Jensens Bøfhus er død, ikke bøffen
Jensens Bøfhus opfandt måske nok frokostbøffen, men den vil utvivlsomt leve videre på danskernes tallerkener, når de sidste røde skilte pilles ned.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Det skulle være uhøjtideligt at komme der, man skulle ikke være bange for at udtale vinen forkert, og vi opfandt frokostbøffen og skabte frokostmarkedet [...] Det, at du kan gå ind på en prisvenlig restaurant med travesko på, hvor du ikke behøver at stadse dig op, værdsætter rigtig mange,« fortæller stifteren Palle Skov Jensen i anledningen af lukningen af hans livsværk, Jensens Bøfhus.
Han siger det til dr.dk, den samme nyhedskilde, der for ikke længe siden kunne præsentere ”Danmarks nye livret” i form af »stegt spidskål med rød pebersauce, kartofler og pære-fennikelsalat«.
Men er det virkelig spidskålen, der blev Jensens skæbne? Mange vil sikkert gerne tro det, men der er et eller andet, der ikke hænger helt sammen.
Hvis der var bund i den grønne omstilling, og hvis valget 2019 virkelig var et ”klimavalg”, måtte vel frokostbøffens død være en fejring værd? Endelig har danskerne vendt sig bort fra oksekød af tvivlsom kvalitet, fløjet hertil fra fjerne lande, for i stedet at se livsglæden i en pære-fennikelsalat eller bare noget med grønkål, for klimamæssigt måtte vel cirka alt andet være en bedre idé end en frokostbøf som daglig foreteelse.
Græd ikke, børnlille, det turde være løgn alt sammen, som præsten sagde til sin forskræmte menighed. Den grønne omstilling på de danske spiseborde er mest noget, vi leger, og selv om Jensens Bøfhus opfandt frokostbøffen, så er den ikke afskaffet med Bøfhusets død.
Tværtimod. Hangen til en billig bøf tilfredsstilles dagligt af andre, ikke mindst af den voldsomt succesrige Bouillon-kæde, der sælger steak med kryddersmør à la maitre d’hôtel og pommes frites til 124 kr; de begyndte på Frederiksberg, men har for længst udvidet til Aarhus og Odense.
I New York, hvor man som bekendt netop har valgt en ung socialist med muslimsk baggrund som borgmester, lever bøffen også i bedste velgående. Restaurant Eleven Madison Park blev i 2022 den første restaurant med tre Michelin-stjerner med en ren plantebaseret menu, men ak, kort efter kom det frem, at Wall Streets big swinging dicks kunne betale sig til en ordentlig bøf i baglokalet, hvor ingen så det. Og i august i år kastede man håndklædet i ringen. Nu serverer man kød igen, herunder den berømte honning-glacerede and, den var og blev umistelig, så må den grønne omstilling vente lidt.
Man har »lyttet til kunderne«, skriver de på hjemmesiden, og det er vel så cirka det eneste, den restaurant har tilfælles med Northside-festivalen, der også har »lyttet til kunderne« og vender tilbage til burgere med rigtige bøffer næste år.
Man må lytte til kunderne, og noget tyder på, at kunderne ikke er til at stole på, når det gælder klimaet.
Vi går ind for grøn omstilling i princippet, men vi flyver som aldrig før, ferie skal man da have. Vi vil gerne spise grønnere, men når oksekødet stiger i pris, vakler taburetterne under regeringen, og Gud nåde og trøste den statsminister, der kommer stikkende med en tot blomkål som erstatning. Så frokostbøffen er overhovedet ikke død, og Jensens Bøfhus er overtaget af BBQ-kæden Bones, der sælger 285 gram ribeye fra Uruguay for 299 kr.
Der er ingen grund til at tro, at de vil holde op med det, bøffer er der nok af, for vi elsker billige bøffer.