Gyldengarn og kryopræservering
Ugen på spidsen om Folmer, Veje, Povlsen og Paradis.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mandag
Løbamok.
47.000 løbere gør klar til DHL-stafetten, og det er en firmafest af de store.
I en by af iværksættere vil jeg dog gerne gentage en tidligere opfordring til at udvikle et øko-system, der også kan gøre løbet til en verdenssensation.
Der må kunne udvikles et løbebånd eller lignende dims, som opsamler al energien fra de 94.000 løbeben og omdanner den til strøm, og derved sætter Aarhus på det bæredygtige verdenskort.
Kom nu, I kloge.
Tirsdag
Paradis.
En munter aften i Øst for Paradis i en fyldt sal A til forpremiere på ”Sommeren 92” om EM-triumfen.
Biografejer Line Daugbjerg byder os hjertelig velkommen og nævner i øvrigt, at hendes kæreste, skuespiller Esben Sand, spiller Faxe i filmen. Med til at spole os tilbage til de glade dage er også fodboldspillerne Flemming Povlsen og Morten Bruun, der begge giver herlige introer til filmen.
F.eks. Povlsens fortælling om den megafest, spillerne holdt på hotellet efter seminalesejren over Holland – en fest, der varede til et stykke hen over den lyse morgen, hvor morgenfriske Ricardo, så pludselig kom forbi og bemærkede:
»Nåh, I er også tidligt oppe?«
Den grinte vi en del af, ligesom selve filmen i bedste ”Op på fars hat”-stil også fremkaldte et par håndfulde af de helt store HAHA’er med lårklask. F. eks. den her Ricardo-bemærkning:
»Jæ a fulstændi’ li’gla’ mæ, om de har lækkert hår eller he’er Laudrup.«
Det var tider, og noget af det, vi også savner i disse skaldede tider, er de lækre garn og overskæg, som Faxe, Povlsen, Vilfort og Christofte driblede rundt med.
Puddelheavy og bundesligagarn.
Onsdag
Folmer.
»Jeg stiller mig til rådighed for forefaldende arbejde.«
Sådan lyder udgangsbønnen fra Festuge-Folmer i et interview i anledning af, at festugen starter på torsdag og er Folmers sidste som chef.
»Og så ved man jo aldrig, hvad der sker,« tilføjer han, så der er åbnet for gæt på Folmers næste job.
Skal han være americana-ambassadør i Danmark?
Opvasker i fruens AnneMad-programmer?
Skriver han en ”Hjem til Aarhus 2”?
Får vi nye afsnit af ”Mit liv som Bent” og ”Kongeriget”?
Eller en opdateret version af Erling Erlang og trio?
Kedeligt bliver det garanteret ikke, for som Folmer siger i interviewet:
»Vi skal passe på, at Aarhus ikke bliver så kedelig, at Den Gamle By kommer og inddrager den.«
Torsdag
Opfinder.
Spøjse personligheder er der heldigvis masser af her til bys – tag nu bare Århus Håndbolds træner Erik Veje Rasmussen, der ud over at være håndboldprofessor også er en Ole Opfinder.
Først opfandt han de såkaldte MBT-sko, og nu har han opfundet det elektroniske træningssystem Fitlight til at træne hurtige reaktioner med, og det er efterhånden solgt verden over.
Godt gået,Veje.
Nu mangler han bare at opfinde det system, der kan bringe Aarhus tilbage i toppen af dansk håndbold.
Fredag
Vildt.
For alle os, der elsker ord, er her et nyt af slagsen:
Kryopræservering.
I en ret fantastisk historie i JP fortæller en ung fyr, der hedder Morten, at han vil bruge 1 mio. kr. på at blive frosset ned i USA, når han dør, i håb om at videnskaben så på et tidspunkt kan tø ham op igen til et nyt liv.
300 mennesker verden over er allerede frosset ned, og andre 2.500 har skrevet sig op til eksperimentet.
Man tror det er løgn, men den er god nok, og spørgsmålet er herefter, om vi andre bør overveje det samme.
Et stort minus er, at man risikerer at spilde en million, mens et plus kan være, at man får et liv mere.
Men hvilket liv?
Hvad er det for et Aarhus, man vågner op til om 50 år?
Alle aarhusianere har en regnbue på taget. Der er 250.000 studerende i byen og ingen adgang til cafeer og værtshuse uden studiekort.
Borgmesteren er 1. semester-studerende på statskundskab, og tillader man sig at have en bil, skal den stilles i Randers, hvor man stiger om til letbane.