Kære politikere. Har I nu gjort alt, hvad tænkes kan?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sundhedskrisen i Gaza er så enorm, at jeg i min magtesløshed simpelthen er nødt til at bruge denne klumme på at appellere til politikerne om at overveje, hvorvidt alt nu er gjort fra deres side for at sikre akut og massiv nødhjælp til lokalbefolkningen og sundhedsmæssig genopretning af det ødelagte.

Da jeg blev ansat på Infektionssygdomme, som dengang lå på Marselisborg Hospital, hang der er et stort verdenskort på konferencerummets endevæg, som skulle minde os om, at infektionssygdomme ikke respekterer landegrænser og er i konstant bevægelse, og at vi som infektionsmedicinere har et globalt ansvar. Som infektionsmediciner og person er jeg ikke i tvivl om, at der her og nu skal gøres alt, hvad der overhovedet kan gøres, for at civilbefolkningen får den nødvendige hjælp i form af mad, medicin, vacciner, rent vand og genopretning af sanitære forhold.

Godt en fjerdedel af de 2,3 mio. civile i Gaza er på flugt. Mere end 250.000 beboelseshuse og 100 sundhedsfaciliteter er ødelagt. Der mangler mad, rent drikkevand, ordentlige sanitære forhold og medicin. Dette er i sig selv livstruende.

Ud over alle de civile, som ikke kan blive behandlet på de ødelagte hospitaler eller få deres livsvigtige medicin på grund af manglende leveringer, så har FN også gennem bl.a. WHO beskrevet tilstanden som den perfekte opskrift på en eller flere epidemier. Epidemier følger nemlig stort set altid i kølvandet på humanitære katastrofer.

Ved mangel på vand, mad og vitaminer bliver kroppen svækket og mere modtagelig for virus og bakterier. Det vand og de fødevarer, der måtte nå frem til befolkningen, kan være forurenet på grund af manglende muligheder for køling og korrekt opbevaring. Typiske symptomer bliver opkastninger og diarré, og hvis de sanitære forhold er ødelagt, så stiger risikoen voldsomt for, at sygdommen overføres til andre.

Derfor vil sygdomme som kolera, tyfus og hepatitis kunne opstå. Skadedyr, der også kan sprede sygdommene, som det f.eks. skete under pestepidemierne i Europa, vil der blive flere af. Med ingen, få eller forkerte antibiotika vil multiresistente bakterier få rig mulighed for både at udvikles og spredes i kroppen og i åbne sår.

En lang række af de sygdomme, som børn ellers bliver vaccineret mod, vil igen sprede sig, da vacciner ikke når frem, og der mangler sundhedspersonale til at give dem. Det giver risiko for mæslinger og polio.

Men er det ikke allerede håbløst at gøre noget ved, ville nogen måske spørge. Svaret er nej. Det er aldrig for sent, men jo før der bliver sat ind med opretning af sanitære forhold, rent vand, friske fødevarer, medicin og vaccinationer, jo mindre vil epidemier eskalere.

Og hvad kan jeg så lige gøre ved det som almindelig aarhusiansk infektionsprofessor? Desværre Ikke ret meget udover at give bidrag til nødhjælp gennem en af de anerkendte nødhjælpsorganisationer – og opfordre andre til at gøre det samme. Jeg fik dog den tanke, at jeg passende også kunne bruge min ”klummeplads” her i JP til på ydmyg vis at appellere til vore toppolitikere.

Lad mig slå fast, at jeg bestemt ikke altid er politisk enig med hverken vores statsminister eller udenrigsminister, men jeg beundrer dem begge for deres evne til klar og tydelig kommunikation under kriser og for at agere stålfast på basis af deres værdigrundlag. Vi har set det under diverse reformer og senest under corona-pandemien.

Mit, måske naive, ønske og min opfordring til de to toppolitikere er derfor, at de endnu en gang vender alle tænkelige initiativer, får ”banket rusten af røsten” og markeret Danmark som et foregangsland, der på diplomatisk vis får sikret de nødvendige indsatser.

Herudover tror jeg, at mange andre danskere sidder lige så magtesløse som jeg selv og vil få boostet dansker-stoltheden ved at se to af vore stærkeste og mest indflydelsesrige politikere internationalt tage ordet for at få løst en af de hurtigst udviklende humanitære katastrofer i verden.

På den måde kan de nødlidende få hjælp, og epidemikatastrofer kan minimeres, så ikke endnu flere bliver ofre.