Fortsæt til indhold
Kultur

Ny film om plaget stjerne, der gav op: Værsgo - træd endelig nærmere, og kom ind i mit univers!

Ny amerikansk dokumentar om Robin Williams, der i 2014 valgte at tage sit eget liv, rummer flere knap så kendte detaljer om hans ofte meget svære liv.

»Godnat, min elskede.«

De udvekslede kærlige blikke, og hun ønskede ham det samme.

Dette var deres livs sidste ordveksling og den afsluttede en lang søndag, hvor de – som hun siden har beskrevet – var alene sammen og kom tættere på hinanden, end de havde været meget længe.

Det blev så også de tre sidste ord, som den 63-årige komiker og skuespiller Robin Williams udtalte til nogen, mens han levede. Men nu bliver han bragt ”til live” igen i en helt ny dokumentarfilm, der netop har haft premiere på Sundance Film Festival i USA.

Efter at han den aften for fire år siden havde sagt godnat til sin kone Susan trak han sig tilbage til sin stedsøns soveværelse, hvor han – der blandt andet led af søvnløshed – havde for vane at opholde sig om natten for ikke at vække konen.

Tidligt mandag morgen forlod hun det store luksuriøse hjem på St. Thomas Way i Tiburon nord for San Francisco i Californien og lod sin mand sove længe.

Op ad formiddagen kunne Williams’ personlige assistent ikke begribe, hvorfor hans arbejdsgiver ikke som vanligt dukkede op. Derfor bankede han hårdt på døren til værelset, men da Williams ikke reagerede på hverken banken eller den seddel, som assistenten skubbede ind under døren, valgte assistenten til sidst selv at åbne døren.

Der mødte ham et chokerende syn:

Hvis Robin havde været heldig, ville han have haft tre år tilbage at leve i – og det ville have være tre meget hårde år.
Susan Williams om sin mands sygdom

Robin Williams havde hængt sig i et tyndt nylonbælte, som han havde gjort fast til en skabsdør, og desuden blødte han fra et sår på venstre håndled.

Assistenten tilkaldte hjælp og ringede samtidig efter Susan Williams, der dybt chokeret ankom kort tid efter.

Det var tydeligt, at Robin Williams allerede var død, og der blev ikke gjort forsøg på genoplivning, inden han officielt blev erklæret død kl. 12:05 på det nærliggende hospital.

Det var mandag den 14. august 2014.

Da Williams var blevet obduceret, blev han kremeret, og hans aske blev efter hans eget ønske ved en privat højtidelighed strøet i bugten ud for San Francisco.

Hans selvmord hensatte selvsagt hans kone og børn i dybt chok og sorg, og nyheden om hans dramatiske død spredtes lynhurtigt i resten af verden, hvor både hans tragiske død og mennesket Robin Williams siden blev – og stadig er – genstand for megen omtale og spekulationer i medierne.

Utallige detaljer fra hans karriere og hans privatliv er i de seneste fire år blevet blotlagt, og nu forsøger en helt ny dokumentarfilm at gå et spadestik dybere.

Conan O’Brien afbryder sit show og fortæller om sin vens død:

I dagene efter sin død blev han mindet over hele verden, og i tusindvis af fans mødte op foran hans eksklusive hjem og mange andre steder, hvor de lagde blomster og efterlod hilsner.

Robin Williams' stjerne på Hollywood Boulevard blev dækket med blomster ved budskabet om hans død. Foto: AP/Kevork Djansezian
Selv om der i 2014 var gået 32 år, siden sidste episode af "Mork og Mindy" blev udsendt, fik – og får – den stadig nye tilhængere blandt børn. Her lægger en dreng en blomst foran Robin Williams' hjem i San Francisco i august 2014. Foto: AP

I tiden efter det chokerende selvmord opstod det ene rygte efter det andet, og det har i høj grad ført til dannelsen af mange myter.

Det er blandt andet nogle af disse, som en ny dokumentar om Robin Williams – ”Come Inside My Mind” – søger at aflive. Filmen havde i slutningen af januar premiere på Sundance Film Festival i Park City, Utah i USA, og den vil senere på året blive vist på tv-kanalen HBO.

Den har generelt genereret pæne anmeldelser. Der er dog anmeldere, der mener, at den burde været gået endnu dybere. Men der er bred enighed om, at den – gennem en lang række interviews med familie, venner og kolleger – tegner et nogenlunde dækkende billede af den ofte fandenivoldske komiker og hans ofte meget svære liv.

Variety-interview med Marina Zenovich om ”Come Inside My Mind”:

Bag den nye dokumentar står Marina Zenovich, der tidligere blandt meget andet har lavet en film om Richard Pryor og hele to om Roman Polanski. Ud over at gå tæt på Williams’ privatliv rummer filmen også en række ukendte fraklip fra hans lange karriere som komiker og filmstjerne.

Blandt de knap så kendte ting, som Marina Zenovich fremhæver i sin dokumenter, er for eksempel, at det var den første – og ekstremt populære – Star Wars-film i 1978, der indirekte var med til at bringe Robin Williams ud til et bredere publikum.

Manden bag den populære sitcom ”Happy Days”, Garry Marshall, besluttede at ride med på Starwars-feberen og indskrev derfor en Star Wars-agtig alien i sin sitcom. Han blev anbefalet at opleve og kontakte Robin Williams, der dengang arbejdede som standupkomiker i San Francisco. Han fik straks rollen som rumvæsnet Mork fra planeten Ork, og det blev så stor en succes, at ABC allerede samme år tog initiativ til spinoffserien ”Mork & Mindy”.

Klip fra Mork & Mindy (1978-1982)

Robin Williams fik sit store folkelige gennembrud som Mork i tv-komedien "Mork & Mindy". Her ses coverbilledet på Time Magazine, der meget godt skildrer to sider af Williams: Den gakkede og overgearede samt den mere afslappede. Foto: Wikimedia Commons

”Come Inside My Mind” behandler på flere måder også det massive stof- og alkoholmisbrug, der prægede ham i det meste af livet.

I sine yngre dage levede Robin Williams i den grad livet i overhalingsbanen, og en aften i 1982 festede han igennem sammen med vennen John Belushi, og der blev ved den lejlighed ikke sparet på hverken stoffer eller alkohol.

Næste morgen blev John Belushi fundet død i huset, hvor de havde festet, og dette fik i nogen grad Williams til at dæmme op for sit misbrug.

Robin Williams forlader den 30. september 1982 retten i Los Angeles, hvor han har vidnet i forbindelse med undersøgelsen af vennen John Belushis tidlige død. En trist begivenhed, der fik Williams til at lægge sit liv om og vende stoffer og alkohol ryggen, hvilket dog ikke lykkedes helt. Foto: AP/Wally Fong

Men helt clean blev Williams aldrig – heller ikke selvom han i 2005 mistede endnu en ven, komikeren Richard Pryor, som også i perioder indtog rigeligt med stoffer og levede et meget voldsomt liv.

Da Robin Williams i 1988 forlod sin første kone – Valerie Velardi – udløste det en voldsom skandale, idet han siden dannede par med deres barnepige Marsha Garces. Men i den nye dokumentar understreger Velardi, at eksmanden havde forladt hende, over et år inden han indledte sit forhold til Garces, som han i øvrigt siden var sammen med i 10 år og fik to børn sammen med.

Endelig kan nævnes, at Marina Zenovichs dokumentar rummer flere fraklip fra kendte film, der viser, hvordan Williams havde en formidabel evne til med sine vilde improvisationer at køre enhver filmproduktion totalt af sporet.

Filmen går selvsagt også tæt på de mange omstændigheder, der fik Robin Williams til at træffe den tunge beslutning om at gøre en ende på sit eget liv.

Flere kolleger fortæller i filmen, at han i sine sidste leveår ofte virkede meget fraværende under filmoptagelser, at han glemte replikker og virkede nedtrykt og stresset.

Er jeg somme tider manisk, når jeg optræder? Ja. Er jeg manisk hele tiden? Nej. Bliver jeg somme tider ked af det? Åh, ja. Rammer det mig hårdt? Åh ja.
Robin Williams – komiker og skuespiller

Generelt bliver Robin Williams i den nye film beskrevet som en mand, der på mange måder havde svært ved at tackle livet uden for scenen, hvor han til gengæld stortrivedes.

Han led af hyppige depressioner, og før sin død havde han fået stillet diagnosen Parkinsons sygdom, men senere analyser udført efter hans selvmord har afsløret, at han snarere led af sygdommen Lewy-Body demens (LBD), som rummer symptomer, der minder meget om symptomerne på både Parkinsons og Alzheimers.

Sygdommen rammer ifølge sundhed.dk primært mennesker mellem 60 og 80 år, og man estimerer, at et sted mellem 11.000 og 16.000 danskere er ramt – LBD er årsagen til omkring 20 pct. af samtlige demenstilfælde herhjemme.

Bevidst om, at han var alvorligt syg og fik sværere og sværere ved at klare arbejdspresset og leve op til sine egne og andres forventninger, steg hans alkoholforbrug i perioder voldsomt, og så sent som i sommeren 2014 – få måneder før sit selvmord – var han igen indlagt til afvænning.

Få har beskrevet hans situation så rammende som hans kone Susan Schneider Williams, der på et tidspunkt har beskrevet det, der skete med Robin Williams, som »kemisk krigsførelse i hans hoved«.

Robin Williams sammen med konen Susan. Billedet er taget i april 2013, da parret deltog i The 2012 Comedy Awards i New York. Foto: AP/Charles Sykes

I 2016 skrev hun under overskriften ”Terroristen i min mands hjerne” en længere artikel i The Official Journal of the American Academy of Neurology om LBD-diagnosen, og heri hed det blandt andet:

Folk siger, at satiren er død. Nej, den er ikke død. Det lever i Det Hvide Hus.
Robin Williams – komiker og skuespiller

»Robin var ved at miste forstanden, og han var klar over det. Kan du forestille dig den smerte, han følte, da han oplevede, at han var ved at gå i opløsning? Og dette på grund af noget, som han ikke havde kendskab til og derfor hverken kendte navnet på eller forstod.«

Hun tilføjede:

»Jeg følte, at han druknede i symptomer, og jeg druknede sammen med ham.«

Tidligere udtalte hun til ABC-talkshowet ”Good Morning America” om udsigten til helbredelse – eller rettere manglen på samme:

»Hvis Robin havde været heldig, ville han have haft tre år tilbage at leve i – og det ville have være tre meget hårde år.«

Robin Williams i 1977. Da produceren George Schlatter havde set ham som figuren Joy Stalin i et standupshow i Los Angeles, hyrede han ham til seks standupshows på NBC. Dennne tv-optræden sparkede for alvor Robin Williams' karriere i gang. Foto: AP

Da den populære stjerne den morgen i 2014 besluttede at gøre ende på sine lidelser, mistede verden en skuespiller, der på mange måder var helt sin egen.

Robin McLaurin Williams blev i 1951 født ind i en velstående familie i Chicago. Hans far var en aktiv og succesrig erhvervsleder, og familien flyttede meget rundt, inden den slog sig ned i Californien.

Efter sin grundlæggende uddannelse studerede Robin Williams i en periode statskundskab, men han følte sig så tiltrukket af et liv på scenen, at han i 1979 rykkede til New York og blev optaget på teater- og musikakademiet Julliard School, hvor han mødte og delte værelse med Christopher Reeve, der bedst huskes for sin rolle som Superman.

Robin Williams brændte i den grad for standupcomedy, og tilbage i Californien optrådte han meget ofte på standupcomedyklubber i både San Francisco og Los Angeles, hvor han fik skabt sig et solidt navn som komiker.

I 1978 fik han, som tidligere nævnt, et tilbud om en mindre rolle som alien i hitserien ”Happy Days”. Mork hed figuren, og den blev så populær, at han allerede sammen år sammen med Pam Dawberg kastede sig ud i tv-serien ”Mork and Mindy”, der blev vist i fire år på ABC. Serien blev et kolossalt hit, den udløste en Golden Globe til Williams, og serien blev i høj grad nøglen til Robin Williams’ film- og tv-karriere.

Blandt de mange film, han indspillede, kan fremhæves ”Verden i følge Garp” (1982), ”Good Morning, Vietnam” (1987), ”Døde poeters klub” (1989), ”Fisher King” (1991), ”Mrs. Doubfire” (1993) og ”Good Will Hunting” (1997).

Robin Williams spillede i "Mrs. Doubtfire" sammen med blandt andre Sally Fields. PR-foto.
Robin Williams sammen med Matt Damon i "Good Will Hunting". PR-foto
"Good Morning Vietnam": Robin Williams i en af sine glansroller som den kontroversielle radiovært Adrian Cronhauer, der under Vietnam-krigen blev udstationeret i Saigon. PR-foto
Et klip fra filmen "Døde Poeters Klub". PR-foto.

Klip fra nogle af Robin Williams’ bedste film:

I løbet af sin lange karriere blev han hædret adskillige gange, og på kaminhylden havde han således adskillige Oscar-, Emmy- og Grammy-statuetter stående.

Ud over sine mange opgaver på scenen, på tv og i film var Robin Williams gennem det meste af sin karriere dybt engageret i forskellige former for velgørenhedsarbejde, og da han blev bedt om at rejse til blandt andet Afghanistan og Irak for at underholde amerikanske tropper, svarede han straks ja.

Robin Williams under et af flere besøg hos de amerikanske soldater i Irak. På T-shirten står der på arabisk: "Vi elsker New York". Foto: AP
Robin Williams den 16. december 2004, da han blandt andet sammen med modellen Leeann Tweeden og NFL-fodboldstjernen John Elway aflagde et surprise-visit hos de amerikanske soldater i Kabul i Afghanistan. Foto: Emilio Morenatti/AP

Marina Zenovichs dokumentar slutter med et klip fra ”Døde poeters klub”, hvor Robin Williams – der i øvrigt stadig har en meget aktiv fanklub – i rollen som professor John Keating minder sine studerende om, at de skal huske at gribe dagen og levet livet fuldt ud.

Og det var netop, hvad Robin Williams gjorde.

Greb dagen, levede livet og udnyttede alle muligheder.

Lige indtil den morgen, han bare ikke kunne mere og besluttede at komme sin på sigt dødelige sygdom i forkøbet.

Klip fra det sidste interview, Robin Williams gav inden sit selvmord: