Studstrupværket fortjener mere end enten-eller

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget mærkeligt over den måde, vi taler om energi på i disse år.

Som om virkeligheden kan bøjes, hvis bare viljen er stærk nok. Som om varme i radiatorerne er et spørgsmål om holdninger – og ikke om fysik.

Derfor bliver jeg også urolig, når Bjørn Olsen og Torsten Gejl gør Studstrupværket til et opgør mellem det rigtige og det forkerte. For det er ikke det, det er.

Det er et spørgsmål om ansvar.

Jeg forstår ønsket om fart i den grønne omstilling. Jeg deler det. Vi skylder hinanden og de kommende generationer at handle. Men vi skylder dem også noget andet: at det, vi bygger, faktisk virker – også når det bliver vinter, mørkt og stille.

Planerne for Studstrupværket er ambitiøse. Varmepumper. Geotermi. Elektrificering. Det lyder godt. Det kan blive godt.

Men det er ikke det samme som, at det er nok.

For hvad gør vi den dag, hvor vinden ikke blæser over Kattegat? Når kulden bider sig fast i byen, og strømmen er presset i hele landet? Når de løsninger, vi har lagt vores lid til, viser sig at være mere skrøbelige, end vi håbede?

Det er ikke skræmmekampagne. Det er et ærligt spørgsmål.

Det er her, jeg savner alvoren i Alternativets indlæg.

For i stedet for at tage den samtale, reducerer de atomkraft til noget fremmed, næsten latterligt. Som om det i sig selv er useriøst at tænke i stabile energikilder. Som om det er et svigt af det lokale demokrati overhovedet at rejse spørgsmålet.

Men energiforsyning er ikke kun lokal. Den er national. Den er europæisk. Og i sidste ende er den dybt menneskelig. For den handler om tryghed. Om varme. Om lys i mørket.

Derfor bliver det for let, når man gør det til et enten-eller.

For det er netop den tænkning, der kan gøre os fattigere – ikke rigere. Mere sårbare – ikke stærkere.

Jeg siger ikke, at atomkraft er svaret på alt. Men jeg siger, at det er uansvarligt at afvise det på forhånd. I en tid, hvor vi burde gøre det modsatte: åbne, undersøge, veje og vælge klogt.

Vi må kunne holde to tanker i hovedet på én gang.

At vi skal frem med grøn fjernvarme. Og at vi samtidig skal sikre, at systemet hænger sammen, også når det bliver svært.

Studstrupværket er ikke en ideologisk legeplads. Det er en del af vores fælles infrastruktur. En del af det, der får hverdagen til at hænge sammen for helt almindelige mennesker.

Det forpligter.

Og måske er det i virkeligheden dér, uenigheden begynder.

Ikke i ønsket om en grøn fremtid. Men i viljen til at tage hele ansvaret for den.