Man behøver ikke at have det topgodt for at være i trivsel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden var jeg til vejfest i den forstad i Aarhus, hvor jeg bor. Den erfarne praktiserende læge, der huserer længst oppe ad vejen, fortalte min mand og mig, hvor afgørende et godt naboskab er. Vi er de nyeste på vejen, så der skal opdragelse til. Der er nemlig intet, der står af sig selv, og selv det usynlige kit, der binder os sammen i et naboskab eller et venskab, har brug for vedligeholdelse og udvikling.

Sagen er, at vi kan så meget mere, når vi står sammen, og det betyder noget, at vi kan støtte hinanden i stort og småt. Samme aften aftalte jeg derfor også med vores nærmeste nabo, at vi godt kan deles om »at preppe«. Hvis nøden presser sig på.

Naboskabet er i den forstand interessant, fordi det primært er et stedsfællesskab. Vi har ikke søgt hinanden på grund af fælles interesser eller standpunkter eller fælles fagligt udgangspunkt, men fordi vi har syntes, at det hér hus eller det hér sted, det er noget for os, iblandet lidt tilfældighed og det muliges kunst. Sådan et fællesskab kan noget i sin uforpligtende forpligtelser.

Det slog mig efter vejfesten, at vi måske har brug for at blive så konkrete som muligt, når vi taler om fællesskabers betydning.

»Sammen om byens børn,« har de valgt at sige i Københavns Kommune, og det er et meget godt, billeddannede slogan. Det kan bruges i alle sammenhænge, hvor vi mister overblikket og giver hinanden skylden for det, vi måske alle har en andel i. Som medlem af regeringens trivselskommission tør jeg også godt sige, at der er evidens for fællesskabers betydning for menneskers trivsel. WHO’s trivselsdefinition rummer eksempelvis to dimensioner.

Den ene dimension angår oplevelsen af at have det nogenlunde godt. Man behøver altså ikke at have det topgodt for at være i trivsel, nogenlunde er rigeligt. Trivsel er nemlig en forventningskategori. Som en gruppe amerikanske studerende engang sagde til mig: Grunden til, at I er sådan et lykkeligt land i Danmark, må være, at I forventer så relativt lidt af livet. Tag den! Sænk forventningerne, og livet vil folde sig ud i al sin brogede mangfoldighed. Var der ikke også engang en dansk landsholdstræner, der sagde, at »we have to screw down the expectations«. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for at lykkes.

Den anden dimension i forståelsen af trivsel handler om at kunne fungere i hverdagen. At kunne fungere viser sig, når vi kan komme ud ad døren om morgenen og i skole eller på arbejde eller hen i strikkeklubben eller badeklubben.

Det medvirker til vores generelle trivsel at have noget for og at være del af noget. At kunne indgå i fællesskaber er med andre ord en afgørende del af det at være i trivsel som menneske.

Mens WHO har fokus på den enkeltes trivsel, så kunne man måske gå endnu videre og tale om, at naboskabet, klassen eller afdelingsteamet på arbejdspladsen kan være i trivsel eller det modsatte. Det er svært at måle og nok noget, der bedst fornemmes.

Et stærkt fællesskab kan løfte os alle på en dårlig dag, og i løbet af et helt liv er der ingen mennesker, der er suveræne konstant. Vi kan få brug for omsorg og støtte, selvom det kan føles langt væk, når det hele kører. Så ja, ræk ud, grib ind og del.

Jeg lover ikke, at det kan løse den globale mistrivselskrise, men det spæder måske til. Og husk så, at fællesskaber også kan være voldsomt ekskluderende, så måske skal vi ikke blot sænke forventningerne for at kunne gribe livets muligheder, når de viser sig. Måske skal vi også mødes på midten indimellem uden at forvente, at de andre skal ligne os, eller at vi skal dele synspunkter for at kunne være sammen.