Om at bekende sig til det elitære og at omfavne det brede

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg spillede fodbold og håndbold, fra jeg var seks år gammel, til jeg var 27 år gammel i det rigtige BIF – nemlig Brabrand IF. Dér foregik rigtig meget af min barndom og mit ungdomsliv: I og omkring idrætsanlægget og Brabrand Hallen, og dér mødte jeg mange af mine rigtig gode venner. Som stadig er mine venner i dag.

Jeg tænker ofte tilbage på den tid og ikke mindst på alle de frivillige ledere og trænere, der i deres fritid tog sig af os børn og unge. Det var en tryg og god opvækst, vi fik i klubben.

Livet tog mig over en erhvervskarriere til bestyrelsesformand for AGF’s professionelle fodboldselskab – i den stærkt elitære del af fodboldskalaen. Og også dér har fodbolden en sammenhængskraft, som jeg skal vende tilbage til. Men jeg vil først dvæle ved nutidens udgave af frivillige trænere og ledere i det danske foreningsliv.

Jeg opfatter det danske foreningsliv, som en af støttepillerne i vores velfærdssamfund. Her – i foreningerne – dannes vi, uanset alder, i at indgå i fællesskaber og ikke mindst at lære ansvaret ved at indgå i fællesskaber.

Det danske foreningsliv er indbegrebet af rummelighed, alle kan være med på fællesskabets præmisser, og det synes indlysende, hvor stor værdi, der er i, at børn og unge får jord på knæene og græs under fødderne i kamp og leg med hinanden frem for at sidde foran en skærm eller hænge på et gadehjørne.

Vi skal hylde de frivillige, der bruger anseelige mængder af tid på at give til fællesskabet, og i en tid, hvor frivilligheden er under pres, må der også fra politisk hold udtrykkes anerkendelse og støtte til den uvurderlige værdi, som det frivillige arbejde tilfører det store fællesskab.

Selvom jeg i dag er formand for AGF A/S, som i den grad handler om professionel fodbold, har jeg kæmpe respekt for det frivillige arbejde der udføres i AGF og i alle AGF’s samarbejdsklubber.

Men samtidig skal ingen være i tvivl om, at jeg bekender mig til det elitære og værdien i det. Man finder næppe et mere elitært miljø, end det man oplever i en professionel fodboldklub. Fodbold her spilles med det formål at vinde. Og forretningen omkring det tjener samme formål. Og igennem det at skabe værdi.

Også på et professionelt fodboldhold er der et stærkt fællesskab, men det er ikke en solidarisk affære. Man deles ikke om spilletid, og den indbyrdes konkurrence er hård og tjener det formål, at de, som spiller, føler sig presset til altid at levere en toppræstation. Man er tydelig over for hinanden, når der begås fejl – tonen er direkte alle aktører imellem og afspejler det entydige mål om at vinde og de krav, der for den enkelte følger med det mål.

Sådan et miljø er designet til at skabe de bedste fodboldspillere, og det er, når det arbejde går op i en højere enhed, og holdet vinder, at også den elitære fodbold skaber sammenhængskraft, når vi mødes på stadion eller hjemme foran tv og jubler og giver highfives, når vores hold vinder. Og dér finder et fællesskab, der går på tværs af de skel, der ellers måtte være i vores samfund.

Et professionelt fodboldmiljø er naturligvis ikke for alle og adskiller sig jo også fra det miljø, som skabes ude i klubberne på hygge- og serieniveau.

Det er en anden sammenhængskraft, og man kan vælge at opfatte breddefodbolden og elitefodbolden som hinandens modsætninger. Jeg synes, at de kan – og skal – leve godt sammen side om side. Alle de professionelle fodboldspillere er jo begyndt i foreningerne. Man kan også sige: Ingen bredde uden elite og ingen elite uden bredde.

I AGF lægger vi ikke skjul på, at det er vores mål at tiltrække de bedste fodboldspillere til klubben. Det ligger i det elitæres ånd. Det er ligeledes vigtigt for vores lokale forankring, at vi tiltrækker spillere fra Aarhus og omegn, men det arbejde søger vi at udføre i samarbejde med de aarhusianske klubber gennem vores klubsamarbejde, der omfatter 60 klubber.

Vi har i vores klubsamarbejde et tilbud til alle klubber, trænere og spillere uanset køn og niveau. Vi tilbyder et ugentligt træningspas for udvalgte og særligt motiverede fodboldspillere i samarbejde med DBU.

Derudover er vi igangsætter og tovholder omkring et ugentligt træningspas i geografiske puljer, hvor klubbernes egne trænere varetager træningen - koordineret og planlagt af AGF-ansatte koordinatorer. Vi samler dermed klubber på tværs af hinanden til et fælles træningspas, som både appellerer til træner- og spillerudvikling. Tilbuddene er gratis.

Vi tilbyder 6-8 stævner årligt på vores anlæg for spillere på både A- og B-niveau.

Vi afholder camps for piger og drenge i sommer-, efterårs-, vinter, påske, - og juleferien for børn i alderen 9-12 år. Der er udsolgt hver eneste gang, hvilket betyder, at vi har ca. 750 børn aktiveret hvert år i skolernes ferier.

Vi har 4.000 deltagere til Samarbejdsklubbernes Dag. Vi har 1.600 børn og flere end 100 trænere til gratis træningspas i vores goalstation på Fredensvang årligt med AGF-instruktør. Vi har ugentligt ekstra træningstilbud til alle spillere i alderen 9-12 år. Vi har seks årlige temaaftener for trænere og ledere i klubsamarbejdet. Og faktisk meget mere.

Det hele med det dobbelte formål at understøtte det fremragende frivillige arbejde i klubberne og at tiltrække de talenter, der har evnerne til at gå efter drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

Vi oplever i vores hverdag, at breddefodbolden og elitefodbolden kan gå hånd i hånd. Med hver deres styrke.