Fællesskab, folkeskole og foreningsliv – hvorfor passer det ikke til Venstre?
Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg tror på, at frihed og fællesskab ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da jeg for nylig annoncerede mit kandidatur til kommunalvalget for Venstre, modtog jeg mange positive tilkendegivelser. Folk var enige i og begejstrede for mine mærkesager: en stærk folkeskole, et blomstrende foreningsliv og en offentlig sektor, hvor frihed og tillid erstatter unødig kontrol. Men flere fulgte op med en bemærkning, der undrede mig: ”Det lyder fantastisk – men du stiller op for det forkerte parti.”
Denne reaktion har fået mig til at reflektere over, hvorfor nogle ser en modsætning mellem Venstres politik og de værdier, jeg står for. For mig er svaret klart: Der er ingen modsætning. Tværtimod.
Jeg er skoleleder og har hver eneste dag et indgående blik i vores folkeskole. Jeg ser dedikerede lærere og pædagoger, engagerede forældre og børn, der trives bedst, når de får frihed til at udfolde sig. Men jeg ser også, hvordan bureaukrati og central styring ofte står i vejen for det, vi ved, der virker.
Venstre har altid kæmpet for frihed under ansvar – ikke kun for den enkelte, men også for de fællesskaber, der binder os sammen. For mig er det netop en Venstreorienteret (i betydningen: fra Venstre) kerneværdi at give skoler, foreninger og lokalsamfund mere frihed til selv at finde de løsninger, der giver mening.
Nogle synes at mene, at fordi jeg brænder for fællesskab og en stærk folkeskole, så burde jeg naturligt høre hjemme i et andet parti. Men hvorfor?
Folkeskole, foreningsliv og fællesskab er ikke socialisme – det er fundamentet for vores samfund. Det er her, vi lærer at tage ansvar for os selv og hinanden. Det er her, vi får frihed til at vokse som mennesker. Og det er her, vi skal give plads til lokale løsninger frem for central detailstyring.
Når jeg taler om at frisætte folkeskolen og give ledere, lærere og pædagoger større handlefrihed, møder jeg ofte en instinktiv skepsis: ”Vil du privatisere det hele?” Nej, selvfølgelig ikke. Tværtimod. Jeg ønsker en folkeskole, hvor ressourcerne styrkes, og hvor vi har tillid til dem, der står i klasselokalerne hver evig eneste dag.
Det samme gælder for foreningslivet. Det frivillige engagement er rygraden i vores lokalsamfund, men alt for ofte drukner ildsjælene i dokumentationskrav og bureaukrati. Når Venstre kæmper for mindre offentlig detailstyring, så er det ikke for at svække fællesskabet – det er for at styrke det.
Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg tror på, at frihed og fællesskab ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. En folkeskole, hvor vi har tillid til lærerne. Et foreningsliv, hvor frivillige ikke drukner i papirarbejde. En offentlig sektor, der har frihed til at levere velfærd, ikke blot at administrere den.
Så næste gang nogen siger, at mine mærkesager ikke passer til Venstre, vil jeg spørge: Hvis ikke Venstre skal kæmpe for frihed til fællesskabet – hvem skal så?