En sindslidendes erfaringer med arbejdsmarkedet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På baggrund af mine erfaringer vil jeg anbefale arbejdspladser med sindslidende ansatte at tale så tidligt som muligt med den sindslidende, når der er problemer med opgaveløsningen eller adfærden.

Mentorordninger og netværk for de sindslidende er også en god idé, fordi man ved at tale om problemerne og rydde op i evt. misforståelser giver den sindslidende en chance for at justere sin adfærd og måde at løse opgaverne på. Dialogen vil give de bedste muligheder for succes, såfremt man kan se bort fra små irritationsmomenter ved den sindslidende og i stedet tale om det, der er problemerne.

Jeg blev ansat 1/6 2015 i et skånejob på en lille produktionsvirksomhed i Aarhus. Jeg havde spændende arbejdsopgaver, så jeg var glad, da jeg blev fastansat efter 15 år på førtidspension uden tilknytning til arbejdsmarkedet.

Udover at udføre sine arbejdsopgaver på en forventet måde og til tiden, er det også nødvendigt at passe ind i arbejdsfællesskabet på virksomheden. Det kan lyde banalt, men det ”glemte” jeg desværre.

Manglende samarbejde

Jeg fokuserede på opgaveløsningen og tænkte, at det måtte være tilstrækkeligt. Jeg fik derfor aldrig et etableret et godt samarbejde med kollegerne. Jeg isolerede mig: I kantinen læste jeg i en bog frem for at tale med kollegerne, og i arbejdssammenhænge sagde jeg så lidt som muligt. Når jeg endelig talte med (til) dem, talte jeg på en bedrevidende måde. Det har ikke været rart for kollegerne.

Efter 10 måneder valgte jeg at sige op, da jeg havde oplevet et eksempel på, at løsningen af mine arbejdsopgaver forudsatte det samarbejde med kollegerne, som ikke eksisterede.

Psykisk sygdom påvirker tanker, følelser og kroppen.

Hvad gik der galt? Jeg tror, at jeg kan finde en forklaring i min psykiske sygdom. Psykisk sygdom er fællesbetegnelse for ca. 450 diagnoser, der kan opdeles på forskellige hovedgrupper. Sygdommene kan påvirke tanker, følelser og kropsfornemmelser.

I mit tilfælde tror jeg, at lavt selvværd og min psykiske sygdoms påvirkning af mine tanker gjorde udslaget. Jeg turde ikke åbne mig over for kollegerne, og når jeg talte med dem, skubbede jeg dem fra mig med mine ord og min facon.

Når jeg ser tilbage på forløbet, kan jeg finde mange eksempler på misforståelser af situationer og min rolle på arbejdspladsen.

Jeg er sikker på, at mine kolleger og min chef undervejs forsøgte at tale med mig om mine problemer, og at jeg ikke ville høre på dem. Måske gav de også hurtigt op.

Anerkendende samtaler

Jeg tror, at nogle samtaler om de centrale ting – at jeg var bange for kollegerne og ikke var skarp på min rolle i fællesskabet – kunne have gjort en forskel.

Jeg vil medgive, at jeg var god til at formulere mig, men jeg tror, at der over tid kunne være opnået forandringer. Især hvis jeg havde følt mig mere sikker i min ansættelse.

Jeg tror også, at mine problemer ikke er enestående, og at der også på andre arbejdspladser med sindslidende ansatte kan være behov for løbende at tale med den sindslidende om forventningerne til vedkommende samt evt. udrede misforståelser.

Min anbefaling til andre arbejdspladser med sindslidende ansatte er, at kolleger og chefer taler med den sindslidende, når der er problemer. Mentorordninger og netværk for de sindslidende er også en god idé, fordi den sindslidende kan få idéer til nye måder at gøre tingene på m.m. og samtidig føle sig som en del af fællesskabet på arbejdspladsen.

Reformen af førtidspension- og fleksjobordningerne i 2012:

Reformen betyder, at flere sindslidende kommer ud på arbejdspladserne i jobafprøvning, i støttet ansættelse eller i ordinære job på virksomhederne. Det er derfor vigtigt at få nyttiggjort deres kvalifikationer på arbejdspladserne.