En gylden mulighed for at gentænke havneprojektet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med Planklagenævnets afgørelse er sagen om Aarhus Havn og borgmesterformand Bundsgaard slået hjem til start. Præcis som kritikerne af havneudvidelsen har sagt igennem hele sagsforløbet, anfører nævnet i afgørelsen, at der ikke er redegjort for behovet for en udvidelse. Det har fået forligspartierne om havneudvidelsen S, V, K og SF til at holde ”krisemøder”.

Vi mener ikke, nævnets afgørelse er en ”krise”, men derimod en gylden mulighed for at få analyseret, hvad det reelle behov for plads er i fremtiden. Og en mulighed for at få gennemarbejdet, hvordan Aarhus Havn bedst prioriterer sine arealer til fremtidsrettede aktiviteter.

Prioritering og fremtidssikring

Prioritering af plads er en udfordring, som Aarhus Havn langtfra er alene om. Det er en udfordring, som mange andre europæiske havne arbejder med i disse år. Ligesom på mange andre havne er aktiviteterne på Aarhus Havn et sammensat billede. Der findes aktiviteter, som er mere eller mindre knyttet til transport af gods. Der findes aktiviteter, som håndteres med ny teknologi, og aktiviteter, som håndteres med gammel/forældet teknologi. Der findes virksomheder, som arbejder i brancher, som i fremtiden må forventes afviklet, herunder f.eks. virksomheder, som håndterer ikke-bæredygtige produkter. Havnens planer skal selvfølgelig tilpasses den forventede aktivitet. Men havnen er også nødt til at sætte kriterier op for, hvilke aktiviteter det er vigtigst og mest meningsfyldt at give plads til. Beslutningsgrundlaget for havneudvidelsen har hidtil udelukkende taget udgangspunkt i fremskrivninger, hvor ”verden forlænges med brædder”. Man lader til fejlagtigt at antage, at havnen skal etablere plads til alle virksomheder, som ønsker at etablere sig på havnen. Dette er direkte imod gældende lovgivning.

Nedenfor foreslår vi fire konkrete prioriteringsværktøjer, som vi mener by og havn bør tage højde for og gennemtænke, inden der igen lægges et havne-forslag frem.

”Havnerelateret aktivitet”

Det første kriterie må være, at virksomheder placeret på havnen skal udføre ”havnerelateret aktivitet”. Dette kriterie udspringer faktisk direkte af havnelovens definitioner. Og baggrunden er åbenlys for enhver. Når man inddrager søterritorium til erhvervszone, er det særdeles kostbart, og det har det store konsekvenser for havmiljøet, flora og fauna, bymiljø, visuelle effekter m.m. Så et minimumskriterie må selvfølgelig være, at der er betydelige fordele ved at placere aktiviteterne på havnen fremfor på almindelige landbaserede erhvervsarealer. Med andre ord tillader havneloven ikke, at virksomheder placeres på havnen, blot fordi det er nemt, eller at arealerne er billigere dér. Og indirekte kan man udlede, at der ikke er et reelt behov for udvidelse af havnen, før den kan dokumentere, at al eksisterende aktivitet er ”havnerelateret” i havnelovens forstand. Der findes en stribe eksempler på, at Aarhus Havn i dag udlejer plads til aktiviteter, som ikke bør placeres på en havn. Skal havnens reelle pladsbehov i fremtiden f.eks. inkludere langtidsopbevaring af tomme containere og reparationsværksteder for tomme containere, eller kunne den slags aktivitet placeres på land, tættere på de virksomheder, som skal bruge de tommer containere til eksport af varer?

Bedst mulige teknologi – BAT

Et kriterie, som anvendes i mange europæiske havne, som arbejder med pladsprioritering, er, at virksomheder placeret på havnen skal anvende den bedst mulige teknologi (best available technology, BAT). Hermed søger havnene at løse flere udfordringer på samme tid. Opdateret teknologi kan bruges til at sikre, at virksomhedernes energiforbrug er lavest muligt, at deres miljøeffekter er mindst mulige, herunder at mængden af klimagasser er minimale, og at virksomhederne optager mindst mulig plads. Vi ser ingen tegn på, at Aarhus Havn arbejder aktivt med et BAT-kriterie. Som vi har beskrevet det i utallige sammenhænge, mener vi, at containerterminalen bruger forældet teknologi, hvilket medfører et meget stort spild af plads, stor overkapacitet af både ship-to-shore-havnekraner og kajplads, men også alt for store emissioner af CO₂ ifm. anvendelse af gamle dieselmaskiner. Havnen må begynde med at stille BAT-baserede krav til sine brugere, før end der overhovedet kan tales om behov for at udvide.

Bæredygtighed

Andre europæiske havne forlanger med stigende hyppighed, at virksomheder placeret på havnene skal være så bæredygtige som muligt og være del af en bæredygtig industri. Der kan gives mange eksempler på, at europæiske havne arbejder målrettet på, at ældre og udtjente (f.eks. fossile, olie- og kul-baserede) industrier udfases for at give plads til mere bæredygtige, havne-relaterede aktiviteter. Kig f.eks. på havne som Rotterdam, Hamborg og Antwerpen. Beslutningsgrundlaget for Aarhus’ havneudvidelse har – indtil videre – ikke beskæftiget sig med hverken afvikling eller nedprioritering på eksisterende arealer. I stedet lægges der blot op til at fortsætte alt eksisterende aktivitet og at tilføje nye arealer, imens der henvises til, at de nye arealer skal understøtte en uspecificeret ”grøn omstilling”. Efter vor opfattelse er Aarhus Kommune og Aarhus Havn nødt til at opstille bæredygtighedskriterier for, hvilke havnerelaterede virksomheder vi ønsker og ikke ønsker på vores havn i fremtiden. Disse krav kan også være med til at definere, hvilke industrier Aarhus vil satse på i fremtiden, og dermed hvilke typer af arbejdspladser Aarhus satser på. Disse kriterier vil på en gang være udtryk for byens strategi og havnens strategi.

Økonomi og investeringsafkast

Sidst, men ikke mindst, er byen og havnen efter vores opfattelse nødt til at gentænke, hvordan en havneudvidelse skal fungere økonomisk set. I det hidtidige beslutningsgrundlag har de økonomiske fremskrivninger været totalt fraværende! Der findes ingen regnestykker på, hvordan den planlagte investering på over 3 mia. kr. betaler sig hjem, og hvordan kommunen opnår et afkast af sine enorme investeringer i Aarhus Havn. Til gengæld skrives der en del om, hvordan investeringerne kan finansieres. Havnen har en ret stor formue, og havnen tjener gode penge på sine eksisterende aktiviteter. Formuen og de ”gamle indtægter” kan betaler for udvidelsen. Men det betyder jo på ingen måde, at en investering i udvidelsen – isoleret set – kan betale sig. Med Planklagenævnets afgørelse er der skabt en gylden mulighed for, at byens beslutningstagere ser med friske øjne på projektets økonomi – ser på investeringen som – ja – en investering.

Kan 3 mia. kr. bruges bedre end til at hælde fyld i Aarhusbugten?

Det bør sikres, at Aarhus Havn kun investerer i det omfang, det kan godtgøres og sandsynliggøres, at investeringerne betaler sig hjem, inklusive at det nye indtægtsgrundlag er sikkert, og der opnås et normalt investeringsafkast. Kommunen bør sikre sig, at borgernes investeringer i havnen kommer tilbage til borgerne i form af et afkast på normalt niveau. Investeringsafkast er et begreb, som indtil videre er totalt fraværende i beslutningsgrundlaget. Hvis byrådet tænker i at undlade at stille et afkastkrav, skal man huske på, at kommunen derved reelt og med åbne øjne stiller kommunens kapital gratis til rådighed for havnen. Det vil sige, kommunen giver havnen en direkte erhvervsstøtte i form af kapital, som kunne være brugt på f.eks. sygehuse, skoler eller plejehjem. Igen – byrådet har fået en gylden mulighed forærende. Brug den nu fornuftigt. Vil vi have velfærd eller havneudvidelse for vore milliarder?