Hvad skal man med politiske rivaler, når man har ”partikammerater”?
Drager, børn og personopgør er elementer i den valgkamp, der desværre allerede er i gang.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi er endnu ikke halvvejs gennem valgperioden, og allerede nu gør byrådets partier sig klar til valgkamp. Det sker på såvel de ydre som på de indre linjer.
Byrådssalens to største partier, Socialdemokratiet og Venstre har på det seneste rokeret rundt på posterne. Begge med argumentet om at »stille med det stærkeste hold« til valget. I Venstre betyder det åbenbart, at man lader et af mandaterne sidde uden for alle væsentlige udvalg på grund af sin samtidige plads i Folketinget, og hos socialdemokraterne betyder »stærkeste hold« åbenbart at være et mandat mindre i byrådet.
Det er i hvert fald konsekvensen af, at det nu tidligere S-medlem Dorthe Borgkvist ved et gruppemøde fik sat stolen for døren. Forlad din plads i børne- og ungeudvalget, lød ordren fra gruppeledelsen, der ikke levnede Borgkvist betænkningstid. Resultatet blev, at Dorthe Borgkvist forlod mødet og den socialdemokratiske gruppe.
Socialdemokratiet er ellers på papiret en tryg havn i Aarhus Byråd. Gruppen er stor og magtfuld, mandaterne er mange, og man burde kunne løfte i flok. Men gruppen er også så stor, at der efterlades masser af plads til intern rivalisering, og det er måske her, man skal finde noget af svaret på det opsigtsvækkende exit.
Dorthe Borgkvist har mange års erfaringer fra arbejdet i skolebestyrelser og skulle nok bruge nogen tid på at vænne sig til, at sagerne i byrådet og udvalget er mere komplekse og kræver flere hensyn at behandle. Inden den forhenværende S-gruppeleder Camilla Fabricius blev valgt til Folketinget, følte Dorthe Borgkvist opbakning til sit arbejde på børne- og ungeområdet. Det fik ende ved den seneste rokade, der indebar et avancement til veteranen Lone Hindø, der blev ny gruppeleder.
Borgkvist og Hindø kom på kant med hinanden, og opbakningen forsvandt, i en sådan grad at Borgkvist blev bedt om at forlade sin post i børne- og ungeudvalget. Et emne, der, må man forstå, er en hjertesag for den nu tidligere socialdemokrat.
Ifølge Borgkvist selv var der ikke tale om noget reelt valg. Hun havde ført valgkamp på netop børne- og ungepolitikken og kunne ikke se sig uden for udvalget. Som løsgænger kunne hun blive. Det kan i sig selv undre, at spektret hos en politiker kan være så smalt. Trods politisk interesse kan man, særligt ikke som ny, forvente at få de udvalgsposter, der passer bedst i ens kram. Der er masser af eksempler på politikere, der kæmper for sit partis politik på kryds og tværs af emner.
Udadtil forsøger Lone Hindø i avisen at forklare, at den nye konstituering var nødvendig for at stille med det »stærkeste hold«. Logikken halter, for Socialdemokratiet har med ugens exit mistet et medlem i børne- og ungeudvalget samt et mandat i byrådssalen. Dorthe Borgkvist beholder sin plads, men som løsgænger med en langt svagere stemme end hidtil. Det er nærliggende at tro, at der ligger andet bag dramaet end et spørgsmål om »det stærkeste hold«. Det handler mere om personer og positioneringer end politik.
Også på de ydre linjer føres der allerede nu valgkamp. Højst udsædvanligt valgte socialdemokraterne ved byrådsmødet i onsdags at trække opbakningen til et forslag om endelig at få kørt den omstridte ”Vanddragen” i depot for at give plads til en ny udvikling af Store Torv. Sagen var behandlet i Magistraten uden socialdemokratiske forbehold, men under behandlingen i byrådssalen foretog S en bemærkelsesværdig kovending.
Den i mange år omdiskuterede skulptur er nu pludselig et paradis for børn, lod S-ordfører Ango Winther forstå. Det er til stor fornøjelse for børn at pjaske i springvandets vand, lød argumentet. Har man set, hvad ”Torvenes Brøndsløjfe” bruges til i nattelivet af tisse-trængende bygæster, vil man aldrig lade sine børn komme i nærheden af den skulptur, som socialdemokraterne nu pludselig holder så meget af.
Det skal ikke lykkes en Venstre-rådmand at få held med at fjerne den drage, der alt for længe har været til debat i byen. Processen er så atypisk og argumentationen så tynd, at der ikke blot er tale om politisk drilleri. Chancen for at kunne stække en politisk rival overstråler respekten for den almindelige politiske proces på rådhuset. Det bliver et par lange år frem mod næste kommunalvalg, hvis dette er, hvad de aarhusianske vælgere kan forvente af deres lokale politikere.
Dragen lever videre. Også på Store Torv.