Ensidighed og fantasidrømme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når vindmølletilhængere som Gunnar B. Olesen i et indlæg i JP den 29/10, går i rette med modstandere af Mejlflak projektet ved ensidigt at fokusere på CO2, stenrev og urealistiske drømme om vindmøllers økonomi, samtidigt med at han på det nærmeste postulerer, at vindmøllerne i Mejlflak-projektet vil falde i et med omgivelserne, kan dette kun betragtes som ensidige fantasidrømme.

Miljø er langt mere end blot reduktion af CO2. Og ganske som vi nidkært værner om vore kyststrækninger burde vi tilsvarende fokusere på de tilstødende kystnære havmiljøer.

Opstilling af 20 industrianlæg i form af kæmpe havmøller langs kanten af et habitat og tæt på kyster til alle sider – med erhvervssejlads midt imellem havmøllerne og ikke mindst udtalte svage vindforhold – har potentiale til skader på miljøet, der langt overgår eventuelle gevinster. Det vil, uanset hvordan man vender og drejer det, aldrig blive optimalt.

Løsningen ligger lige for, find en bedre egnet lokalitet.

Postulater

GBO skriver, at jeg påstår, at Mejlflak-projektet skal opføres uden et beskyttende stenrev omkring havmøllerne.

Dette er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg påpeger, at de nævnte stenrev alt andet lige bliver reduceret pga. bundforholdene.

Havmøllerne ved Mejlflak skal forsynes med antikollisionslys. Antal lys og lysstyrker m.m. er fastlagt efter internationale regler, som Danmark er forpligtiget til at følge.

Når GBO derfor påstår, at antallet af antikollisionslys kan reduceres, og at der skal anvendes antikollisionslys som lyser opad og med reduceret lysstyrke om natten, kan jeg ikke finde hjemmel herfor i de internationale regler. Det virker desuden besynderligt, at der påtænkes anvendt lys på havmøllerne, der lyser opad for at advare vandretgående trafik.

GBO påstår videre, at støj fra havmøllerne ikke trænger ned i havet og derved heller ikke påvirker dyrelivet på havbunden udenfor og i Natura 2000-området. Denne påstand savner i den grad substans.

Både under anlægsfasen, hvor monopælene skal rammes ned, og under driftsfasen er der et betydeligt vedvarende højt lydtryk under havoverfladen. Et lydtryk, der har direkte relation til havmøllerne, og som i høj grad vil påvirke ikke mindst havpattedyrene i området.

Endelig er der GBO’s postulat om de langtidsvirkende anoder, som er monteret på havmøllerne for at rustbeskytte disse og udsagnet om, at disse anoder stort set ikke afgiver metaller til omgivelserne i de 25 år, som er vindmøllernes levetid.

Rustbeskyttelse af havmøllerne med anoder fungerer ved, at anoderne, som normalt består af alu- og zinkforbindelser samt en vis mængde tungmetaller, nedbrydes og opløses til omgivelserne i en elektrokemisk proces, som er veldokumenteret.

Derfor ville møllerne i Mejlflak-havmølleprojektet hvert år udledes 8 tons alu- og zinkforbindelser og en vis mængde bly og andre tungmetaller fra havmøllerne til det omliggende farvand, herunder det fredede Natura 2000-område.

Det er sikkert rigtigt, at en måling af afgivne metaller i kort afstand fra havmøllerne er svære at måle, men dette gælder også, selvom de nævnte mængder udledes.

Eloverløb

Gunnar B. Olesen er ikke den første, der begiver sig ud i at forudsige, hvad fremtiden vil bringe. Han bliver dermed heller ikke den sidste, der må indse, at det gik ganske anderledes.

GBO konkluderer, at det er velbegrundet, at vindmøllerne er med til at sænke elpriserne i fremtiden med et beløb, der svarer til halvdelen af det, der er indbetalt igennem PSO-afgiften. Allerede nu, men ikke mindst hvis den planlagte vindmølleudbygning fortsætter frem til 2020, vil der opstå større og større perioder med risiko for eloverløb, herunder kritisk eloverløb.

Eloverløb opstår, når elproduktionen fra vindmøller er større end elforbruget. Dette kan til en vis grad imødegås ved at eksportere el til udlandet eller anvende den overskydende elproduktion på anden måde, end vi gør i dag. Kritisk eloverløb opstår, når elproduktionen fra vindmøller er så stor, at den overskydende elproduktion ikke kan afsættes. Ved risiko for kritisk eloverløb skal elproduktionen fra vindmøller reduceres, ellers kollapser hele elnettet. Reduktionen skal derfor ske ved at stoppe et antal vindmøller svarende til det kritiske eloverløb.

Når vindmøllerne alene afregnes efter elproduktion, med eller uden tilskud, er der ingen indtægter fra de vindmøller, der er stoppet pga. risiko for kritisk overløb. Og der er samtidigt stærkt reducerede indtægter fra de øvrige vindmøller, der er i drift. Problemet er nu, at vindmøllerne i op mod en femtedel af tiden vil producere el i en situation med eloverløb, hvor alternativ anvendelse af den overskydende strøm ikke er økonomisk attraktiv. Dermed fjernes det økonomiske fundament for vindmølleejerne, der enten skal have tilført flere penge eller alternativt gå konkurs. Og det sidste er nok politisk uacceptabelt.

Uændret eller højere elpris

Dermed kan der næsten udstedes en garanti for, at de gevinster, forbrugerne vil få ved en mulig lavere strømpris fra vindmøller, på en eller anden måde føres tilbage til vindmølleejerne, enten i form af en kompensation uden om PSO-afgifterne for at stoppe vindmøllerne, når der er behov herfor. Eller en forhøjet PSO-afgift. Eller en øget beskatning af forbrugerne eller skatteyderne, som i de fleste tilfælde er nøjagtigt de samme personer.