Stemmer i Aarhus: Politikerne på plakaterne burde have ringet til en livline fra kulturlivet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tirsdag er der valg til Folketinget, og ifølge Stefan Iversen, som er lektor i retorik ved Aarhus Universitet, kan alle de valgplakater, som lige nu præger bybilledet, ses som et ritual, der markerer en vigtig begivenhed, som kan sammenlignes med ophængning af julepynt.

Nu bliver der nok ikke kastet så meget juleglans over Aarhus i år, hvor vi alle skal skrue ned for forbruget og spare på energien pga. af energikrisen. Det plejer ellers at være et tilløbsstykke af format, når cityforeningen og de store varehuse nærmest konkurrerer om at præsentere de længste og flotteste lyskæder og events, som på mange måder er inspireret af kulturbranchen og dens evne til at skabe magiske øjeblikke. Det sker f.eks. når Mads Langer optræder, mens lysene på Sallings store facade tændes.

Det er ikke helt den samme følelse, jeg får, når jeg ser på alle de valgplakater, som hænger langs de aarhusianske veje. I bedste fald består de af søde børnetegninger eller bogstaver, der staver til kandidatens navn. I værste fald er det bare et billede af kandidaten, og dem er der desværre flest af. Det er ikke specielt kreativt, så måske skulle de have ringet til en livline fra kulturlivet, som kunne have hjulpet med at gøre valgplakaterne til en oplevelse på vejen?

Lige så lidt kreativiteten fylder på valgplakaterne, ligeså lidt fylder kulturen i valgkampen. Og det til trods for, at valgkampen kører på et bagtæppe af corona-nedlukninger, som kulturbranchen endnu ikke har rystet af sig. Er man særligt interesseret i kunst og kultur, kan man selvfølgelig godt finde enkelte artikler om emnet og debatarrangementer, især i Aarhus og København, men det nærmeste, vi kommer et kulturelt pip i valgkampen, er vel Inger Støjbergs udmelding om at skære 800 mio. kr. af Kulturministeriets budget. Modsvaret kom fra tidligere teaterchef Jon Stephensen, som stiller op for Moderaterne og lover en ekstra milliard om året til kulturområdet, hvilket lige er blevet toppet af Alternativet, der vil afsætte 1,1 milliard.

Det lyder jo meget godt, men i realiteten er kulturbranchen en broget skare og et erhverv på linje med mange andre erhverv i Danmark. Det er ikke udelukkende en branche, som er supporteret af stat eller kommune, men også en branche, hvor flere agerer på kommercielle vilkår og er stærkt afhængige af billetindtægter.

Mange af landets kulturinstitutionerne er med til at tiltrække og fastholde den arbejdskraft, som erhvervslivet har brug for, samtidig med at branchen også har brug for erhvervslivet og dets medarbejdere for at fylde salene. Vi er således indbyrdes afhængige.

Derfor spiller kulturen en afgørende rolle for en bys udvikling. Se bare på Holstebro, Herning og Horsens. Da jeg flyttede til Aarhus i 80’erne var det primært en studieby, i dag er Aarhus ligeså meget en kulturby, hvilket har været med til at skabe den vækst, vi i dag oplever i Aarhus.

Derfor er det nedslående, at der er så lidt prestige i at stå i spidsen for Kulturministeriet, og at det virker mere eller mindre tilfældigt, hvem der får æren. Måske er vi som branche ved at være lidt trætte af at være bænkevarmere. Der er i hvert tilfælde en klar tendens lige nu, hvor flere kulturinstitutionerne melder sig ind i Dansk Erhverv, der har Brian Mikkelsen, som er tidligere kulturminister, som direktør.

I Dansk Erhverv har man bl.a. iværksat en undersøgelse, hvor Norstat har gennemført en befolkningsundersøgelse om danskernes brug af betalte overnatninger i forbindelse med kulturoplevelser.

Undersøgelsen viser, at hver fjerde dansker kombinerer ferie med kulturtilbud. Det vil sige, at halvanden million danskere i det første halvår af 2022 har kombineret en overnatning på et hotel eller feriecenter med eksempelvis et teaterstykke, en koncert, et museumsbesøg eller en gastronomisk oplevelse.

Det blev jeg også bekræftet i, da jeg var i Amsterdam sammen med mine sønner i forbindelse med Amsterdam Marathon. Der var rigtig mange turister og lange køer til museerne, og det var flere steder helt umuligt at købe en billet. Anne Franks hus var f.eks. udsolgt indtil i begyndelsen af november. På Rijksmuseum løb vi nærmet et maraton for at nå igennem de imponerende udstillinger og forbi de mange mennesker. Det er nok det tætteste, jeg er kommet på den ketchupeffekt, som mange herhjemme mente ville ramme kulturlivet efter corona-nedlukningerne. Virkeligheden har vist sig at være en anden.

Derfor håber jeg, at den kommende kulturminister vil se på kulturen fra flere vinkler og være lidt mere åben og kreativ i forhold til at samarbejde med andre ministerier. Det er kulturen, som kitter os sammen som mennesker, og der er ingen tvivl om, at kulturbranchen har meget mere at byde på, end valgkampen afspejler.