Fortsæt til indhold
Kommentar

Vores drøm er, at vi prøver at forestille os en udvikling og en fremtid, vi borgere har lyst til at leve i

Brabrand-Aarslev Fællesråd planlægger en visionsdag – dét, vi vil kalde visionsrådet, hvor alle kan være med. Her skaber vi plads til, at alle kan tale sammen – og blive hørt.

Chresten Ibsenformand, Brabrand-Aarslev Fællesråd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Brabrand og Årslev er natur. Et sted, hvor man kan være sig selv og give tanker og drømme luft. Aarhus’ blå og grønne åndehul. Brabrand Sø og Årslev Engsø giver luft og plads til bevægelse for langt flere end blot os her fra lokalområdet.

Her er masser af engagement; det ses både hos foreninger, private og blandt virksomhederne.

Borgerne er ressourcestærke, naturelskende, nysgerrige og omsorgsfulde.

Vores fællesråds grundtanke, som vi gerne deler med de udviklere og interessenter, vi møder, er, at vi gerne vil være et konstruktivt fællesråd. Vi vil gerne være det elskelige fællesråd, som går konstruktivt ind i de ting, vi arbejder med.

Det betyder, at vi ikke blot sætter os på halen og siger nej eller protesterer imod forandring.

Vi er for udvikling. Med det ønske, at man som udvikler tænker, at man ikke bare skal tage, men også give noget tilbage. Så vores opfordring er, at man overvejer, hvordan man måske kan give en lille smule mere tilbage til fællesskabet og området, end man tager.

I Brabrand Årslev Fællesråd (BAAF) har vi masser af emner (ofte infrastruktur) på menuen. I januar mødtes vi med borgmesteren for at tale Brabrand, Årslev, samarbejde og meget mere. Da havde vi ikke færre end 14 overskrifter med på vores liste til mødet.

Når man kigger ned over listen, har en stor del af punkterne plads på en zone, der skærer Brabrand over fra øst til vest.

Udbygning af Silkeborgvej, byggeplaner hos City Vest, Fredspladsen, Engdalskolen, byfornyelse i Hovedgaden, den efterladte ”Jaka-borg” på Tulipgrunden, trinbræt, station, letbane.

Masser af projekter, af forskellige størrelser, med forskellige interessenter, forskellige bygherrer, udviklere, processer, formål og sandsynligvis lige så mange forskellige konsekvenser for borgerne i Brabrand.

Samtidig har stadsarkitekten netop udgivet en ny plan for udviklingen af hele Aarhus, hvor det grønne og blå samt udviklingen af bydelscentre har stor plads.

En ting er sikkert –udviklingen kommer. Om vi deltager i den eller ej.

Vores drøm i fællesrådet er, at vi giver os tid og lov til at drømme sammen. At vi sammen prøver at forestille os en udvikling og en fremtid, vi borgere har lyst til at leve i sammen. Om 5, 10 og 50 år. På den måde kan vi også selv få indflydelse på, hvordan rammerne for vores og vores børns liv ser ud i mange år frem.

Vi drømmer om, at vi kan drømme vores drømme – sammen. Det vil vi forsøge med en visionsdag – dét, vi vil kalde visionsrådet – hvor alle kan være med. Her skaber vi plads til, at alle kan tale sammen – og blive hørt. Det bliver en forårsdag – tirsdag den 24. maj – hvor vi vil søge at samle så mange som muligt af alle slags borgere til en snak om forstadsdrømme.

Med en sådan plan – eller nedfældet vision – i hånden vil det være nemmere at beskrive for politikere, bygherrer og udviklere, hvad Brabrand selv ønsker at blive brugt til.

Og på den måde kan vi bidrage til at sætte borgerne i førersædet igen.

Vi vil gerne drømme højt – sammen. Med alle i Brabrand og Årslev. Bare én dag for fremtiden.