Havneudvidelsen og demokratisk inddragelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da nyheden om udsættelsen af havnebyggeriet i Aarhus breakede, sad jeg i et møde, hvor meddelelsen om, at Aarhus kommune nu lægger planen på is i det halvandet år, der er tilbage til næste kommunevalg.

Set ud fra et medinddragende, demokratisk perspektiv synes det at være en fornuftig beslutning på baggrund af det oprør, det er lykkedes at skabe, og set i historiens lys er det en udvikling, der som princip er værd at følge.

Især, hvis der er tale om en fælles forståelse mellem indbyggerne i Aarhus kommune.

Det er der næppe tale om.

I tidligere tider opfattedes havnen som spydspids ud til verden med en stor eksport til især Storbritannien af svinekød og smør fra det østjyske landbrug og import af kul til gas og opvarmning. Det var der ingen indvendinger imod, så havneudvidelserne skete uden andre kommentarer om, at hvad der var godt for havnen var godt for byen.

I takt med udviklingen af borgerinddragelse i den kommunale politik, der tog fart i 1970erne, blev havneudvidelserne et politisk objekt, hvori nogle af byens beboere ønskede en regulering af havneudvidelserne.

Det var Mindepark/Strandvejs segmentet, der ønskede at havnens udvidelse mod syd, ikke spærrede for udsynet over bugten, og områdets beboere var tilstrækkeligt forsynede med økonomisk og politisk magt til at opnå en endelig fastlæggelse af havnens sydlige grænse, og derved sende det første signal om, at fremtidige udvidelser af havnen skulle ske videre ud i bugten eller mod nord.

Det igangsatte en kampagne, der skulle sikre fastlæggelsen af en nordgrænse for at undgå at Riis Skov blev lukket inde bag en havneudbygning, der fratog skovbesøgende og beboerne på Fedet en fri udsigt over den nordlige del af bugten mod Mols.

Havnens bestyrelse, der på daværende tidspunkt bestod af politikere udvalgt blandt partierne, blev naturligvis præsenteret for et forslag af den daværende direktør for havnen, der netop ville afprøve stemningen for en udvidelse mod nord.

Som SF’s daværende ordfører på området og som medlem af havneudvalget og teknisk udvalg blev det min opgave at forhandle denne plan, hvis konsekvenser skabte en kollision mellem beboerne på Trøjborg og Havnen, som ingen på de kanter ønskede.

Undervejs testede Kurt Thorsen med sit byggeri ved siden af Kildegården og ind i skoven, hvor langt man kunne få held af at udfordre fredsskovsbestemmelserne, i øvrigt ivrigt støttet af daværende borgmester Thorkild Simonsen.

Den manøvre gav så meget politisk larm, at nok fik Thorsen sit byggeri, men Socialdemokraterne blev efterfølgende til at forhandle med, og det endte med, til stor fortrydelse for havnedirektøren, at Havnen endnu engang var nødt til at anerkende folkeviljen.

Den nordlige vækstlinje blev fastlagt endeligt i slutfirserne. Iøvrigt med SF’s stemmer og accept af, at fremtidige havneudvidelser skulle ske ud i bugten. Vi spøgte oven i købet med, at vi kunne gøre Mols landfast med Aarhus, så vi kunne skabe en kæmpesø mod nord.

Så kritikken af SF for at være en del af havneudvidelsen ud i Aarhus-bugten er set i lyset af forhistorien uforståelig. Der følges blot en konsistent politik.

Er det så en god og fornuftig politik, set i lyset af den aktuelle situation, vi befinder os i.

Det syntes mine mødevenner nævnt i starten ikke. De anså, det som en sejr for fornuften, at havneudvidelsen blev stoppet.

Mødedeltagerne var og er alle dedikerede til at redde os mennesker fra os selv, fordi vi har spoleret klimaet gennem overforbrug og klimaødelæggelser.

Havnen er i den sammenhæng blevet en markør for klimaødelæggende adfærd, og derfor må udvidelsen af havnen bekæmpes. Et ædelt formål, hvis det er Havnen og dens drift, der er årsagen.

Så simpelt er det ikke. En havn er et sted, hvortil der kommer varer, nogle betydningsfulde og nogle helt overflødige. Det er ligeledes at sted, hvorfra der udskibes varer, der tilsvarende er af betydning eller helt unødvendige.

Den har indflydelse på omgivelserne, men den har ikke i sig selv anden indflydelse end dem, der har skabt den, ønsker.

Her går mine klimavenner fejl, når de tillægger havnen overnaturlige egenskaber. Ikke mindst er det argumenterne om havnens ødelæggende virkning på havmiljøer, der skurrer.

Den har fået skylden for, at fiskene er forsvundet, at forureningen er et resultat af havnens tilstedeværelse, og hvad der ellers er blevet fremført af miljø-ødelæggende konsekvenser.

Ja, havnen medfører strømændringer, fordi den ligger, hvor den ligger, og den hindrer fisk i at placere sig, hvor den fylder op, og den er årsag til, at der udledes CO2 fra fragten af varer, og hvad man ellers kan komme i tanke om, men at anklage en død betonrampe fyldt med overskudsjord for at være skurken, er mennesket undskyldning for at undgå at tage ansvar for egne handlinger.

Havnen ligger der af en årsag, der både er banal og ødelæggende. Ikke i sig selv, den har ikke vilje og fornuft, den er skabt af nogle andre og til disse andres forbrug af emner, der kræver transport, og det er disse andre, der ikke i virkeligheden er interesserede nok i at afstå den livsform og livsstil, fordi de opfatter det som deres ret.

Havnen er ikke årsagen til, at der ikke er flere fisk i området. Den har fjernet nogle levesteder, men den har ikke fisket eller forbrugt fisk.

Den er ikke årsag til, at fedtemøget kvæler naturen. Årsagerne hertil skal findes inde på land.

Den er ikke årsag til, at de mennesker, der er flyttet ned på den, ikke vil acceptere opstillingen af vindmøller, der kan være med til at forbedre levevilkårene for mennesker og natur, forsøges fravalgt, den skulle bare være fundamentet for dem.

Den er ikke årsagen til, at beboerne på Marselisborg Boulevard og de omkringliggende områder fortsat må leve i sundhedsfare. Det er os allesammen, der er årsagen, og ikke mindst Århus Ø- segmentet, der i dette tilfælde er understøttet af en organisation, der mener, at den repræsenterer det ‘fællesbedste’. Det betegner de sig ovenikøbet, selvom de i virkeligheden kun understøtter den del af befolkningen, der har deres på det tørre (indtil havstigningerne tager over).

Deres livsanskuelser og levevis er et præcist billede af, hvad det handler om.

Penge, ansvarsløshed og mig-først.

Det sætter ikke mindst det hele i perspektiv, at Aarhus Havn nu indgår i en sikkerhedsstruktur, der skal gøre det muligt at føre assistance frem, hvis landet bliver angrebet af tidens fjender.

Der kræves en oplyst befolkning, hvis en inddragende, demokratiske politik skal lykkes.

Det kræver som Grundtvig gjorde klart, en oplyst befolkning.

Hertil er vi tilsyneladende ikke nået endnu!