AGF og Vejlby mindes de døde – en er den mest oversete og vilde angriber

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Selvom dagene lige nu er vintergrå og skyggeløse, og træerne stille og nøgne, og melankolien fylder mere end godt er, kommer jeg ofte et sted, som mange måske ville mene kun forstærker og gør det triste endnu værre. Men for mig forholder det sig lige omvendt.

Det drejer sig om kirkegården i Vejlby, der for mig er en lige så selvfølgelig del af mit liv, som Rolling Stones’ musik er i en Martin Scorsese-film.

Jeg kommer der to-tre gange om ugen og om søndagen, når AGF spiller hjemme på Vejlby Stadion, er kirkegården altid en fast del af min rute på vej mod stadion.

Vejlby Kirkegård ligger kun godt hundrede meter fra stadion, og sidder man øverst på langsiden, kan man se de store kastanjetræer og de tykke kirkemure, der omkranser kirkegården. Og fotograferede man det, ville man ikke tøve med at hænge billedet på Aros i deres permanente samling.

Derinde bag murene finder jeg den ro (og det er der sateme brug for, jeg gør, siger min kæreste), som det daglige miskmask af fart og for meget om ørerne ikke giver plads til.

Samtidig minder kirkegården mig også om noget helt banalt, nemlig, at jeg fandeme er i live – sådan helt bogstaveligt. Og det er jo ikke uvæsentligt – slet ikke i morgen mod OB, hvor det ikke kun handler om fodbold, men også om dem, der ikke er det længere.

Som AGF skriver: ”Under overskriften; AGF MINDES vil vi den dag holde en lille mindehøjtidelighed inden kampen, hvor vi ærer dem, vi har mistet i årets løb.”

Fandeme god stil.

Men altså, tilbage til kirkegården i Vejlby. Jeg voksede op på Filosofgangen (måske ikke det mest Vejlby-agtige gadenavn) med kirken og kirkegården til den ene side – og VR-hallen og Vejlby Stadion til den anden. Og det var her, mellem Vejlbys to ”katedraler” at min mor, far, bror og søster var de sole, som mit lille liv roterede omkring, og hvor jeg dengang dagligt drømte, at jeg en dag var en af dem, der skulle spille kamp lige deroppe. Det kom jeg til. Ikke for AGF, men bedre endnu, for VIK.

I dag og i disse år er det så AGF, og ikke VIK, der har hjemmebane i Vejlby, og på søndag holder jeg fast i min småenfoldige og kendte formular (eller ritual om man vil) om altid at gå forbi kirkegården, inden ”De Hviie” spiller.

For lige her, på Vejlbys højderyg og epicenter, ligger mange af de mennesker begravet, som har formet mit liv på den ene eller anden måde. Her ligger min fars nuværende kones forældre, Hans og Solvej. Karen og Gunnar, mine bedsteforældre in spe og begge vejlbyere om en kam. Kjeld Holm – min gudfar, tidligere biskop, AGF-fan og AGF-ambassadør – ligger her også.

Men… mange venner ligger også heroppe – både de perifere og de nære, og som desværre døde alt, alt for tidligt. Ken Ole. Lars. Palle. Jesper. Peder. Claes. Lene. Peter. Heidi. Kurt. Jens. Og ja, normalt i Vejlby bruger vi kæle- og kaldenavne. Dog ikke på gravstene, og derfor optræder de her med deres ”rigtige” navn.

Det er en antagelse, og måske et for misforstået fokus på døden og de døde, men for mig er det som om, at lige præcis i Vejlby døde for mange for tidligt. Der er i hvert fald nok at ”besøge” for mig, når jeg går ture deroppe.

Én jeg altid besøger, er min mor. Hun er mit pejlemærke og guldet for enden af gåturen. Hun ligger så fint på sit lille sted med sin lille sten lige nord for kirken.

Her ved gravstedet træder jeg altid forsigtigt ind på gruset med højre fod forrest, klapper kort, kærligt og hurtigt to gange på højre side af stenen, træder tilbage igen, kigger lidt på stenen og går roligt videre. Det er mit lille ritual, og det holder jeg meget af og fast i. Og både ritualet og de to små klap er en del af den sønlige ømhed, drenge altid hungrer efter at vise deres mor.

Én, jeg desværre ikke kan besøge på Vejlby Kirkegård, er Roland. Roland var fra Vejlby og en af drengene. Han døde for nylig af et liv, der til tider måske var levet for hårdt, men allermest af en sygdom, som ofte er så forbandet svært at gøre noget ved.

Det er lige meget nu – ikke at han er væk, selvfølgelig – men hvad han døde af.

Roland var meget for mange i Vejlby, og hans død (og liv) står stadig klart i erindringen for os, der kendte ham. Og for lige netop mig var han mesteren i spontane idéer og vanvittige påfund.

Som den morgen i december ’88, hvor jeg zombieagtigt og halvt i søvne gik mod endnu en røvsyg dag i gymnasiet og pludselig blev indhentet (det var før mobilen!) af en storprustende Roland, der ville konfirmere og bekræfte gårsdagens ikke særligt sikre aftale om koncert-turen til David Lee Roth i KB-Hallen samme aften!?

Øh, jo! Og i en hurtig Vejlby-manøvre fik vi smidt min skoletaske i hænderne på en forbipasserende gymnasiepige og bad hende stille den i garderobe nr. 24.

Så tog vi sammen med de andre drenge 7’eren mod byen og banegården og toget videre mod København og KB-Hallen. Og selvom sådan en tur sikkert var en del af forklaringen på min elendige studentereksamen, var den det hele værd med Roland som tovholder. Han var i sandhed en af drengene og savnet.

I morgen, til årets sidste kamp i Vejlby, mindes AGF også dem, der har været tæt på klubben. Dem, der har betydet noget for AGF – og omvendt.

Jeg er vild og tosset med, at AGF laver et slags opsamlingsheat for de døde. Det er god stil. Og lige så godt bliver det at se og høre og mærke opbakningen i morgen i Vejlby.

Jeg ved, at Lars Jensen, AGFs alt for oversete, men vilde angriber fra slut 70’erne og start 80’erne, og som især huskes for sin frisparksscoring fra 45 meter mod Skovbakken – af alle – vil blive mindet. Et spark, fortælles der, der brækkede mere i luften, end svalerne gør over Vejlby Stadion i juni måned.

I øvrigt, den Hummel-trøje AGF og han spillede i i startfirserne med Statsanstalten for Livsforsikring på brystet ville jeg give min næste månedsløn for at få fingre i – legendarisk trøje!

Desværre husker jeg kun Lars Jensen svagt og sporadisk som spiller. Jeg er ganske enkelt for ung til andet, men han blev senere en yderst vellidt træner i en række aarhusianske serieklubber – der har jeg spillet mod hans hold mange gange.

Johnny Vilstrup, københavner-midtbanemand og derfor – skulle man mene – fejlcastet til de Hvie, vil heldigvis også blive mindet. For castingen sad lige i skabet, og jeg husker ham tydeligt fra de gyldne år i ’96 og ’97. Og jeg husker især hans venstreben. Sådan et spark savner vi i dag.

Jeg ved også, at AGF ikke kun mindes spillerne i morgen. Lur mig om ikke AGF, vanen tro, også husker sine tilhængere. Og så tror jeg sågar også, der bliver plads til, at en tidligere souvenir-sælger får en hyldest – og det er fandeme verdensklasse.

Så jeg glæder mig til i morgen. Men også til at vinteren og pausen er ovre, og vi er tilbage igen mod Viborg til sæsonåbneren i Vejlby. For til den tid ligger vi stadig nummer fuckin’ et i superligaen!!!

KSDH!