Klumme: Aldrig har jeg set så meget maveskind

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De sociale medier flyder over med fotos af kjole- og bukseliv. Og aldrig har vi talt så meget om slankekure, som tilfældet er i dag, selv om det ellers længe har fået stor opmærksomhed. Periodevis faste er en evig populær metode til at opmål de ønskede taljemål. Og endelige har nyeste forskning bidraget med ”mirakelkuren” – vægttabsmedicinen Wegovy produceret af Novo Nordisk, som allerede viser sin effektivitet ikke mindst på Danmarks bnp. Præparatet skal ugentligt sprøjtes ind i kroppen og lover et vægttab på op mod 15 pct.

Men overvægt og slankekure har vi kendt i generationer – måske nedenstående vil overraske læseren?

Ved udgangen af 1700-tallet havde Danmark haft ubrudt økonomisk fremgang i en lang årrække. Perioden uden krige betød, at de fleste af samfundets befolkningslag opnåede bedre levevilkår. De velbemidlede nød selskabslivets goder med vine og overdådige serveringer med luksuøse ingredienser fra fremmede himmelstrøg. Datidens moralister ligefrem provokeredes af det overdrevne fråseri og påpegede mulige sundhedsfarer. Ifølge historikeren Jørgen Slettebo var det ikke kun forbeholdt landets elite at leve over evne. Bondestanden fulgte trop, hvis man skal tro en af 1700-tallets fremtrædende skribenter Pastor Junge, der var præst i Blovstrød (Nordsjælland):

»At skulle landsby-maven rigtig kunne fordøje det, som i sommerdagene indlosses først af ost og grød og brændevin til frokost, dernæst af sild og søbemad til davre, da af ost og brød og brændevin til middag, og atter smørrebrød og brændevin til midaften og endelig søbemad til nadver … da måtte jo fordøjelses-redskaberne stedse være i samme bevægelse som vejrmøllen i storm.«

Pastoren betonede forfaldet, og med hensyn til en ændring mod en forbedret madkultur var han så absolut pessimistisk:

»Jo dummere vi bliver, desto mere æde vi, og jo mere vi æde, desto dummere bliver vi, så vi til sidst ikke kan blive stort andet end gående madskabe.«

En forordning mod ødselhed i 1783

I beregningen glemte han jo tydeligvis nok årsagen til den solide kost, nemlig at bondestanden modsat ham selv havde hårdt fysisk arbejde. Uanset moralisternes skarpe tunge mod den danske almue, skal vi huske, at der er tale om et fåtal af danskere, som har kunnet spise i overflod. Alligevel er det tankevækkende, at det var nødvendigt ligefrem at formulere en forordning mod ødselhed i 1783. Af paragraf 15 fremgår, at antallet af serveringer ved selskaber højst må bestå af otte retter, hertil to søde serveringer.

Bryllupsgilder havde dog sit særlige regelsæt, hvor der blev lagt fire ekstra serveringer ind – to hovedretter og to desserter. Blev brylluppet holdt af bondestanden, måtte selskabet højst bestå af 32 individer. Hjemlig frugt var enerådende, idet ingen udenlandsk frugt måtte serveres på dansk bord. Yderligere blev der ved lov sat en stopper for bondens kaffedrikkeri. Men pudsigt nok var indtagelse af vin lovligt, når blot rød- eller hvidvinen kom fra Frankrig. Malagavin og Madeira var ligeledes tilladt.

Næppe kunne danskerne tage hul på et nyt århundrede, før vi atter var i krig. Neutralitetsforbundet med Sverige og Preussen fik fatale konsekvenser. Slaget på Reden den 2. april 1801 indledte Englandskrigene, der varede frem til 1814. Flere krige gennem 1800-tallet måtte gennemleves, hvilket naturligvis fik konsekvenser i form af knaphed og mangel på visse fødevarer. Danmark måtte afstå Norge og i forbindelse med nederlaget i 1864 yderligere hertugdømmerne. Men hvad udad tabes, skal indad vindes – industrialiseringen med andelsbevægelsen som dynamo, gav atter medvind og optimisme. Fødevarer blev tilgængelige i et omfang og kvalitet, der ikke tidligere var set, og prisen var tilmed nogenlunde overkommelig for de fleste husholdninger. Mejerier, margarinefabrikker, slagterier, sukkerroeproduktion, bryggerier, rugbrødsfabrikker, ensartede, friske æg og import af fint hvedemel til brug i sødt bagværk ændrede det danske fødevareforbrug. Hertil skal medregnes en nyopstået produktion af chokolade, marcipan, småkager og leverpostej bagt i forme osv.

Landets gode fødevarer satte sig solidt

Det bedre borgerskab med overdådige middagsselskaber og kaffeborde blev et synligt statussymbol blandt byernes gamle elite og landets nyrige fabriksejere. Gennem middagsselskaberne blev magtstrukturer finpudset og bekræftet, og kendte man ikke til regelsæt for omgangsformer og bordskik, var der heldigvis hjælp at hente i bogen ”Takt og Tone” forfattet af Emma Gad i 1918.

Landets gode fødevarer og de mange middagsselskaber satte sig solidt og synligt på kjoleliv og buksekant. Samtidens lægevidenskab fik interesse for kostens næringsværdi og kvitterede med en række nye fremmedord som fedtstoffer, æggehvidestoffer, kulhydrater, kalorier, vitaminer m.m. Diskussionen flød blandt fagfolk, for i hvilket rige skal man ”hente” en sund og velbalanceret kost – planteriget eller dyreriget?

Men omkring 1900 blev fedme et så synligt problem i den danske befolkning, at kogebøger med opskrifter på idealkost blev udgivet i større oplag. Kosten blev til ernæring, og dens bestanddele studeredes og diskuteredes af lægevidenskaben, som bød ind med råd og vejledning i kampen mod de overflødige kilo.

Mon ikke det var tidens bedre borgerskab, der søgte såvel litteratur som det perfekte taljemål? Størstedelen af den danske befolkning har nok ikke følt sig ramt af dommedagsprofetier om fedmes sundhedsskadelige virkninger og en idealkost bestående af gulerodsrand og skiver af tomater som pålæg på rugbrød. Sat på spidsen er sundhed, for generationer af danskerne frem til efterkrigstiden, defineret ud fra, om man fik tilstrækkelig med mad, og at de ingredienser, som man havde til rådighed, var ”uden tanker” – altså at de ikke var fordærvede.

At holde kroppen fri for sygdomme, var ligeledes en præmis, som optog fortidens mennesker. Sygdomme som indskrænkede bevægeapparatet, sygdomme i luftveje eller øjne kunne have fatale konsekvenser. Det kunne i værste fald betyde, at man ikke længere kunne forsøge sig selv eller familien. Kosten var dømt til at være solid – den skulle først og fremmest mætte og således give næring til en hårdt arbejdende krop. Der skulle anvendes så få ingredienser som muligt og med begrænset tilberedningstid, idet de fleste måltider blev tilberedt over ild, hvor brændsel var en tung post på ”husholdningsbudgettet”.

Beslutningen om at tabe sig er som bekendt det første nødvendige skridt i enhver form for slankekur. Lad mig derfor slutte denne artikel med følgende råd formuleret i kogebogen: ”Hold Dem ung – lev længe” fra 1951:

»Se gåseleverpostejen lige i øjnene. Sig til Dem selv: Denne vil forblive få øjeblikke i munden, få timer i maven og hele min levetid på kroppen … og det ønsker jeg ikke.«