Skansepalæet: Galskab og hærværk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Byens stadsarkitekt, ejerne Hommelhoff og kommunens byggechef, Ann Hamborg, forsøger lidet overbevisende at forsvare et påtænkt angreb på Skansepalæet.

Et ombygningsprojekt af palæets tagetage – som kommunen tidligere har afvist blankt – forsvares med, at der er »andre politiske vinde i det kommunale system«, og at byens tekniske udvalg »rigtig gerne vil tilføre byen både nyt og mere«.

Åbenbart er der ikke blot tale om en mild sommervind, men om en orkan, som også kan rive taget af domkirken og rådhuset. Hvis udvalget får lyst.

Fra Nicolai Hommelhoff forlyder det småfornærmet, at man har gjort sig umage med Skanse-projektets nye lejligheder, og stadsarkitekten påstår, at ombygningen er af en høj arkitektonisk kvalitet. Hvordan mon begrebet så skal fortolkes, når man ser visualiseringen af altanerne klistret ind på tagryggen. Det er billigt og utilpasset rædselsfuldt.

Åbenbart er intet helligt, når det handler om profit. Og det er hermed tydeliggjort for enhver, at Hommelhoff ikke har forstået den respekt, der til enhver tid bør udvises, når man frivilligt indgår ægteskab med en historisk pragtejendom, som Skansepalæet vitterligt fremstår som.

Man er forbandet forpligtet til at udvise omhu og omtanke i forhold til arven, som man for en kort stund forvalter.

Og hvordan kan man egentlig forbedre et perfekt og harmonisk udtryk?

Isoleret set handler en ombygning af Skansepalæet ikke om ejernes ønsker eller om beboernes berettigede skepsis over for projektet. Vi har alle et ansvar i kampen for at bevare landets kulturhistoriske værdier, og i forhold til byens toparkitektur er Skansepalæet en historisk diamant.

Desto mere skræmmende og interessant er det, når kommunen og byens hofarkitekt forsvarer Hommelhoff-projektet. Og hvorfor?

Det er jo helt åbenlyst, at Skansepalæets ejere kender prisen på alting, men værdien af ingenting.