Dengang Georg næsten kom i fjernsynet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

FCK. OB. Sejre mod dem begge. Samlet score 8-2. Vi er så meget med i toppen og lige præcis der, hvor vi skal være. Det har jeg skrevet mange gange i denne klumme ligesom jeg flere gange har skrevet om, hvor pisseglad jeg er for AGF, og ikke mindst hvor glad jeg er for den tradition og stolthed, klubben bærer med sig. I samme klummer har jeg ligeledes skrevet om de store drømme og følelser, der følger med det ofte ulideligt hårde faktum, det er at være så pisseglad for AGF.

Heldigvis læser mange stadig med på trods af gentagelserne. Gentagelser som læseren må leve med ligesom jeg må leve med, at mange læsere ofte skyder mig i skoene, at jeg er både blåøjet og himmelråbende naiv. Og om jeg da ikke snart selv kan se, at med AGF bliver det ”sgu da aldrig til noget”. At de jo ”ikke kan en skid” og at AGF-fans ALTID tror på alt og det hele efter bare én sejr. Og ja, sådan er det, og sådan må det være, naiv og blåøjet.

Men når nu vi er ved det med naivitet og blåøjethed så er jeg langt fra den eneste i Vejlby, som de betegnelser passer på. Måske ikke nødvendigvis i forhold til AGF, men mere i forhold til livet generelt.

Lad mig derfor fortælle en ægte og sandfærdig Vejlby-historie. En historie om naivitet og blåøjethed i tiende potens.

En historie om Minne og Per B. (PB), men allermest om Georg - også kendt som Kratluskeren eller Hørmitex og som tager sit udgangspunkt i 80’ernes Vejlby, dengang verden endnu var ung og uskyldig, og AGF sågar vandt et mesterskab.

Dengang – og det gjaldt ikke kun i Vejlby, men i hele landet– var telefonfis et af de helt store glansnumre, når det kom til at slå tiden ihjel og få lidt afveksling ind i hverdagen. Det var også dengang telefonen kun blev brugt til korte beskeder eller nødopkald - og så altså indimellem til telefonfis. Som kort fortalt gik ud på at ringe en person op, udgive sig for at være en anden og så få selvsamme person til at hoppe i en veludført og velfortalt løgnehistorie med begge ben.

Og det var i sandhed ikke hvem som helst, der kunne mestre den disciplin, altså at udføre telefonfis. Det krævede både talegaver, overblik og et stort talent for (telefon)samtalens kunst. Man skulle både ændre sin stemme, holde masken, agere lynhurtigt og spontant – og samtidig levere alt det man sagde med perfekt timing og flow. Method acting i sin fineste og reneste form så at sige.

To, der virkelig kunne det, var Minne og PB. To vejlbyere med et arsenal af sindssyge og vanvittige groteske indfald og ideer. Begge selvfølgelig også begavet med en humoristisk sans, der ikke havde sin lige i Vejlby, og som kunne få de mest tvære personer til at bryde sammen af grin. Jeg tror seriøst ikke, nogen har været i samme rum som dem og så ikke gå derfra med et smil på læben.

En lørdag aften sad de to ved køkkenbordet hjemme hos Minne. Sandsynligvis med lidt bajere på bordet alt imens fjernsynet kørte i baggrunden inde i stuen. Det gjorde det altid dengang. Især om lørdagen, hvor der ofte var Lørdagskanalen med Gorm og Gregers på programmet. Lørdagskanalen var datidens mest sete program og samlede hele familien foran skærmen i op til tre stive timer. Et af de helt populære indslag i Lørdagskanalen disse år var når værterne ringede tilfældige danskere op og stillede dem tre simple spørgsmål.

Kom man igennem og svarede man rigtigt, var der mulighed for at blive fragtet til studiet i DR-byen - attraktivt og noget, de fleste seere drømte om.

Netop denne del af Lørdagskanalen inspirerede PB og Minne. Det skulle prøves af – og prøves af på én der var naiv og blåøjet nok til at hoppe på den. Valget faldt på Georg Hørmitex. Fra Dybbølvej. Smed og kærester eller gift med Jette.

Og det var netop Jette, der denne aften tog telefonen, da PB ringede op og udgav sig for Gregers fra Lørdagskanalen. Han spurgte straks efter Georg, og selvom Jette var både forvirret og noget rundt på gulvet – det var hun ofte – fik hun fremstammet, at hun nok skulle finde Georg. Heldigvis så Jette ikke fjernsyn denne aften, hvilket nok var meget godt i forhold til PBs ærinde.

Georg derimod var heller ikke i nærheden af at se fjernsyn. Han havde været i Hulen (høkerværtshus i Vejlby) siden førsteholdets kamp på Vejlby Stadion sluttede tidligere på dagen og var først kommet hjem til aftensmad. Dagen var med andre ord slut for ham og han var faldet om på sofaen.

Jette forsøgte med alle midler at prikke til den sovende Georg og fortælle, at ”DR er i røret”. Georg var svær at vække til live efter en dag i Hulen, men lettere søvndrukken og småfuld fik han rejst sig, gik til telefonen, mens han lige rømmede sig en sidste gang.

Som nævnt var det PB, der gav den i rollen som Gregers, og han fik som det første spurgt, om Georg var klar til at svare på tre spørgsmål. Det var han, forsikrede han – nu både lidt mere vågen og stolt.

Første spørgsmål lød: Hvem er Danmarks statsminister?

Andet spørgsmål: Hvad er størst Storebæltsbroen eller Lillebæltsbroen? (Storebæltsbroen var ikke bygget dengang)

Tredje spørgsmål: Hvad blev resultatet af VIK–Søften på Vejlby Stadion i dag?

Spørgsmålene var selvfølgelig udtænkt samme aften af Minne og PB, men stillet med en troværdighed, så Georg ikke havde den fjerneste idé om, at det ikke var DR, der ringede.

Georg svarede sikkert på dem alle tre, og hverken andet eller tredje spørgsmål fik en klokke til at ringe. Georg forblev i troen på at DR var igennem og svarede selvfølgelig også på dem.

Nu var Georg efterhånden ret så meget vågen og helt oppe at køre – så meget som Georg nu kunne komme op at køre. Han var nemlig ofte ret afmålt i både humør og sind – og forstod altså stadig ikke at han var offer for Minne og PBs varemærke, telefonfis

Og PB kunne derfor fortsætte samtalen og informere Georg om, at en taxa nu var på vej til Dybbølvej for at køre ham til lufthavnen i Tirstrup, så han kunne være i TV-byen indenfor halvanden time. Det sidste han fik at vide, var, at han skulle huske at pakke til en enkelt overnatning i København.

I ti minutter var Georg i den syvende himmel. Men derefter sluttede himmelfærden også brat, for efter 10 minutter ringer PB tilbage til Georg. Igen er det Jette, der tager telefonen. ”Georg har ikke tid, siger hun, han er ved at pakke, for han er på vej til København.”

PB insisterede dog kraftigt på at Georg skulle komme til telefonen – det var noget med billetterne, sagde han. Og efter lidt forhandling fik han Georg i røret igen og kunne så fortælle ham, at det hele sgu da bare var pis og at Georg kraftdeme ikke skulle til hverken København eller DR-byen. I stedet kunne han tage taxaen ned til PB og Minne, hvor han kunne få lidt flere bajere.

Georg, der var rørlægger og lille af statur og forholdsvis nem at hidse op blev så rasende, at han ikke talte med PB og Minne i et halvt år. Og det var længe i Vejlby. Og alle andre, der talte med Georg i det halve år eller mere, gjorde altid Georg opmærksom på, hvor tæt han var på at komme i fjernsynet trods alt. Det var ikke et nemt halvår for Georg Hørmetix.

Og derfor griner mange stadig af den historie i Vejlby – også selvom både Georg og Minne for længst er døde. De griner fordi den er god. Og fordi den fortæller og forklarer ikke kun noget essentielt om Georg, men også om mange andre her i Vejlby. Fortæller at vi i Vejlby kan tro på hvad som helst – også hvis PB ringer og siger, at AGF bliver danske mestre næste år.

Og næste skridt mod den profeti er kampen i morgen mod Vejle Boldklub. Vi har ikke vundet i Vejlby siden træerne stod nøgne og golde i det tidlige forår. Det er lang tid og det skal der laves om på.

Og vinder De Hviie, ringer jeg til Brandt, Minnes søn, som gjorde mig opmærksom på historien om Georg, og inviterer ham forbi for at fortælle flere historier. Om gamle dage og Georg Hørmetix. Alt imens jeg så fortæller ham om alt det nye, om AGF i Vejlby og om hvor pisseglad jeg er for, at De Hviie i disse år holder til netop i mit og hans gamle Vejlby.

KSDH!