Kan du huske VM i 1974?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver fredag eftermiddag løber jeg en tur med en gruppe jævnaldrende mænd. Hele året rundt, uanset vejret, mødes vi efter arbejdstid på parkeringspladsen ved Vandrehjemmet i Riis Skov. Ruten er rituel, næsten hellig. Den har stort set ikke ændret sig i de 10-15 år, vi har løbet sammen. Rundt om skoven, langs med cykelstien mod Risskov, forbi Den Permanente, videre ad Nordre Strandvej, indtil vi runder Åkrogen og løber retur i strandkanten. Omtrent 14 kilometer lang. Efter et hurtigt havbad bruger vi lidt længere tid på at drikke en øl og ønske hinanden god weekend.

Løbetempoet er stabilt. Måske jævnt dalende med årene, selv om vi stadig insisterer på, at mænd med vigende hårgrænse og gråt skæg sagtens kan spurte et par hundrede meter uden at falde døde om.

Men det væsentlige ved fredagsløbeturen er egentlig slet ikke motionen.

Nej, jeg møder op uge efter uge, selv hvis jeg er træt, og selv om vejret er elendigt, fordi jeg her har mulighed for at snakke med andre mænd om både alment væsentlige og mere specielle emner i meget uformelle rammer.

Der er noget befriende ved at tale sammen, mens man foretager sig noget fysisk. Stemningen bliver ofte mere åbenhjertig og intim, når det er tilladt at holde en pause i samtalen, og når man ikke skal se den person, man taler med, i øjnene konstant. I hvert fald kommer vi fredagsløbere langt omkring i emner i det par eftermiddagstimer, vi er sammen.

De første kilometers løb fungerer som en opvarmning for både kroppen og stemmebåndet. Vi lunter og læsser af. Hvad er der sket i ugens løb på arbejdet, i familien, i verden omkring os?

Vi runder også de trivielle og ofte ligegyldige standardemner, som mænd ynder at diskutere, når de mødes. Det vil sige politik, økonomi, aktiekurser, realkreditlån, bilens vinterdæk og havearbejdets forbandelser.

Som regel passer det med, at når vi løber gennem Stationsgade, har vi talt os gennem denne høflige fernis af overfladisk konversation. Og så kommer vi ind til kernen.

Typisk tager vores samtaler udgangspunkt i noget aktuelt. Det kan være, at vi muntrer os over fodboldklubben AGF’s seneste forsøg på at vinde en kamp i 1. division og deres nuværende deroute.

»Ja, det var jo slet ikke, som dengang John Stampe dirigerede forsvaret hos ”De hvide”. Da kunne GF dæleme spille fodbold,« lyder en typisk indgangsreplik.

Kommentaren sætter gang i en mængde af associationer i den pustende flok løbere, der nu glemmer alt om kondition og stigende kolesteroltal.

»Men John Stampe fra AGF var nu alligevel slet ikke på niveau med Franz Beckenbauer,« bryder en anden stemme ind.

»Kan I huske ham, altså Der Kaiser, som han blev kaldt?«

Om vi kan! Mens vi fortsætter vores løbetur forbi Bellevuehallen, er vi blevet så begejstrede, at vi helt glemmer at holde den vanlige pause. I stedet sender vi i ekspresfart tankerne tilbage til 1970’erne, hvor den tyske libero med nummeret fem på ryggen dirigerede både Bayern München og landsholdet til store triumfer og meriterende sejre.

»Og apropos landshold. VM-slutrunden i Vesttyskland i 1974 – det var toppen, ikke?«

Igen er der fuldstændig enighed iblandt os seks midaldrende løbere.

Den VM-turnering var på alle måder en begivenhed, som har præget os, og som vi virkelig kan erindre. Måske fordi mesterskabet foregik på et tidspunkt, da vi alle var i alderen mellem ca. 10 og 15 år. Altså den tid, da ting sætter sig fast i hjernen og bliver siddende.

I løbet af det næste par kilometer langs Nordre Strandvej får vi repeteret stort set hele den vesttyske og den hollandske startopstilling til VM-finalen den 7. juli 1974 på Olympiastadion i München.

Vi sender anerkendende blikke til hinandens svedende ansigter. Vi kan endnu, vi mænd midt i livet. Godt 22 ikoniske fodboldnavne dukker op fra fortiden: Sepp Maier, Gerd Müller, Paul Breitner, Berti Vogts, Franz Beckenbauer, Johan Cruyff, Johan Neeskens og ... listen er næsten uendelig.

Vores hukommelser er så dugfriske, at man næsten skulle tro, at vi selv var blandt de 74.100 tilskuere på stadion den sommerdag for godt 40 år siden.

Det var vi ikke. Men vi var unge. Og vi havde modtagelige og friske hjerner.

Da vi efter løbeturen og havbadet drikker vores øl ved Vandrehjemmet, fortsætter vores snak om fodbold og slutrunder. Her bliver vi så ramt af virkeligheden og den irriterende forskel på korttids- og langtidshukommelse.

VM i fodbold i 1978? Jo, vi er enige om, at Argentina på hjemmebane vandt finalen over Holland. Holdkortets sammensætning er vi lidt mere blanke på, før en enkelt af os triumferende udbryder:

»Mario Kempes, Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa.«

Og så går han i stå.

VM-slutrunden 1982 foregik vist i Spanien. Det mener vi at kunne huske.

Vi tror også at kunne huske, at Italien vandt turneringen det år. Som vores genkaldelse af fodboldkampe nærmer sig nutiden, må vi konstatere, at vores niveau af viden daler kraftigt.

Få af os kan mindes, hvem der blev verdensmester i 1990’erne og i det første tiår af dette årtusinde, selv om det jo ikke er så langt tilbage i tiden, som 1974 er.

Lidt slukørede genoptager vi snakken om det tyske landshold og tager en formildende slurk øl, før vi cykler hjem gennem det tiltagende aftenmørke.

Vores fredagssnak om fodbold peger på flere centrale ting, når det gælder mænd midt i livet. Vi er nørdede. Vores horisont af viden er centreret om den fjerne fortid. Og vores korttidshukommelse er ikke ligefrem prangende. Men hvad gør det, når man så hele fredag aften kan sidde med computeren på skødet og mobiltelefonen i hånden og udveksle fotos af gamle fodboldspillere og links til hjemmesider med højrelevant fakta om slutrunder med en gruppe ligesindede mænd i alderen omkring 50 år?

Det kan godt være, at nutiden er dødkedelig og svær at huske, men fortiden lever i bedste velgående.

PS: Du kan i øvrigt se et fantastisk klip fra VM-finalen 1974 (bemærk de to elegante spillere Franz Beckenbauer og Johan Cruyff).