Der er grænser for demokrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 2/8 overskred verdenscivilisationens samlede forbrug af naturressourcer naturens evne til at genskabe selvsamme ressourcer.

Hermed må det være tilladt at stille skarpt på menneskehedens evne til at styre sig selv eller mangel på samme!

I 2009, da man begyndte at registrere forbruget af naturressourcer, lå skillelinjen for det massive overforbrug af naturressourcer midt i oktober, så udviklingen går kun én vej.

På trods af de uigendrivelige fakta om en planet, der er ved at blive slået i stykker af menneskenes grådige merforbrug, er der ingen politikere, der for alvor tør sætte en stopper for vanviddet.

Et politisk paradoks

For hvem vil satse deres politiske karriere på forslag, der vil begrænse vælgernes mulighed for det frie og ubegrænsede forbrugsvalg?

Set i lyset af dette politiske paradoks må det være naturligt at stille spørgsmålet: Kan man som ansvarlig borger forsvare, at de massive problemer omkring klima- og naturødelæggelse ikke bliver adresseret tilstrækkeligt, fordi det repræsentative demokrati står i vejen for de nødvendige beslutninger?

Vælgernes vedvarende stemmeafgivning til fordel for en vækstideologi, der hylder et frit og ubegrænset forbrug af jordens naturressourcer på trods af stadig mere alarmerende signaler om det store naturkredsløbs sammenbrud, må føre til alvorlige panderynker hos den del af vælgerskaren, der har fattet situationens alvor.

Indfør ”undtagelsespolitik”

Og som én af dem ser jeg mig i denne situation nødsaget til at fremføre det mest politisk ukorrekte af alle budskaber: Der er grænser for demokrati!

Hvis vi som civilisation bare til nøds skal kunne afværge de værste følgevirkninger af det eskalerende natursammenbrud, skal der handles nu.

Det betyder i løbet af de næste 10 år.

Og i dette perspektiv har vi ikke råd til at lade det repræsentative demokrati udfolde sig i en urealistisk forfølgelse af snæversynede egeninteresser!

Jeg foreslår derfor, at grundlæggende problemstillinger såsom naturens sammenbrud ekstraordinært udskilles fra den stemmeafhængige demokratiske proces og kvalificeres som ”undtagelsespolitik”, der sætter almenvældets (planetens) interesser over friheden til at forbruge!

En nødvendighedens politik lokalt, nationalt og globalt i en tid, hvor grænser for vækst underligt nok synes at være et budskab fra en meget fjern planet!