord i spøgelsestoget i Tivoli:

»Ved at klatre op i tårne og på broer kan folk få den pirrende fornemmelse af at flirte med fare, selv om vi i bund og grund er trygge, fordi de danske myndigheder kontrollerer sikkerheden på den type attraktioner.«

Når folk drages mod højder, der udløser adrenalin, er det, fordi de søger en kontrast til deres relativt kedelige hverdag, vurderer han.

»I deres daglige trummerum kommer nogle til at savne det kick, som vores evolutionære forfædre konstant fik, fordi de levede et liv med langt flere indbyggede risici.«

”Ekstremturisme” kalder forsker i oplevelsesøkonomi på Roskilde Universitet Jon Sundbo fænomenet over en bred kam:

»Det er blevet populært for folk at valfarte til steder, hvor de kan opleve cykloner eller andre vilde vejrfænomener. Eller til områder, hvor krige hærger. Mange drages af at opsøge det udfordrende og skræmmende.«

At skabe turistattraktioner i naturen kan være en effektiv forretningsmodel, fremhæver han.

»Vi ser i stigende grad, at der bliver bygget ting i det fri, som man rent æstetisk forsøger at forsvare ved at italesætte, at de er i pagt med omgivelserne. I nutidens skove er der ikke megen økonomi i træproduktion, og færre mennesker opsøger skoven for naturoplevelsen alene. Med et tårn som trækplaster kan ejerne tage entré og herved rejse penge til at udvikle yderligere turistmagneter. Skal man skabe ting, der lokker folk ud, må man i sagens natur generere nogle indtægter.«