Åbent brev til byrådet: Brug pengene på kultur – ikke på tomme lokaler
Teater Katapult lukker og slukker, hvis byrådet ikke finder en mindre bevilling til budgetforhandlingerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når Aarhus Byråd i september samles til budgetforhandlinger, står en helt konkret beslutning på spil: Skal vi bruge 1,5 mio. kr. på husleje til tomme lokaler – eller 1,45 mio. kr. på at bevare et levende teater, der i tre årtier har givet byen eksperimenterende scenekunst, ungeprojekter og kulturel mangfoldighed?
Regnestykket er simpelt. En lukning af Teater Katapult betyder, at kommunen fortsat hænger på huslejen for salene på Godsbanen. Den regning er på 1,5 mio. kr. i budgetperioden. At redde Katapult med en engangsbevilling i 2026 koster 50.000 kr. mindre – og til gengæld får Aarhus-borgere teaterforestillinger, samarbejder, talentudvikling, ungeforløb og fællesskab.
Hvorfor betale mere for at få mindre? Nogle vil måske spørge, om lokalerne ikke bare kan lejes ud igen. Svaret er nej. Det har byrådet faktisk allerede prøvet. Tidligere blev det foreslået, at Bora Bora skulle overtage Teater Katapults lokaler, men de specialbyggede sale viste sig uegnede til andet end den type teater, Katapult laver. Planen blev skrottet – og dermed forsvandt også argumentet for at lukke Katapult – for uden Katapult skal man bare betale for tomme lokaler.
Situationen i dag er endnu mere kritisk. Både Teater Refleksion og Aarhus Jazz Orchestra er på vej væk fra midtbyen. Det betyder, at kulturudbuddet i centrum falder markant, mens lokalekapaciteten stiger. At lukke Katapult oveni vil ikke blot give tomme kvadratmeter, men efterlade et kulturelt tomrum for udviklende scenekunst i byens hjerte.
Samtidig passer en støtte til Katapult som fod i hose til kommunens egne kulturpolitiske mål. Byrådet har besluttet, at Aarhus skal have et levende byrum, at børn og unge skal møde kunst og kultur, og at kultur skal være en del af velfærden. Katapult leverer præcis på de dagsordener – og til en lavere pris end tomme lokaler. Derfor er Katapult ikke smør på brødet, men en strategisk investering i Aarhus’ kulturprofil, i unge, i trivsel og i et midtbyliv med kvalitet og bredde.
Den eneste alternative løsning er stilstand og tomme kvadratmeter, der koster mere.
Vi opfordrer byrådet til at vælge kulturen. Det er sund fornuft at bruge pengene på liv og kvalitet i midtbyen – ikke på stilhed og tomme lokaler.