Blæksprutten på bagsædet i bussen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skulle have en overraskelse med til en middag i Grenaa forleden. Vi var syv, der skulle lave mad sammen. Hvad i alverden skulle jeg finde på? Jeg er tosset med fisk og skaldyr og plejer at vade hele vejen ud til Havnens Fiskehus på Fiskerivej, men det seneste år har det været noget besværligt – for at sige det mildt – at komme der ud på gåben med alle de afspærringer og omveje på grund af det nye havnekvarter, jeg ved ikke, hvordan det er, når man har bil?

Sidste lørdag åbnede Aarhus Central Food Market så på Sankt Knuds Torv lige ved gågaden og banegården med en mægtig fest, og en af forretningerne dér er Havnens Fiskehus City, og pludselig kom idéen til middagen i Grenaa. Blæksprutte, det er da lige det, jeg ville ha’ med, så jeg poppede ind til Havnens Fiskehus City – hvor er det nemt at finde, og hvor er det flot; London, Paris og New York gå hjem – og der på disken med masser af løs is lå der to flotte, rødlilla blæksprutter, de hedder Calamares. Før jeg havde nået at tælle armene, sagde fiskehandleren grinende: »10, de har 10 arme.«

»De ser altså lidt for levende ud til mig, og desuden kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal rense sådan en fætter?«

»Der er ikke mere liv i dem, de blev fanget i nat, og vi fik dem tidligt i morges, så de kan ikke være mere friske, men de er døde,« sagde fiskehandleren og tog den mindste blæksprutte, armene dinglede i luften, før han lagde den i sin hånd.

»Lækker ikke?« spurgte han.

»Øh, jo ... men jeg har aldrig prøvet at lave blæksprutte, hvad gør man?«

Han fortalte, at man kan bruge både krop og de 10 arme.

»Armene er så gode i en beignetdej, du ved, man dypper skiverne i en dej, og så frituresteger man dem, det smager fantastisk,« sagde han.

Kroppen kan man stege, koge eller marinere og putte i en salat f.eks., der er masser af opskrifter på nettet.

Jeg tog den største blæksprutte, den vejede lidt over et kilo, og så skyndte jeg mig ned på rutebilstationen og hoppede op i bus nr. 122. Jeg sidder ellers aldrig på bagsædet i en bus, men det havde jeg bare lyst til den dag. Der var næsten ingen med på turen, så der var fred og ro til at passe på den næsten levende blæksprutte – eller rettere, det føltes lidt, som om den var levende, I ved, som om den bevægede sig i posen med knust is.

Der er langt til Grenaa i bus. Over en time. I begyndelsen kiggede jeg ud ad vinduet og glædede mig over, hvor smuk turen var – hold nu op, vi bor i en smuk del af Danmark, hva’? – nå, men når jeg så ud på de bølgende marker og bakker, gårde og kæmpetraktorer, der var i gang med at pløje, så føltes det, som om der var et eller andet meget glat og vådt, der lige så langsomt ”kravlede” op over min skulder, det våde kildede mig på halsen og i ansigtet, de mange drillende arme gled hen over min ene kind. Arme? Jeg gloede hurtigt ned i posen til den rødlilla blæksprutte. Stendød. Det samme gentog sig, hver gang jeg så ud ad vinduet. De 10 arme kravlede alle steder på mig. Jeg var lige ved at løbe op til chaufføren og spørge, om han ville passe på blæksprutten, men jeg gjorde det sevfølgelig ikke. Jeg blev siddende på bagsædet af bus nr. 122 med den. Jeg kom frem til selskabet i Grenaa og gav værten posen. Han blev simpelthen så glad.

»Det er noget af det bedste, jeg ved. Jeg var på Madeira i foråret, der vender de dem i olie, citron og eddike og spiser dem rå med sugekopper og det hele, men det skal vi ikke have i aften, jeg skal nok finde på noget lækkert. Blæksprutter er en kongespise,« sagde min ven og hev arme, krop og hoved ud af plasticposen, og så gik han ellers i gang med at tømme den 10-armede for blæk, mens vi andre drak et lille glas champagne og med stor interesse fulgte med i, hvad der skete på spækbrættet, der langsomt blev sprøjtet blåt.

Næste formiddag, da bus nr. 122 havde retning tilbage mod Aarhus, sad jeg igen og kiggede på alt det smukke, der gled forbi vinduerne, mens vi kørte af sted. Der var en del flere passagerer med, bagsædet var optaget, og pludselig kunne jeg mærke en lille snigende ensomhed. Jeg savnede min blæksprutte, men den havde jeg jo ædt.