Molslaboratoriet - det må ikke glemmes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forbindelse med ejerskiftet af Molslaboratoriet har Hempel Fonden som ny ejer udtrykt bekymring for sundhedstilstanden for områdets helårsgræssende dyr. Seniorbiolog og chef for Hempel Fondens ‘Vildmarker’ Thor Hjarsen har til EcoTec fortalt, at der nu ændres forvaltningspraksis, “fordi vi ved, at naturgenopretning og dyrevelfærd kan gå hånd i hånd”. Det er i realiteten en indrømmelse af, at dyrevelfærden hidtil har været tilsidesat.

Pilen peger dermed på den nu tidligere ejer, Naturhistorisk Museum i Aarhus, som har haft ansvar for de græssende Exmoor-ponyer og Galloway-kvæg.

Museumsdirektør Bo Skaarup har givet sit syn på sagen og den aktuelle udtalelse fra Hempel Fonden.

Det er svært at læse Bo Skaarups forsvar for de sidste ti års forvaltning på Molslaboratoriet uden at undre sig over, hvor langt det ligger fra den dokumenterede virkelighed med udsultning, manglende fødegrundlag og skadede dyr.

Det bliver kaldt naturlig adfærd – “sommersex”, “føl-tæsk”, “naturlig selektion” og “vild natur”. Men der er intet naturligt ved indhegnede dyr, en skæv kønsfordeling med for mange handyr, nedbidte arealer og et alt for højt dyretryk. Det er menneskeskabt – og konsekvensen har vi jo set.

Skaarup fastholder, at museet “skred ind i tide”, at dyrene er blevet tilset dagligt, og at der altid har været mulighed for at fodre. Samtidig opfordrer han til, at vi nu lægger bekymringer og kritik bag os.

Det kan og skal vi ikke.

Det, der er sket på Molslaboratoriet, er en konsekvens af en bevidst handling – der kan ikke bortforklares og de ansvarlige skal stilles til ansvar.

Det er et forløb, hvor hundredevis af dyr gennem en årrække har været udsat for sult og manglende fødegrundlag, som en del af forvaltningen. Det fremgår endda direkte af den faglige rapport om rewilding, at man arbejder med “reaktiv regulering”, hvor dyr først fjernes, når deres kondition er forringet. Det betyder i praksis, at man venter med at handle, til dyrene har sultet i længere tid. Et år blev mere end 50 procent af dyrene udtaget/skudt i løbet af meget kort tid. Nogen var så afkræftet, de knap nok kunne flytte sig. Morten DD mente dyrene bare var dovne.

Dyr er ikke dovne, de var ved at dø, fordi der ikke blev handlet i tide.

Når Skaarup fremhæver, at der altid har været mulighed for at fodre, er det korrekt – men det er også uden betydning, for muligheden ikke blev brugt. Man valgte at lade være, indtil dyrene var i en så kritisk tilstand, at selv Fødevarestyrelsen til sidst måtte gribe ind. Molslab handlede ikke frivilligt, de fik armen vredet rundt. Når man ved, at fødegrundlaget er utilstrækkeligt, og samtidig har muligheden for at gribe ind, men undlader at reagere - så er det et valg. Et valg om at vente, til dyrene har tabt huld og er blevet afkræftet og svækkede.

Fodringen forklares med en hård vinter. Men der har været hårde vintre før – og dokumentationen viser, at dyrenes tilstand tidligere har været endnu værre, uden at der blev grebet ind.

Det understreges yderligere af den nye ejer, Hempel Fonden, som ved overtagelsen udtrykker bekymring for dyrenes sundhedstilstand og straks ændrer praksis. Hvis alt havde været forsvarligt, havde der ikke været behov for det.

Skaarup fremhæver også, at dyrene er blevet tilset dagligt, og at dyrlæger har været inde over. Men dagligt tilsyn er ikke i sig selv et bevis på god dyrevelfærd, hvis man samtidig accepterer, at dyr taber sig og bliver svækkede, før man handler. Det er netop det, reaktiv forvaltning betyder, og det er ikke i overensstemmelse med dyrevelfærdslovens krav om at forebygge lidelse. Overlevelse i sig selv, har intet med god dyrevelfærd at gøre.

Der er også grund til at stille spørgsmål ved selve projektets karakter. Molslaboratoriet har gennemført et mangeårigt forsøg, hvor man har ændret én afgørende faktor – fodring – og målt effekten på dyrene og biodiversiteten. Uden dyr ingen data. Det er det samme princip, som anvendes i andre former for forsøg med dyr. Alligevel er der ikke givet tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet. Spørgsmålet er derfor, om der i realiteten er tale om ulovlige dyreforsøg?

Når kritikken bliver mødt med henvisninger til “hetz”, “chikane” og “ulovlig fodring”, er det et forsøg på at flytte fokus. Hvis der virkelig har været omfattende ulovligheder fra borgere, hvor er så bøderne og dommene? De findes ikke. Til gengæld står vi med dokumentation for afmagrede dyr, nedbidte arealer og gentagne situationer, hvor dyr er blevet fjernet eller aflivet, fordi de ikke kunne klare sig.

Det mest afslørende er måske opfordringen til bare at glemme det hele -ar vi skal lægge bekymringerne bag os og se fremad.

Det kommer ikke til at ske.

For det her handler ikke om uenighed om naturforvaltning. Det handler om dyr, der har lidt. Det handler om et system, hvor man bevidst har accepteret, at dyr bliver svækkede, før man reagerer. Og det handler om myndigheder og fagpersoner, der ikke har grebet ind, selv om problemerne har været kendt.

Derfor giver forslaget om en mindesten – fremsat af Rasmus Ejrnæs – god mening. En påmindelse om, hvad der sker, når ideologi får lov til at veje tungere end ansvar. En påmindelse om, at dyr ikke selv kan sige fra. Og en påmindelse om, at vi som samfund ikke må acceptere, at lidelse bliver et redskab i naturens navn.

Vi glemmer ikke. Og det håber jeg heller ikke, at andre gør