Det koster penge, men prisen vi betaler for at lade være er højere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tilgiv mig, at jeg slår et slag uden for kommunegrænsen med denne klumme, men det sker for at rette fokus på regionens og Danmarks største vandløb, Gudenåen. Det er for at slå et slag for naturen. Og det bliver kun en afstikker, for jeg lover, at jeg vender tilbage – nærmere bestemt til vores smukke, men nødlidende, Aarhus Bugt.

Dette altså mit anslag for med mit eget udgangspunkt som naturelsker og passioneret fluefisker mere end som erhvervsmand og fodboldformand at angribe en af tidens alvorlige og dilemmafyldte emner: naturen, biodiversitet og klimaet.

I den debat ramler mange interesser sammen: Erhvervslivets og fællesskabets behov for udvikling og værdiskabelse over for vores fælles ret til et sundt miljø og bevarelse af vores fælles arv af både flora og fauna. Debatten krydres af etiske og moralske overvejelser og kan være lidt af et minefelt at bevæge sig ind i. For det koster ofte penge – det ene sted eller det andet…

Jeg stiller mig på naturens side i denne klumme. Og her vil jeg give to konkrete eksempler på genopretning af naturen i vores region, som for mig er både rigtig, nødvendig og meningsfyldt.

Som dreng tilbragte jeg mange somre på min onkels gård ved Tange Sø. Jeg husker badeture, fisketure og stille aftener ved bredden. Minder, der for altid er flettet ind i mit forhold til stedet. Og i dag, som ivrig laksefisker og naturelsker, forstår jeg godt, hvorfor Tange Sø har en særlig plads i manges hjerter.

Men det ændrer ikke ved, at Tange Sø er en kunstig opstemning af Danmarks længste å. Dæmningen ved Tangeværket blokerer Gudenåens naturlige løb, og konsekvenserne er katastrofale for naturen. Over 1.100 kilometer vandløb opstrøms er ødelagt som leve- og gydesteder og Gudenålaksen er for længst uddød, netop fordi den ikke kunne passere dæmningen.

Endnu værre er det, at Tangeværkets turbiner hvert år slår tusindvis af ål ihjel – en truet fiskeart, som vi burde gøre alt for at beskytte. Det er et paradoks, at vi samtidig fører kampagner for at redde ålen, mens vi tillader en af landets største spærringer at fungere som en dødsfælde for dem.

Når jeg står ved Gudenåen i dag, mærker jeg tristheden over den natur, vi har mistet. For under Tange Sø ligger en unik ådal gemt – et sted med det største fald i hele Gudenåen, hvor laksen før etableringen af Tange Sø havde dens gydepladser, og som kunne have været hjem for sjældne og truede arter, hvis vi blot havde ladet vandet løbe frit.

Så hvorfor tøver vi? Måske fordi følelserne fylder mere end fornuften. Måske fordi det politiske mod ikke er til stede? Mere end 20 forskellige ministre har besøgt Tange Sø uden at nogen har haft modet til at træffe beslutninger. Vi er nødt til at spørge os selv: Vil vi bevare en kunstig sø af hensyn til nostalgi og en lokalbefolkning – eller vil vi genskabe Danmarks længste å, slippe naturen fri og give kommende generationer en levende Gudenå?

Jeg ved, hvad jeg håber på. Jeg håber på, at fornuften sejrer, så mine børnebørn kan opleve en enestående genskabt natur og måske være heldige at fange en vild, hjemmehørende Gudenålaks.

Tiden er kommet til at slippe Gudenåen fri.

Og så hjem til Aarhus. Jeg har nævnt det før på dette sted, men lige så smuk Aarhus Bugten er, når man skuer ud over den en smuk sommeraften eller en frostklar vintermorgen, lige så forstemmende er tilstanden under overfladen.

Store dele af bugten er tømt for liv og ligger gold hen. Det er velbeskrevet, at en del af årsagen er udledning af kvælstof fra landbruget, men en anden årsag er, at stenrevene, hvor fiskene ynder at opholde sig, gennem mere end 100 år er fisket tomme for sten. Der er mere grobund for liv på et stenrev end på en sandbund. Stenfiskeriet blev forbudt i 2009, men skaden er sket. Det må vi rette op på.

Derfor er det glædeligt for mig, at erhvervsmanden Anders Holch Povlsen har doneret 50 mio. kr. til blandt andet et genoprette det ødelagt stenrev på Mejl Flak mellem Samsø og Helgenæs.

Men lige så prisværdigt det er, at der gøres noget, og at private donerer til formålet, lige så indlysende er det, at der skal mere til, hvis vores smukke Aarhus Bugt under overfladen igen skal være fyldt med plante- og fiskeliv.

Det er et fælles ansvar at genoprette naturen, og det giver mening. Min påstand er, at naturen forbedrer mental sundhed, den reducerer stress og fremmer fysisk aktivitet. Adgang til grønne områder og sunde vandmiljøer øger livskvaliteten og sammenhængskraften i et lokalsamfund – og så har vi et etisk og moralsk ansvar for at genoprette den skade, som vi har forvoldt på naturen. Af hensyn til os selv, selvfølgelig, men ikke mindst for de kommende generationer.

Det koster penge at genoprette naturen og vores vandmiljø. Men prisen vi betaler for ikke at gøre det er højere og tælles ikke kun i penge.