At presse citronen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når lønforhandlingen for første gang bryder sammen og munder ud i en lovlig konflikt, samtidig med at pædagogerne er blevet tilbudt en historisk stor lønstigning, er det fordi vi halter håbløst bagefter. Vi kan ikke følge med inflationen.

Lønefterslæbet er stort, meget stort ,og der skal ikke megen matematisk kunnen til at regne ud, at det er bedre at få en lønstigning på 12,8 pct., hvis man tjener 100,- kr., end hvis man kun tjener 74,- kr.

Det er nødvendigt at slå fast, at lønstigninger ikke handler om at flytte pengene. Et mistet tillæg, der formuleres som en lønstigning, er jo ikke en reel lønstigning. Og i lønkampen må det pointeres, at det er hele gruppen på 55.000 pædagoger, der har brug for et lønløft, både de nyuddannede og de erfarne.

De unge siger nej tak
Der er et markant fald af ansøgere til de opslåede stillinger. Ansøgerantallet til seminarierne i Jylland er faldet med 39,7 pct. på bare ét år. Det betyder, at den pædagogfaglige professions overlevelsesbetingelser er i fare.

At arbejde velovervejet og pædagogisk kræver kompetente og uddannede kollegaer. Samfundet (regeringen og KL) må gøre op med sig selv, hvorledes de vil sikre fremtidens offentlige velfærd, og hvad der for dem er et pædagogisk forsvarligt tilbud?

Det er klart, at lønnen har en afgørende betydning for, om der fortsat er pædagogisk uddannet personale, der ønsker at arbejde inden for det offentlige.

Chefen må prioritere og finde de rette midler, så lønforhandlingen kan komme i gang. Det skal være pædagogisk forsvarligt - det er økonomisk forsvarligt - og det kan betale sig i det lange løb. For den enkelte pædagog handler det om løn og anerkendelse, men set i et større samfundsmæssigt perspektiv handler det om, hvem der skal passe vores børn i fremtiden.