En rask lille hemmelighed i den faktabaserede debats tjeneste

Kongelundens hemmeligholdelse af ønsket om at rydde fredskov for at gøre plads til et nyt stadion vidner ikke om megen tiltro til borgerne.

Da ”Handletanken for lokalt demokrati”, som Aarhus Byråd nedsatte i foråret 2019, for nylig præsenterede 12 anbefalinger til at håndtere »demokratiets udfordringer« med »ideer til, hvordan lokaldemokratiet kan styrkes«, var fokus bl.a. på kommunens møde med borgerne.

Handletanken foreslår bl.a., at man i demokratiets tjeneste »fjerner barrierer for, at borgerne har mulighed for og lyst til at deltage«.

Det er en ærværdig mission, men i regi af det store byudviklingsprojekt i Kongelunden med bl.a. planerne om at bygge et nyt fodboldstadion til 20.000 tilskuere synes mantraet at være noget omvendt.

I denne uge kunne JP Aarhus beskrive, at Kongelundens styregruppe, hvor bl.a. teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) og borgmester Jacob Bundsgaard (S) er med, besluttede gennem måneder at holde offentligheden uvidende om et ønske om at fælde 2,4 hektar fredskov for at bygge et nyt fodboldstadion der. Man anmodede Miljøstyrelsen om en forhåndstilkendegivelse i maj.

Argumenterne fra Alvaro Arriagada og Jacob Bundsgaard harmonerer dårligt med de kommunale ønsker om at styrke det lokale demokrati.

Oplysningerne kom først til offentlighedens kendskab, efter at Miljøstyrelsen nu har afvist idéen, med henvisning til at området er »udpeget som naturmæssig særlig værdifuld skov«.

Argumentet for hemmeligholdelsen er ifølge Kongelundens projektdirektør, Alvaro Arriagada, at »vi ønsker en faktabaseret debat, og derfor ville vi have en afklaring af, om det overhovedet var muligt, eller det blot var luftkasteller«. Jacob Bundsgaard tilføjer, at det »ville have startet alle mulige spekulationer i øst og vest« at inddrage offentligheden tidligt.

Processen har mødt kritik fra bl.a. uindviede borgere og byrådspolitikere. Og argumenterne fra Alvaro Arriagada og Jacob Bundsgaard harmonerer dårligt med de kommunale ønsker om at styrke det lokale demokrati. Snarere er resultatet demokratisk udfordrende, som kommunalforsker Roger Buch, der i øvrigt har bidraget til Aarhus Kommunes handletank, siger:

»Set fra et demokratisk perspektiv er det vigtigt for den politiske debat, at informationer kommer ud tidligt, så der kan blive en åben debat.«

Det er muligt, at skovrydningen blot var et tænkt fatamorgana i en projektorienteret drømmeverden. Men det er bestemt relevant for offentligheden også at kende til projektgruppens tanker om rydning af områdets fredskov i en tid, hvor netop naturen, grønne oaser og biodiversitet står højt på mange dagsordener.

Det samme gør i øvrigt borgerinddragelsen i forbindelse med byggeprojekter, hvor fortællingen om, at det er stort set halsløs gerning at indsende høringssvar, synes at trives mange steder.

At man ikke fuldt ud får sin vilje i en høringsfase, er ikke ensbetydende med, at man ikke er blevet hørt, men at man ikke er blevet enige, forklarede Jacob Bundsgaard for nylig ved et borgermøde på Risskov Gymnasium om planlagte etagebyggerier ved bl.a. Grenåvej og Agerbæksvej.

I Kongelunden nåede man aldrig til at involvere offentligheden i drøftelserne. Og idéen »kan jo ikke lade sig gøre, så på den måde er det ikke relevant for den offentlige debat,« som Jacob Bundsgaard siger.

Men hvis man vender sagen på hovedet, er processen i Kongelunden og frygten for »spekulationer« ikke udtryk for nogen overvældende tiltro til borgere og byrådspolitikere. Og som Roger Buch påpeger, »kunne et forhåndstilsagn jo være en fordel for dem, som ville fælde træer, da det kunne ses som en blåstempling«.

Hvad var der mon sket, hvis forhåndstilsagnet om tilladelse til at fælde fredet skov i Kongelunden var blevet givet? Havde borgerprotester og debat så rykket noget? Det finder vi nok aldrig ud af.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.