Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Sund fornuft frem for kold fremdrift

Henriette PedersenSogne- og sygehuspræst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens vi venter på “lokalplan nr. X247 Koblingsstation ved Trige”, der skal omsætte de kommende Kattegatvindmøller (som ingen kender højde, drøjde eller antallet på før koncessionvinderen er fundet) til konkret strøm, har vi gennem aktindsigt fået indblik i de 8 alternative placeringer, som Energinet har udpeget i vores nærområde.

Her har det bl.a. ladet sig gøre at finde en placering, der ikke grænser tæt op til beboelse. Det vil sige, at forsigtighedsprincippet om ikke at opføre nye højspændingsinstallationer nær børneinstitutioner (KFUM-spejderne hos os) og beboelse kan efterleves.

Samtidig er vi også bekendt med, at et af de store energiselskaber som oplæg til den kommende lokalplan nr. X247 efterlyser muligheden for at optimere området med f.eks. et PtX-anlæg, som producerer grøn brint (flydende el og grønne gasser). Disse anlæg defineres som risikoanlæg. At ville placere en art kemikalievirksomhed få hundrede meter fra beboelse efterlader os kun i endnu større utryghed. Hvis uheldet er ude, hvad så?

Godt nok er vi mennesket ikke registreret på listen over beskyttede arter, det vil sige “bilag IV-arter, fredede arter eller arter rødlistet som sårbar, truet eller kritisk truet”. Dyr som flagermus, padder og hasselmus kan ændre ethvert projekt. Menneskelivet - arten kendes bl.a. som skatteborger - burde helt naturligt tælle med, så staten ikke kun tænker i kynisk og iskold økonomi. Det burde være sund fornuft.

Vi må derfor nok engang appellere til, at Energinet, Miljøstyrelsen og Aarhus Kommune vælger den placering, der ikke forringer vores ejendomsværdi, sundhed eller livskvalitet. Menneskers sundhed kan, bør og skal sættes over fremdrift.

Betyder det, at tidsplanen måtte forsinkes og projektet blive en anelse dyrere, burde det kunne rummes i en tid, hvor finansministeriet igen og igen udvider det økonomiske råderum.

Så sent som d. 24. maj præsenterede den tidligere Aarhusborgmester Wammen triumferende nationen for yderligere 11. milliarder ekstra kroner i den store fælleskasse. Det er nu, at politikerne og embedsværket her i Aarhus har muligheden for at gøre den grønne omstilling til en folkesag i stedet for, at vi borgere skal leve i evig frygt for, hvornår staten kører os over med det næste voldsomme projekt.