Tygget gummi

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Reaktionen har som oftest været en overbærende hovedrysten, når talen er faldet på østaten Singapore og dens forbud mod import, salg og brug af tyggegummi.

Af vanvare har mange set forbuddet som udtryk for det autoritære regime, der på et halvt århundrede har løftet et af verdens mest forarmede lande til ét af de absolut rigeste, men målt med danske alen på bekostning af en række frihedsrettigheder; herunder retten til tyggegummi.

Kan hænde, at Aarhus Kommune i sit stille sind har drømt om at kunne indføre et tyggegummiforbud af samme tilsnit som i Singapore. I hvert fald har kommunen nu reelt opgivet kampen for at fjerne tyggegummiklatterne på strøget, da det simpelthen er blevet for dyrt.

Aarhus Kommune har i samarbejde med Københavns Kommune regnet sig frem til, at det koster i omegnen af 10 kr. at fjerne én tyggegummiklat. Forklaringen er, at opgaven med først at skrabe og derpå spule flisebelægningen fri for tyggegummi er meget løntung.

»Vi havde håbet at finde en metode, som kunne gøre det lettere og billigere at fjerne tyggegummiklatter, men resultaterne er ikke specielt gode. Der er ingen mirakelkur,« lyder forklaringen fra Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift & Myndighed i Aarhus Kommune, til Århus Stiftstidende.

I Singapore skyldes forbuddet bl.a., at et stykke tyggegummi, der spyttes ud og lander på fortovet, forbliver blødt og udvikler sig til en bakteriebombe på grund af de tropiske temperaturer i landet.

I Danmark bliver tyggegummiklatterne hårde, men når inden da at klæbe sig så effektivt fast til flisebelægningen, at det ifølge såvel Aarhus Kommune som Københavns Kommune ikke er sjældent at se 20-30 tyggegummiklatter på én flise.

Åbenbart er mange af indbyggerne i landets to største byer aldeles ligeglade med det moralske forfald, som tyggegummiklatterne også er et udtryk for, og de udgifter, som de påfører skatteyderne.

Aarhus Kommune skal anerkendes for nu reelt at give op, da kun strøggader fuldstændig dækket af tyggegummiklatter formentlig kan skabe en kollektiv bevidsthed om, at brugt tyggegummi hører hjemme i de affaldsspande, som der er så mange af, og at der ikke eksisterer nogen som helst undskyldning for at spytte tyggegummiet ud på offentlig vej.

Måske kan der i privat regi udvikles kemiske og/eller teknologiske løsninger, der kan fjerne tyggegummiklatter anderledes økonomisk end nu, men i Aarhus Kommune bør der være grund til at se tiden an.

Byen lider allerede hårdt under, at forbløffende mange borgere ikke gider benytte den nærmeste skraldespand til deres affald, og derfor kan anskuelighedsundervisning være den eneste måde, hvorpå man lærer byens borgere et minimum af civiliseret adfærd.

Aarhus vil gerne være international, og i mange sammenlignelige byer støder man ikke på ulækre tyggegummiklatter af den enkle årsag, at borgerne dér opfører sig ordentligt.