Vindmøller ved Mejlflak ville have skadet havmiljøet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Miljøorganisationen Vedvarende Energi forlanger i en artikel i JP Aarhus en saglig debat om vindkraft. I det mindste må man så forvente, at denne organisation selv er saglig.

I artiklen går Gunnar Boye Olesen fra Vedvarende Energi i rette med indholdet i JP Aarhus’ leder 1/10. Lederen bar overskriften ”Mejlflak reddet”, efter at NRGi var tvunget til at skrinlægge havmølleprojektet Mejlflak på grund af manglende økonomi nu og i langt tid fremover.

Uanset dette faktum postulerer GBO i sit indlæg, at elprisen på sigt vil blive reduceret med op til halvdelen af det, der er indbetalt til mølleprojekter. Hvorvidt det er sagligt med en sådan spådom om fremtidige elpriser eller at sondre mellem elforbrugere og skatteydere må stå åbent indtil videre. Vi må i mellemtiden undre os over de manglende økonomiske sammenhænge i GBO’s påstand og over hvem, der skulle betale Mejlflak-projektet.

GBO postulerer videre, at der er store miljømæssige gevinster ved Mejlflak-projektet, herunder for det tilstødende Mejlflak Natura 2000-habitat. Det er også forkert.

Mejlflak-havmølleprojektet omfatter to havmølleparker, hver med 10 havmøller. Den ene gruppe opstilles på linje, parallelt med og i en afstand på kun 60 meter fra Mejlflak Natura 2000-habitatet. Den anden ca. 4,5 km syd for den nordlige gruppe.

Fælles for de to havmølleparker er, at de skulle placeres på hver sin side af en naturlig rende på havbunden i en havdybde på 12-14 m. Fundamenterne i form af monopæle, der rammes ned i havbunden, ville alle stå på stærkt skrånende havbund, hvorfor de skal rammes længere ned i havbunden end på en flad havbund. På skrånende bund er der derfor væsentlig mindre behov for at udlægge sten for at danne et støttende låg over og omkring monopælene med et minimalt tillæg af kunstige stenrev til følge.

48.000 blink i timen

Havmøllerne ved Mejlflak var planlagt med en totalhøjde på ca. 150 m og en rotordiameter på 130 m. Dvs. hver enkelt mølle er flere gange højere end kranerne på Aarhus Havn. Samtidig kan rotoren nå ind over det beskyttede Mejlflak Natura 2000-habitat. Videre skulle de 20 møller døgnet rundt udsende lys med 48.000 hvide blink i timen samt konstant udsende røde og gule lys for at advare trafik mod risiko for en kollision. En miljømæssig ødelæggelse af udsigten generelt og specielt af nattehimlen over Aarhus Bugt.

I normal drift og med jævn vind har havmøllerne med sikkerhed en kraftig hørbar kildestøj langt over høreskadegrænsen og langt mere ved højere vindhastigheder. Ud over den hørbare støj er der lavfrekvent støj fra bl.a. vindmøllernes transmission. Den lavfrekvente støj overføres fortrinsvis til omgivelserne gennem mølletårnet og udbredes over store afstande. Derfor vil en betydelig mængde støj fra møllerne trænge ind i og hen over Mejlflak Natura 2000-habitatet, støj som igen skal adderes til de øvrige miljøpåvirkninger.

Mejlflak VVM-redegørelsen baserer støjkonsekvenserne på erfaringer fra andre havmølleprojekter, der står på et fladt plateau, hvor støj frit kan udbredes til alle sider, uanset at Mejlflak-projektet er placeret i en rende, som løber i en lukket bugt, hvor støjen skal absorberes til omgivelserne i et lille område.

Den sandsynliggjorte og anvendte støjkonsekvens må derfor betragtes som direkte misvisende.

Mejlflakmøllerne skulle opføres som et fuldautomatisk industrianlæg. Derfor skal nødbremseanlægget testes med korte mellemrum, normalt en gang i døgnet ved at udkoble én mølle fra el-nettet ad gangen og derpå automatisk aktivere de mekaniske bremser i møllehuset. Samtidig vendes den yderste del på hver vinge på tværs af rotationsretningen. En nødbremsetest tager normalt ca. 3 min. og er ekstremt støjende.

Med et projekt på 20 havmøller tager det derfor ca. 1 time at afvikle nødbremsetesten pr. døgn for alle møllerne, og således opstår endnu et tillæg til den miljømæssige støjbelastning.

Havmøller skal korrosionsbeskyttes. En grundig undersøgelse refereret i magasinet ”Der Spiegel” af møller svarende til dem i Mejlflak-projektet har påvist, at der kan påregnes udledning af ca. 8 tons alu- og zinkforbindelser samt bly og andre tungmetaller pr. år. Dertil kommer forurening, hvor møllevingerne korroderer og afgiver vingemateriale til omgivelserne. Disse forurenende stoffer kan med havstrømme føres ind over stenrevene på Mejlflak, aflejres og ophobes her. Yderligere en miljørisiko.

Stærk miljøpåvirkning

Det er på baggrund af ovenstående komplet uforståeligt, at GBO i artiklen kan postulere, at havmøllerne er til gavn for havmiljøet omkring Mejlflak, og at de kun vil have en begrænset visuel påvirkning af omgivelserne, som stort set alle er fredede områder eller områder udlagt til fritidsformål.

Det står tværtimod lysende klart, at Mejlflak Natura 2000-habitatet ville blive stærkt miljømæssigt påvirket, hvis planerne for Mejlflak-havmøllerne var blevet realiseret.

Derfor er der fuld dækning for lederens overskrift: ”Mejlflak reddet” og tak for det.