Vi har kun os selv. Det er det smukke ved livet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes en lille, stædig tanke hos stoikerne: Skel mellem det, vi ejer af kontrol, og det, vi må lade passere. At erkende det er ikke resignation, men en kunst. En måde at bære sit eget indre ansvar med værdighed. Niels Overgaards budskab i ”Det hele handler ikke om dig”, banker mildt på panden: Verden drejer sig ikke om dine luner. ”Nå, så er jeg altså ikke hovedpersonen i alt? Sikke en skuffelse. Og hvilken lettelse.”

Når vi forstår, at vi kun har os selv, opstår frihedens modsætningspar: Frihed til at vælge og frihed til at undskylde. Moderne samliv dyrker ofte det første som en hellig pligt - følg dine behov, dyrk dig selv - og glemmer, at valget bærer konsekvenser for dem tættest på. Resultatet er ikke sjældent, at vi sårer dem, vi elsker, fordi vi praktiserer autenticitet som selvcentrerede impulser. Stoikerne ville nikke:Dyd er ikke blot indre ro, men handling i samspil. ”Jeg gør, hvad jeg har lyst til,” er den nye trosbekendelse; lad os tilføje: og vi betaler bagefter.

Der er en tragikomisk modernitet i vores parforhold: Vi bytter langtidsholdbar hengivenhed for kortvarig tilfredsstillelse, alt imens vi klager over ensomhed. Forståelsen af at lykke kræver kamp og afsavn er ikke sentimental nostalgi, men praktisk filosofi. Ingen meningsfuld glæde kommer uden, at noget andet må ofres. At vælge et fælles liv er en form for æstetik - en disciplin, hvor to mennesker øver sig i at give afkald på små fornøjelser for en større komposition.

Stoicismens kerne er øvelse: Øvelse i at lade begivenheder passere og i at forme reaktionerne. Overgaard peger i samme retning: Når verden ikke drejer sig om dig, må du rette dit blik mod det fælles. Hvordan kombinerer vi streng selvdisciplin med blid kærlighed? Svaret ligger i paradokset: Disciplin uden stivhed, hengivenhed uden selvudslettelse. Et parforhold, der holder, er en stationær laboratorieproces, hvor vi forsigtigt tester grænser, sukker over fejl og vælger hinanden igen. ”Selvkontrol - romantikkens største accessoires.”

Samtidig er der en moralsk dimension: Sunde værdier er ikke pæne ord på Instagram - de er råmateriale. Retfærdighed, ærlighed, mådehold: Disse færdigheder skal trænes, ligesom stoikeren træner sindet. I praksis betyder det at sige nej til umiddelbar tilfredsstillelse for at sige ja til noget, der varer. Det er kedeligt at sige højt, men det er sandt: Ingen lykke, som opbygges alene, når samme dybde som den lykke, man kan skabe sammen. Samtidighedens intimitet, at to mennesker overgiver sig til hinandens vækst betyder, at vi hver især må holde igen for at give plads.

Der er også en ironisk frihed i denne erkendelse. At indse: Jeg er min egen ryg, men jeg behøver ikke være en ø. Når jeg holder mig selv oprejst, kan jeg tilbyde min hånd uden at kræve betaling. Når jeg nægter impulsens tyranni, kan jeg elske med omtanke. Parforholdet bliver et værksted, hvor vi omskaber vores primitive træk til en fælles kunst. ”Se, vi maler et liv sammen. Nogle gange med maling på tæppet.”

Lad os ikke romantisere fortidens pligter; Lad os heller ikke forfalde til nutidens forkælelse. I stedet kan vi tage stoikernes rolige eksperiment og Overgaards skarpe påmindelse som redskaber. At være to kræver modet til at fravælge, mod til at sige nej til øjeblikkets lyst og modet til at give sig hen: At lade sig formes af en anden uden at miste sig selv. Det er en balancekunst, et etisk håndværk.

Tænk på det mest ydmyge øjeblik i et forhold. Det at vente på partnerens besked, at lave kaffe til den trætte og at holde hånden i mørket. I disse små handlinger ligger en stoisk poesi: ikke storhed, men vedholdenhed. ”Vi bytter stjernerne for hverdagens små gaver og opdager, at gaverne holder bedre”. Den slags lykke kræver kamp og afsavn, men belønningen er øm og varig.

Så omfavn den enkle sandhed: DU har din egen ryg, og det er smukt. Brug den til at stå stærkt, men gå aldrig alene. I samarbejdet, i den bevidste gengivelse af frihed som ansvar, ligger en sjælden og sej lykke. Den kræver arbejde, humor og visdom.