Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Undgå flaskehalse – brug den modne arbejdskraft

Transport- og servicesektoren har fået øjnene op for den modne arbejdskrafts kvaliteter og er godt tilfreds med seniorernes indsats.

Poul Grosen Rasmussen, konsulent ved seniorvejen.com, Egebæksvej 124, Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med jævne mellemrum kan man læse om frygten for flaskehalse på det danske arbejdsmarked. Et forhold, der vil kunne forhindre det ønskede opsving og øget beskæftigelse.

Chefkonsulent i DA Jørgen Bang-Petersen hævder således iflg. Berlingske Nyhedsbureau 1/11, at det er »farligt for dansk økonomi, hvis ikke virksomhederne kan få arbejdskraften i Danmark«.

En ny undersøgelse fra KL’s nyhedsbrev Momentum understøtter Jørgen Bang-Petersens bekymring. Undersøgelsen viser således, at »virksomheder, der ønsker at ansætte ingeniører, håndværkere eller it-folk, kan risikere at skulle kigge langt efter den eftertragtede arbejdskraft. Landet over melder jobcentre nemlig, at der mangler kandidater til at matche virksomhedernes ønsker«.

Kontakt til enkelte jobcentre viser endvidere, at der også er arbejdskraftmangel inden for bygge- og anlægsbranchen samt transportområdet.

Brug seniorerne

Er der egentlig grund til denne frygt og bekymring, eller er det blot et spørgsmål at flytte kikkerten fra det blinde øje til det seende øje?

Hvis man kigger tættere på transport- og serviceområdet, findes der en række fremsynede virksomheder, der har fundet den rette medicin mod flaskehalse: seniorerne.

Er der egentlig grund til denne frygt og bekymring, eller er det blot et spørgsmål at flytte kikkerten fra det blinde øje til det seende øje?

Hos transportvirksomheden Arriva i Stilling er næsten halvdelen af alle 350 buschauffører over 60 år, og virksomheden gør nu en ekstra indsats for at beholde dem endnu længere.

Begrundelsen for, at Arriva gerne vil holde på seniorerne, er, at ”det er stabile og loyale medarbejdere, som er glade for deres job, og som også selv ønsker at blive ved”. Der er flere jobmuligheder ved Arriva: gradvis nedtrapning, at gå ned i tid eller at gå over til timelønnet arbejde i stedet for fuldtidsarbejde.

Arriva mener ikke, at en høj alder nødvendigvis er lig med, at man skal stoppe på arbejdsmarkedet.

En ”voksen” samtale

The Call Company i Aarhus efterspørger også modne medarbejdere, der kan føre en dialogbaseret ”voksen” samtale. Seniorgruppen er særlig interessant, »fordi medarbejde på 50+ har noget, som mange andre ikke har – livserfaring og indsigt.«

Opgaven for seniorerne ved The Call Company er ikke primært at sælge, men at ringe for en god sag som Alzheimers, lungesygdomme, dyrevelfærd, gigt m.m. Dvs. ringe for noget, som giver mening, og som er med til at gøre en forskel for den, det vedrører.

Arbejdstiden kan i høj grad planlægges i forhold til de ønsker, som seniorer har både med hensyn til antal timer og arbejdstidspunkt. The Call Company har vagtplaner fra otte timer og op til 40 timer om ugen.

Senior Erhvervs c.v.-database

Senior Erhverv i Aarhus har en c.v.-database til brug for arbejdsgivere, der har behov for kvalificeret arbejdskraft.

I forhold til de ovennævnte områder med risiko for flaskehalse, så er der i denne database p.t. 45 ingeniører, 31 it-specialister og 46 håndværkere.