At gøre et evt. kommende vikingemuseum til spørgsmål om økonomi er forsimplet. Der er mere på spil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er tilsyneladende igen bud efter et af de frie steder i byen, nu for etablering af et vikingemuseum på Bispetorv.

Om et vikingemuseum er en god idé, ved jeg ikke, men det bør ikke afstedkomme, at der bygges på byens offentlige pladser og frirum, herunder Bispetorv. Hertil er pladserne i byen alt for vigtige for os borgere i byen.

Domkirken fremstår i dag som et samlende element i den gamle bydel og skaber rumlighed på alle siderne. Bispetorv, Storetorv og Lilletorv udgør et væsentligt rumforløb i byen samlet omkring domkirken og den store rytterstatue af kong Christian X.

Disse større pladser er rumlige frirum i den ellers tætte middelalderby. Disse rum udgør vigtige pladser i byen, hvor der ikke nødvendigvis skal være aktivitet alle ugens dage, men som har en kvalitet alene ved deres størrelse.

For snart en del år siden tilbød Statens Kunstfond at finansiere et projekt for at forstærke Lille Torv og Store Torv med enkle virkemidler. Projektet var tegnet af Hein Heinesen og forstærkede pladsernes rumlige kvaliteter, men fastholdt storheden ved pladserne.

Forslaget var for enkelt for flere i byen, og en lokal avis udbød en konkurrence, hvor et forslag med et grædende træ blev valgt. Statens kunstfond ville ikke støtte projektet, men efter en del forhandlinger enedes man om at støtte et forslag til en vanddrage udført af Elisabeth Toubro. Dragen var lidt for livlig og spredte vand ud over torvet, men nok væsentligst, så stod den i vejen, som det grædende træ også ville have gjort.

Der var og er ikke brug for en drage på det sted. Vanddragen var ikke et element, der forstærkede Store Torvs kvaliteter, hvorfor det var helt rigtigt at fjerne den. Pladsen blev igen åben, en friplads og rum for byen, som anvender pladsen til udstillinger eller udfoldelse af forskellig art.

Hvorfor ser vi ikke pladserne som det frirum, borgerne og organisationer kan anvende til skiftende formål? Jeg husker, da Bispetorv var en fast del af festugen, senest med det åbne telt Univers, hvor der var levende musik. Jeg husker også ugen efter festugen, hvor landbrugsorganisationer anvendte pladsen til at udstille maskiner og husdyr. Vi har i vores køkken stadig de glas, børnene fik efter at havde bestået prøven med at malke en ko. Der har været biludstilling af nyeste sportsvogne, andre gange plads til et lille omrejsende tivoli og endeligt forskellige udstillinger. Alle aktiviteter, som der lejlighedsvis var på de pladser, der til dagligt var møbleret med enkelte bænke.

Der er et stort politisk ønske om at fortætte bymidten, og byggeaktiviteten er stor. Det, som der tilsyneladende ikke er forståelse for, er, at når tætheden øges mange steder, er det vigtigt, at pladser og frirum i byen etableres, eller eksisterende fastholdes.

På Aarhus Ø har man bygget tæt og svigtet beboernes mulighed for rekreation og ikke etableret nødvendige lommer med træer og bænke for beboerne. Et resultat er blandt andet, at der ikke har vist sig behov for en planlagt ny skole, da relativt få børnefamilier finder området attraktivt, og skolen bygges derfor ikke.

Bebyggelser må i fremtiden planlægges i respekt for beboerne i byen, husk etablering af en ny bydel er for de kommende beboere og ikke en businesscase, hvor etableringen af bydelen alene har en forretningsmæssig kvalitet.

En fortætning af byen kan være en god idé, der skaber dynamik i byen, og det kan et museum med fokus på vikingerne nok også være, men at fratage byen en større del af Bispetorv er ikke den rigtige løsning.

Beplantningen på Bispetorv er muligvis ikke fantastisk, men dog udført let, således den i fremtiden nemt vil kunne ændres eller fjernes, møbleringen er dog så enkel, at den ikke er en hindring for andre tidsbegrænsede aktiviteter.

Jeg konstaterer, at flere af de kommentarer, der har været til forslaget om etablering af vikingemuseet, stort set kun forholder sig til, om det vil være en god forretning, om det vil kunne betale sig økonomisk. Det mener jeg er helt forsimplet, de byrumlige værdier i Aarhus midtby er ikke et forretningsmæssigt spørgsmål, men et spørgsmål om, hvad der samlet set tjener beboerne og dermed byen bedst. Det spørgsmål, vi skal stille, er, om Bispetorv bliver et bedre sted efter opførelse af et vikingemuseum på pladsen; det mener jeg bestemt ikke. En placering ved pladsen i en af de bygninger, der definerer pladsen, kunne være en løsning. I lighed med f.eks. Aarhus Teater, som ligger ud til pladsen.

Vi bør ikke være bange for pladserne og rumlighederne i byen og skal modstå driftige folks ønske om at bebygge frirummene i byen.

Skal byen fortættes med et nyt museum, skal der findes et sted, som ikke er begrænsende for de efterhånden pressede frirum i byen.