Hvorfor førtidspensioner skal være livsvarige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

MIN PÅSTAND er, at selv om det måske lyder paradoksalt, vil det være godt for samfundsøkonomien, og ikke mindst pensionisterne selv, at garantere, at en førtidspension, når den er tildelt, varer livet ud.

Indenrigsministeren har for nyligt udtalt, at det gælder om at få så mange hænder sat i sving for bedre at kunne dække den nuværende store efterspørgsel på arbejdskraft. Herunder nævner han, at det vil være gavnligt at forbedre førtidspensionisternes muligheder for at arbejde.

Psykiske lidelser
Det er specielt dem, der er blevet pensioneret pga. psykisk lidelse, jeg i det følgende vil koncentrere mig om. Der er blevet talt om, at der pga. mere effektive behandlingsformer oftere skal undersøges, om grundlaget for pensionstildelingen stadig foreligger. For hvis folk ikke længere er (så meget) syge, så bør de vel strengt taget heller ikke være på førtidspension. Dette lyder jo meget logisk. Problemet er bare, at det let kan gøre folk bange for at få det for godt.

Enhver, der har prøvet at være i den situation, at man gennem årene er blevet slidt så meget ned, at man ikke har en chance for at klare sig selv, og hvor det simpelthen er nødvendigt med en tilkendelse af en førtidspension for at have en indkomst og en tryghed, som gør at man kan leve et nogenlunde tåleligt og værdigt liv, kender til, hvilket mareridt det er at vente på svar på, om man kan komme ind i den trygge oase og få lidt ro i sit forpinte sind.

Disse rædsler er man som oftest hunderæd for at gennemleve igen. Dette gør, at man ikke tør risikere igen at stå i samme situation.

En af grundene til, at det er ekstremt nedslidende at være i venteposition imellem tidspunktet mellem ansøgningen og svaret, er, at man (hovedsageligt) ubevidst simpelthen ikke tør få det for godt. Dette kan nemt føre til, at man er bange for f.eks. at udvise for megen arbejdsevne.

Jeg er selv i den heldige situation, at jeg er på den gamle ordning med tre forskellige satser, som tildeles alt efter, hvor invaliderende ens sygdom anses for at være. Jeg er på den mellemste sats, hvor det vurderes, at jeg har en tredjedel af min arbejdsevne tilbage.

Folk er skræmte
Jeg gik på et tidspunkt på en kortere uddannelse med sigte på efterfølgende ansættelse. En af deltagerne var vurderet til kun at have en ubetydelig restarbejdsevne og var derfor tildelt den højeste sats. Hun turde simpelthen ikke tage imod den efterfølgende stilling, som uddannelsen var rettet imod. Simpelthen fordi hun frygtede, at hun ville gå ned i indtægt. Man kan så diskutere, om dette valg er etisk korrekt. Men hvis folk er tilstrækkeligt skræmte, er det desværre meget få, der har modet til at opføre sig alt for moralsk. Jeg havde personligt ikke noget at miste, så jeg tog imod stillingen. Den menneskelige psyke er skruet sådan sammen, at vi har behov for at bruge vores evner til noget meningsfyldt, såsom et decideret lønnet arbejde. Hvis man er bange for at realisere sig selv, bruge sine evner, og udføre noget, der giver mening og selvrespekt i sit liv, så er det måske ikke så mærkeligt, at man ikke får det så forfærdeligt meget bedre:

Et eksempel, som måske er endnu mere sigende: En person, jeg engang mødte (og hun virkede vel at mærke ikke specielt krysteragtig).

Hun var kommet sig så meget, at hun nu kunne passe et fuldtidsjob som skolelærer. Dette gjorde hun i fem år, hvorefter hun fik at vide, at nu kunne kommunen ikke længere sætte hendes pension i bero, hvorefter hun opgav sit arbejde. Det ser altså i dette tilfælde ud som om, at hvis hun havde garanti for, at hun havde pensionen i ryggen til at falde tilbage på, så længe hun havde behov for det til at føle sig tryg, så ville hun den dag i dag stadig være i arbejde til hendes egen glæde og til gavn for samfundet.

Naturligvis virker det umiddelbart som almindelig sund fornuft, at man ikke skal være på førtidspension, hvis man ikke længere er syg. Problemet er bare, at denne holdning ser ud til at have den stik modsatte effekt af den intenderede.