Socialdemokratiets “Lilleskole” løser ikke folkeskolens problemer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er valgkamp, og Socialdemokratiet har fundet en ny løsning på folkeskolens problemer. Den kalder de “Lilleskolen”.

Udspillet bliver præsenteret som svaret på mistrivsel blandt elever, lærerflugt og faldende faglighed. Opskriften er klassisk socialdemokratisk: flere penge, mere politisk styring og et loft på 14 elever i indskolingen.

Men der er et åbenlyst paradoks. Socialdemokratiets største løfte på skoleområdet i denne valgkamp er i virkeligheden et løfte om at rydde op i problemer, som i høj grad er skabt af deres egen skolepolitik.

Folkeskolen lider i dag under senfølger fra heldagsskolen og inklusionsreformen. Reformerne blev gennemført med massiv politisk detailstyring fra Christiansborg og med en forestilling om, at man centralt kunne designe den rigtige skole for hele landet. Resultatet blev en mere bureaukratisk systemskole, hvor lærere og skoleledelser fik mindre frihed til at indrette undervisningen efter elevernes behov.

Samtidig står folkeskolen med nogle helt reelle problemer.

Knap 12 procent af eleverne i 9. klasse bestod i 2024 ikke både dansk og matematik. Det dårligste resultat i over et årti. I de seneste PISA-målinger opnåede danske elever de laveste resultater nogensinde i både læsning og matematik.

Samtidig forlader mange lærere folkeskolen. Hver femte nyuddannede lærer er væk fra skolen efter blot tre år, og dygtige unge fravælger lærerstudiet, fordi de frygter, at det faglige niveau er for lavt.

Ydermere ser vi en bekymrende stigning i skolevægring, hvor stadig flere børn og unge helt eller delvist mister tilknytningen til skolen.

Det er alvorlige udfordringer. Men Socialdemokratiets svar er endnu en stor central reform.

Og den hænger ikke sammen.

Socialdemokratiets udspil er markant underfinansieret. Alene i hovedstadsområdet vurderes det at koste omkring 12 milliarder kroner at bygge de ekstra klasselokaler, der skal til for at indføre 14 elever i klasserne. Det er dobbelt så meget, som Socialdemokratiet har afsat til hele udspillet på landsplan.

I Aarhus viser beregninger fra forvaltningen, at der vil mangle 307 lærere, og at driftsudgifterne vil stige med omkring 300 millioner kroner årligt. Samtidig vil der også være betydelige anlægsudgifter til nye lokaler.

Kort sagt: regningen er langt større end det, Socialdemokratiet har fortalt vælgerne.

Men selv hvis pengene fandtes, er det langt fra sikkert, at løsningen virker. Over halvdelen af landets skoleledere vurderer faktisk, at et klasseloft på 14 elever er en dårlig idé. Mange peger i stedet på, at pengene kunne bruges langt bedre på andre indsatser.

I dag ligger gennemsnittet i indskolingen allerede på omkring 20 elever per klasse, selv om loftet er 26. At sænke loftet til 14 vil derfor føre til endnu mindre klasser i mange kommuner, uden at der er solid evidens for, at netop dette løser problemerne.

I Liberal Alliance mener vi, at det er tid til at tænke anderledes.

Folkeskolen har ikke brug for endnu en stor reform fra Christiansborg. Den har brug for frihed og flere uddannede lærere.

Skoleledere og lærere ved langt bedre end politikere, hvordan undervisningen bør tilrettelægges lokalt. Nogle steder kan mindre klasser være en god løsning. Andre steder kan niveaudeling eller helt andre pædagogiske greb give bedre resultater.

Derfor bør beslutninger om undervisning, organisering og prioritering i langt højere grad træffes ude på de enkelte skoler, ikke i Folketinget.

Samtidig skal vi tage lærermanglen alvorligt. Hvis vi vil styrke folkeskolen, skal vi skabe bedre rammer for lærerne, mere faglig stolthed i professionen og større lokal indflydelse på arbejdet i skolen. Autoriten til klasseledelse skal gives tilbage til lærerne.

Det kræver mindre politisk detailstyring, ikke mere.

Folkeskolens udgifter pr. elev er faktisk steget de seneste år. Problemet er derfor ikke kun penge, men hvordan de bruges. I dag går næsten 30 procent af folkeskolens midler til specialområdet, hvilket stiller store krav til prioriteringerne.

Netop derfor er det afgørende, at skolerne selv får større frihed til at forvalte deres ressourcer.

God skolepolitik handler ikke om at gætte på den rigtige klassestørrelse inde på Christiansborg. Det handler om at skabe rammer, hvor dygtige lærere og engagerede skoleledelser kan løfte opgaven lokalt.

Socialdemokratiets “Lilleskole” er i bedste fald symbolpolitik og i værste fald endnu en dyr central reform, der ikke løser folkeskolens reelle problemer.

Hvis udspillet en dag bliver til virkelighed, kan vi kun være sikre på én ting:

Problemerne i folkeskolen bliver ikke mindre, men klasserne gør.