Dragen er fordrevet. Det næste slag må være et forsvar for forretningerne
At fjerne "Vanddragen" fra Store Torv er en del af løsningen for en bedre udnyttelse og oplevelse af de sammenhængende torve. Men hvad er målet?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I begyndelsen af det nye år sker det. ”Vanddragen” forsvinder. Omsider og muligvis, fristes man til at tilføje, for det er ikke første gang, at det udskældte kunstværk på Store Torv er dømt ude og alligevel er blevet stående. Senest skete det i byrådssalen, hvor socialdemokraterne i sidste øjeblik trak deres støtte til at få fjernet ”Torvenes brøndsløjfe”.
Store Torv skulle pludselig være et mekka for børn, måtte man forstå. Sådan bliver kompromiset så. ”Vanddragen” fjernes for at give plads til noget, man endnu ikke ved, hvad er, men som mest af alt lyder som et soppebassin. Hvad skal ellers være attraktionen på Store Torv, Lille Torv og Bispetorvet? Forhåbentlig ikke mere af det gøgl, der præger midtbyen i disse uger, hvor Aarhus leger juleby med boder i bundter, duft af brændte mandler, friturekogt dej og hatteudsalg fra hytter. Boderne står befærdede steder som ved banegården, på Strøget samt ved Immervad.
Og på Store Torv, hvor en entreprenant herre gennem flere uger har haft en kebabforretning kørende i, hvad der mest af alt ligner et skur. Det er herligt med initiativ og virketrang, men boderne kaster skygger over nogle af områdets faste forretningsdrivende, der hver måned må betale tusindvis af kroner i husleje og se konkurrenter skyde op under særligt favorable vilkår. 750 kr. har kebabforretningen betalt kommunen for en plads på torvet.
Man kan måske klandre stadeholderen på Store Torv for et svigtende øjemål, bodens udførelse taget i betragtning. Han har dog blot benyttet sig af den mulighed, der er opstået af kommunens tilsyneladende mangel på interesse for byrummet samt et fravær af hensyn til de egentlige forretninger. Altså de selvstændige erhvervsdrivende, som vi forventer også åbner deres forretninger en handelssløv tirsdag formiddag i februar, og som hele året giver midtbyen liv og karakter.
Det kan undre – men desværre ikke længere overraske – hvordan byrummet bliver forvaltet. I disse måneder ligner skøjtebanen ved Frederiks Allé en omrejsende forlystelsespark.
I stedet for at fokusere på at skabe et forlorent liv op til jul bør alle kræfter samles om at udvikle bymidten og skabe gode betingelser for de forretningsdrivende, der udgør en nødvendig magnet for området.
Den slags hører ikke hjemme i det smukke anlæg ved musikhuset. Skøjtebanen er endda kommunens eget projekt, men heller ikke til andre er forventningerne store. Der stilles åbenbart ingen krav til udtryk og beskaffenheden af de boder, der rykker ind i byen ved højtider.
Konsekvensen kan i øjeblikket ses på Store Torv. Man kommer bogstaveligt talt heller ikke uden om Lille Torvs røde klods, der måske skal forestille en dobbeltdækkerbus a la London, men som igen i år fylder torvene med højttalerskrattende dakke dak, neonbelysning og fudge til høje kilopriser.
Der gives åbenbart grønt lys til alt, man forventer kan skabe liv. Men til hvilken nytte? Også af VisitAarhus bliver midtbyen beskrevet som en attraktion i sig selv. Men hvorfor kæmpe sig vej derind, hvis det ligner en forblæst udgave af Bauhaus’ udstillingsområde for haveskure?
Vi kan alle gøre vores for, at der hele året er liv i bymidten og ikke kun i december, hvor julemarkeder kan opleves klasser bedre så mange andre steder, f.eks. i Tivoli Friheden og ikke mindst i Den Gamle By. Bymidtens aktuelle bud på en jul kan vi godt være foruden – måske det endda vil gavne de faste forretningsdrivende.
I stedet for at fokusere på at skabe et forlorent liv op til jul bør alle kræfter samles om at udvikle bymidten, herunder de sammenhængende torve, og skabe gode betingelser for de forretningsdrivende, der udgør en helt nødvendig magnet.