Firmaerne må selv bidrage til at løse mangel på lærlinge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

21/9 skriver kredsformand i Tekniq-el-Aarhus Poul-Henning Vietz, at ophævelsen af brugen af »skrappe« arbejds- og uddannelsesklausuler i Aarhus Kommune er løsningen på lærlingemanglen. Det mener vi i Hustømrerne A/S er at skyde helt og aldeles forbi.

For det første kan vi kun glæde os over og rose Aarhus Kommune for, at der langt om længe er kommet et øget fokus på skærpelse af klausuler.

Men i vores daglige arbejde er der stadig langt mellem snapsene, og klausuler fylder en minimal del blandt vores opgaver. Begrænser os gør de i al fald slet ikke.

Dertil kommer, at et enkelt byggeri sjældent baner hele vejen til en svendeprøve for en lærling. Der er langt oftere tale om såkaldte korte aftaler, som betyder, at den unge igen skal ud og søge for at få nok praktik til at kunne opfylde hele uddannelsesforløbet.

At fjerne klausulerne vil derfor ikke løse manglen på lærlinge og faglærte.

Faktum er, at samtidig er der lærlinge at tage af. Mangler man, kan man jo alene starte med de ca. 900, der i 2016 måtte nøjes med en skolepraktik (kilde: Styrelsen for IT og Læring).

Jeg kan desuden referere til et tidligere læserbrev fra LO-formanden m.fl., som hurtigt kunne surfe sig frem til, at f.eks. kun én virksomhed i hele Danmark søger en elektrikerlærling, og at der er intet mindre end 308 elever, der mangler praktikpladser alene på Aarhus Tech.

Dansk Byggeri er ikke sen til at skyde skylden på de unge. De er magelige og ufleksible. Kun 14 pct. vil ifølge statistikkerne bevæge sig mere end 25 km for at få en læreplads.

Den kaffeklub ønsker vi at lukke med det samme: Udover de omkring 200 ansøgninger, vi i Hustømrerne modtager om lærepladser årligt, kan vi komme med mange eksempler på unge mennesker, som står her på kontoret med en ansøgning i hånden før kl. 7 om morgenen.

I øvrigt er man som lærling tilknyttet en bestemt teknisk skole og skal færdes der flere gange i løbet af uddannelsen. Så giver det ikke meget mening at flytte teltpælene fra Sjælland til Jylland flere gange i løbet af for en uddannelse.

Nej, vi må som virksomheder vende spejlet mod os selv og spørge: Følger vi med tiden? Er det synliggjort nok, at vi ønsker lærlinge? Gør vi nok for at pleje dem, vi har?

Hvis virksomheder reelt, som Poul-Henning Vietz skriver, afholder sig fra at byde på opgaver grundet lærlinge klausuler, så er det i mine øjne et udtryk for manglende vilje til at tilpasse sig – ikke at man ikke har flere at tage af.

Vi har med en ny generation at gøre. En generation, der er vokset op med digitalisering og med, at alle muligheder står åbne. Det gør dem i vores øjne ikke magelige, det gør dem snarere kritiske – på en sund måde.

Jeg kan være tilbøjelig til at tro, at faldet i ansøgere til håndværksuddannelser er, at virksomhederne skræmmer de unge væk med deres manglende åbenhed, synlighed og vilje til at vise, at de gerne tager lærlinge hele vejen – klausuler eller ej. For både folkeskoler og de tekniske skoler gør en prisværdig indsats for at gøre fagene attraktive.

Og i et marked (det gælder i øvrigt også det private), der buldrer frem, er dette netop både et fælles ansvar og et fælles problem. Vi skal sikre fremtiden.

Her kan vi så enten læne os tilbage og håbe på, at ressourcerne, som Vietz skriver, bliver brugt på »at styrke samarbejdet mellem kommune, folkeskolerne og det lokale erhvervsliv«, eller vi kan gå i gang med at løse problemet i dag.

Tiderne ændrer sig. De unge ændrer sig. Men det gør hele samfundet også. Vi skal passe på, at vi i byggebranchen ikke lader tiden gå i stå.