Problemer kører ikke væk i bus

Ny forskning fra Trygfondens Børneforskningscenter fastslår, hvad man næsten kunne gætte.

De tosprogede børn, der siden 2006 er blevet fragtet fra deres lokale skole til nogle andre af kommunens skoler med en mere balanceret elevsammensætning, trives ikke med deres status som ”busbørn”. Hver morgen sendes de fra deres hjemghetto til en fremmed ghetto med flere hvide klassekammerater, der bliver kørt til døren af deres forældre. Deres klassekammerater har legeaftaler i kvarteret og mødes i fodboldklubben eller svømmehallen sidst på aftenen. Deres forældre løber ind i hinanden i Rema 1000, og deres lokale tilknytning gør, at der bygges en naturlig bro mellem hjem og skole, og ikke den busbro, som udsat for en granskning afslører kommunalt påførte dårlige vilkår for udstationerede børn; de udstationerede børn føler sig isolerede, de trives dårligt, døjer med mave- og hovedpine, og så lærer de ikke så meget som deres naboer, som går på den lokale skole.

En del af Venstres svar på busskandalen er, at der skal indføres højtlæsning i busserne, så transporttiden bruges fornuftigt. Børnebogen ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” lyder som en relevant tekst, børnene i bussen vil kunne identificere sig med.

Busbørnene er blot et eksempel på, hvordan der – uden imponerende held – drives integrationspolitik på skole- og uddannelsesområdet, og på hvordan politiske idéer ikke lader sig anfægte af virkeligheden.

Der er en ny skole på vej i Gellerup, og det kan der være mange gode og rationelle grunde til. 600 elever skal efter planen begynde på den nye skole i skoleåret 2025/2026.

Hyldesttalerne er skrevet på forhånd, og de mest ivrige byrådsmedlemmer forventer, at den nye skole ikke blot vil løfte niveauet i nærområdet, men ligefrem udgøre en magnet, så også ”hvide” familier bryder ud af villavejene og sender deres børn over ringvejen til Gellerup. Igen fæstner man integrationen på ”kammeratskabseffekten”, mens dens styrke er svag, fastslår økonomerne Andreas Bjerre-Nielsen og Mikkel Høst Gandil fra Københavns Universitet i et arbejdspapir, hvor de har set på effekten af at ændre skoledistrikter for en balanceret elevsammensætning.

Ressourcestærke familier reagerer kraftigt på skæve elevsammensætninger og søger i stedet mod andre skoler, fastslår økonomerne. Selv hvis det faglige niveau er højt, vil en skole med skæv elevsammensætning ikke være attraktiv, fastslår økonomerne. Og så er det lige meget, hvor mange godtroende idealer (og det er mange), der udtænkes i byrådssalen.

Den politiske korrekthed tager sig bedre ud i glittede fortællinger om Aarhus (eller om byrådspolitikerne) end viljen og evnen til at tage fat om problemernes rod. Dele af den gennemgribende aftale om udsatte boligområder er en undtagelse.

Integrationspolitikken præger også ungdomsuddannelserne, hvilket det kronisk fejlslagne gymnasieprojekt på Dollerupvej er et kedeligt udtryk for. Det sker med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils velsignelse. Men det er også let på afstand at forholde sig til problemer, som sad man i ”Mads & Monopolet”, der på samme måde svømmer over af rigtige meninger, men aldrig finder frem til egentlige løsninger.

Partikammerat og regionsrådsformand Anders Kühnau har uvant for karrierebevidste socialdemokrater protesteret mod regeringens stillingtagen.

»… det løser ikke den overordnede udfordring, som vi kæmper med lokalt og regionalt i Aarhus-området: den manglende sociale balance gymnasierne imellem,« skrev han bl.a. i et debatindlæg i avisen.

Problemer lader sig ikke flytte rundt med bus og kan heller ikke fjernes ved tvang. Integrations- og socialpolitik bør ikke føres i klasselokalerne, men løses ved at tage fat om de grundlæggende problemer, som dårligt integrerede børn og unge blot er et resultat af. Det kan godt være, det ikke er politisk korrekt, men det modsatte er populisme, og børn og unge, uanset farve, betaler prisen for politikernes berøringsangst.