Fortsæt til indhold
Debatindlæg

EUX-uddannelsen bygger bro mellem to verdener

På sigt får hele samfundet gavn af stærke medarbejdere, der både er skolet af erhvervserfaringer og af deres videregående uddannelser.

Hans Henning, forstander, Århus Købmandsskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tre bogstaver danner navnet på en ny uddannelse for unge, der vil holde alle muligheder åbne.

Fra 2015 tilbyder handelsskolerne unge at tage en EUX, og eksamensbeviset med de tre bogstaver giver adgang til både en læreplads og til videregående uddannelser.

F.eks. kan Ida, som både drømmer om at arbejde i en butik som salgsassistent og om at læse videre, sikre sig begge muligheder med én uddannelse. Med de rette fag kan hendes EUX både give hende mulighed for at stå i lære i en butik, og for senere at læse f.eks. til markedsføringsøkonom eller folkeskolelærer – på lige fod med de andre gymnasiale uddannelser.

EUX bliver den største nyhed

Folketinget er i gang med at reformere erhvervsuddannelserne, og den største nyhed er uden tvivl udbredelsen af EUX. De tre bogstaver repræsenterer noget helt unikt i det danske uddannelsessystem. X’et står for studiekompetencen på samme linje som studentereksamen fra de gymnasiale uddannelser, STX, HHX og HTX. E og U kommer fra erhvervsuddannelserne, og det betyder, at de unge får erhvervsfaglige færdigheder, der også kommer på eksamensbeviset.

Frihed til at vælge

F.eks. kan Ida, som både drømmer om at arbejde i en butik som salgsassistent og om at læse videre, sikre sig begge muligheder med én uddannelse.

Rigtig mange unge vil have gavn af en erhvervsuddannelse, som også giver studiekompetence. Friheden til at vælge er kodeordet, for efter de to år på skolebænken kan den enkelte elev selv bestemme, om hun vil søge ind på en videregående uddannelse eller finde en praktikplads i erhvervslivet, som godt kan begynde at glæde sig til, at de første elever er klar til at komme i praktik. EUX-elever kan tilbyde en toårig læretid – en længde, som mange virksomheder sætter pris på. Samtidig får virksomhederne elever med et højt fagligt niveau i fagene fra erhvervsskolen.

På sigt får hele samfundet gavn af stærke medarbejdere, der både er skolet af erhvervserfaringer og af deres videregående uddannelser. De unge vil opleve, at EUX stiller store krav til den boglige indsats, men guleroden er, at de med eksamensbeviset i hånden har flere muligheder.

På Århus Købmandsskole kan vi ikke vente med at komme i gang. Den nye EUX bygger en tiltrængt bro i vores uddannelsessystem. En bro, der forbinder erhvervsfaglighed og akademisk viden, hvor målrettede og fagligt dygtige elever kan få adgang til begge verdener til gavn for virksomheder og samfund.