Demokratiet sættes i fare, når alt forsimples til laveste fællesnævner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det begynder at trække op til valg. Både i forhold til kommunalvalget, der truer rundt om hjørnet, men også i forhold til folketingsvalget, der senest skal finde sted om et år. Og dermed trækker det også op til valgkamp og jagten på stemmerne.

En aggressiv valgkamp giver mening. Epinions seneste rundspørge viste at kun halvdelen af befolkningen i midten af oktober vidste, hvor krydset skulle sættes. Dermed er der mange krydser, der kan flyttes i den sidste tid op mod valget med morgenbrød, valgplakater og charmeoffensiver.

I selvsamme rundspørge var det også ret klart, at Socialdemokratiet står til en regulær lussing i Aarhus Kommune, og måske bliver kabalen om borgmesterkæden mere spændende i år, end den plejer at være – selvom nærmest alle eksperter stadigvæk forudser, at Aarhus forbliver med en socialdemokratisk borgmester i spidsen.

»Jeg tror, at landets meget særlige regeringskonstellation har sat sit aftryk i vælgerne, selvom det er nationalpolitik,« lød det for nylig fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Kjeldsen, i Din Avis Aarhus.

Hvis både han og borgmester Anders Winnerskjold tager sig til panden for tiden, så forstår man det godt. For selvom det lyder smukt at pakke det ind i, at det skal være regeringens sammensætning, der er skyld i den dårlige meningsmåling, er opfattelsen som menig vælger lidt noget andet. Det er slet og ret Socialdemokratiet selv, der forårsager det.

For mens det faktisk virker til, at Socialdemokratiet i Aarhus forsøger at føre en saglig valgkamp, så virker det til, at landskontoret har valgt at smide hjernen i handskerummet og gå fuld rabundus.

Al kommunikation handler om at tilsværte politiske modstandere, og ethvert argument skal starte med en stråmandsargumentation. Et glimrende eksempel blandt talrige var et opslag på deres egne kanaler. På den ene side Mette Frederiksen med hånden om en ældre kvinde og teksten ”Billigere ældremad” og på den anden side et billede af Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt med teksten ”Topskattelettelser til de rigeste.”

Problemet i dette er blot, at det er en analogi, der ikke kan laves. For politisk budgettering handler ikke om definitive valg mellem A eller B. Det er ren Erasmus Montanus at påstå dette. Det er ikke bare forsimpling. Det er forvrængning. Og i en populistisk grad, der er til fare for vores demokrati og oplysning i samfundet på sigt, fordi den bliver mere og mere udbredt.

Når politikerne fjerner alle mellemregninger og forbehold, så spreder man ikke information – man spreder misinformation. Det ville være løgn at sige, at det kun er Socialdemokratiet, der gør dette. Det er desværre en tendens, der har gjort sig gældende for mange partier i mange år og adskillige gange er blevet påpeget som værende underminerende for demokratiet. Særligt i år som disse, hvor opmærksomhedsspændet hos vælgerne er kortere end før, og flere rent faktisk kan blive påvirket af dette. Naturligvis er det helt bevidst. Men det er også det, der gør det endnu mere farligt. For når man overforsimpler, forsvinder nuancerne. Det er ellers der, i nuancerne, at vi forstår, hvorfor nogle partier kan stemme nej til ting, fordi de mener, pengene bruges bedre andre steder. Og at det ikke nødvendigvis betyder, at de er imod sagen som sådan.

Det farlige sker, når man som politisk parti får fremstillet det at stemme nej på grund af prioriteringer til at være det samme som at man er imod sagen. Og lige dér, hvor stråmandsargumentationen begynder, sker skiftet fra information til bevidst misinformation.

For dem, der står bag informationen, ved godt, at det rent faktisk ikke er det, som modstanderen mener. Men de laver en bevidst fejlslutning på det alligevel. For at forbedre deres gunst over for vælgerne. Og netop i den disciplin er Socialdemokratiet par excellence dem, der tager det til et nyt niveau. Samtidigt er det Danmarks største parti og dem med mest ansvar i regeringen. Derfor vægter det også med en anden tyngde, end hvis selvsamme jungletrommer lyder fra et fløjparti på den ene eller anden side af midten.

Når man i tillæg ser Mette Frederiksen gøre en dyd ud af at lukke ned for alt kritik i det, der ligner en helt bevidst strategi, bliver det for alvor farligt. Under corona var ingen kritiske spørgsmål passende på grund af situationens alvor – og på bagkant af de nylige droneangreb lød det, at man løb russernes ærinde, hvis man kritiserede myndighedernes håndtering af situationen. Hver gang en situation er det mindste tilspidset, bliver det fra allerøverste sted påpeget, at enhver form for demokratisk samtale om emnet ikke er passende. Dermed bliver det også i sig selv tragikomisk: For den, der netop skaber den manglende tillid til myndighederne, er Mette Frederiksen selv – ikke dem, der udøver deres grundlæggende demokratiske ret ved at spørge ind.

Det er derfor svært ikke at få et smil på læben, når man hører, at »landets særlige regeringskonstellation,« er det, der står bag den dårlige meningsmåling til Socialdemokratiet i Aarhus. For måske handler det mere om at danskerne og aarhusianerne er ved at få nok – ikke så meget på grund af politikken, men snarere fraværet af den.

Det er i hvert fald noget, jeg tager med, når jeg sætter mit kryds den 18. november.