Domprovsten og hans moralske kvababbelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen har fremsat et lovforslag rettet mod religiøse forkyndere, »som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser«.

Det skal være kriminelt for religiøse forkyndere ”udtrykkeligt at billige strafbare handlinger som en del af religiøs oplæring”.

Det drejer sig blandt andet om vold, terror, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri.

Flere præster forarges over dette lovforslag, som, de mener, vil indskrænke deres ytringsfrihed på utålelig vis, bl.a. har det været fremført, at det under oplæsning af juleevangeliet vil blive kriminelt fra prædikestolen at læse, at Jesus blev omskåret på syvende-dagen, og herefter afslutte med et amen, fordi amen er et bekræftende ord.

Dette er naturligvis det rene sludder.

For det første er det ikke forbudt at omskære drengebørn i Danmark.

For det andet kunne en dansk præst vel ikke finde på »som led i religiøs oplæring« at opfordre til omskæring af kristne drengebørn.

Og for det tredje ville det ikke være forbudt at argumentere for en legalisering af religiøs omskæring af drengebørn, hvilket ikke er det samme som ”udtrykkeligt at billige en strafbar handling”.

I JP 13/12 går domprovst Anders Gadegaard et skridt videre i argumentationen imod loven.

”Må jeg ikke længere udtrykke støtte til den voldelige kamp mod IS i Irak, og må jeg ikke sige, at tvangsfjernelse af børn fra voldsramte hjem kan være nødvendigt, fordi det er anvendelse af tvang,” spørger Gadegaard.

Hvis Anders Gadegaard »som led i religiøs oplæring« vil udtrykke støtte til den voldelige kamp mod IS, er det nok tilrådeligt at overveje, om det ikke med rette og af de rette vil blive forstået som opfordring til korstog.

Så måske skulle han også af denne grund tænke sig om en ekstra gang.

Voldsramte hjem

Argumentet om tvangsfjernelsen af børn fra voldsramte hjem er så blottet for fornuft, at det ikke fortjener en kommentar.

Anders Gadegaard mener, at præster som religiøse forkyndere har et særligt moralsk ansvar.

For hvad?

Præster i folkekirken skal, som det bl.a. hedder i tjenestemandsloven, i som uden for tjenesten vise sig værdige til den agtelse og tillid, som stillingen kræver af dem.

Hvad dette indebærer, skifter med tid og sted. I 1898 blev en præst afskediget, bl.a. fordi han tævede sin kone.

For nogle årtier siden kunne en præst risikere afsked, hvis han levede på polsk eller var homoseksuel. I hvert tilfælde er de to sidste forhold i dag ikke moralsk anstødelige, hverken blandt godtfolk eller gode præster.

De gældende forskrifter

Før forbandt man kristendom med en bestemt seksualmoral. Så sagde man, at der ikke var en kristen etik, men det betød blot, at der ikke var en kristen seksualmoral.

Nu er der kristen moral og etik overalt – i forhold til klima, politik, flygtninge og så videre – men blot ikke på kønslivets område.

Man kan godt forstå, at Gadegaard som moralsk anfægtet præst er udfordret.

Han kunne måske også som præst koncentrere sig om det, der er hans embedspligt, og som han har aflagt præsteløfte på: Jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter.