Burde frihedsberøvelse i sig selv ikke være straf nok?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For et par år siden mødte jeg for første gang en venlig mand, hvis navn må forblive uvis.

Han havde rettet henvendelse til mig, fordi han sad i en svær situation og havde brug for en fortrolig at tale med.

Jeg har set ham mange gange siden da. Nogle gange har vi talt om alt det svære, andre gange om alt muligt andet. Hamsterhjulet, børn, arbejde og fritidsinteresser. For et par uger siden så jeg ham igen. Der talte vi endnu en gang om alt det svære, selvom alt det svære egentlig burde være overstået nu.

»Jeg kan ikke få lov til at komme til tandlæge,« sagde han, »sekretæren forklarede mig i telefonen, at tandlægen desværre ikke havde nogen ledig tid i kalenderen til mig, og at han heller aldrig ville få det.« Han trykkede på sin kind og ømmede sig. »Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre.«

Første gang jeg mødte denne mand, var han indsat i Aarhus Arrest. Efter lang tid i varetægt, en byretsdom og en landsretsdom udstod han i et fængsel den straf, der blev ham udmålt.

Da han blev løsladt, genoptog vi vores samtaler, og vi kunne nu mødes på mit kontor uden for murerne.

Det vil nok være naturligt at forvente, at vores samtaler nu handler mindre om alt det svære og mere om alt muligt andet. Men sådan er det ikke, for alt omkring ham er gået i stykker. Hans karriere er gået i vasken efter fængslingen, og han må derfor kigge langt efter et arbejde. Uden arbejde ved hverken han eller jeg, hvordan han skal få betalt sin gæld af til staten for alle sagsomkostningerne vedrørende sagen.

Gælden er stor, og renterne på lånet er tårnhøje. Forholdet til kæresten gik i stykker i tiden mellem byretsdommen og landsretsdommen, og han skal derfor nu finde sig en lejlighed, som han kan finansiere med sin bistandshjælp.

Det liv, han levede før anklagerne, eksisterer ikke længere, men han klager ikke. »Når man får en dom, som jeg har fået, må det være forventeligt,« konstaterede han blot, sidst vi talte om det.

Han er nødt til at starte forfra. Helt forfra. Rigtig mange har nu en holdning til ham og til den dom, han fik. Nyt liv, nyt navn, ny bopæl, ny uddannelse, nyt job, nye venner og ny familie skal der til. Han må ikke længere komme i det padelcenter, han netop var startet i efter løsladelsen. Ifølge centerlederen var der nemlig nogen, der ikke ville træne der længere, hvis han fortsatte.

Derfor måtte han finde sig et andet center at træne i. Det er dog endnu ikke lykkedes. På samme måde som tandlægen, så opfordrede hans læge ham også til at finde et nyt lægehus. Opfordringen her var dog knap så direkte, men budskabet talte alligevel sit tydelige sprog. En aften, han havde været ude for at handle, fulgte en cyklist efter ham og råbte »fuck dig, dit klamme svin« for derefter at forsvinde ud i aftenens mørke.

I Danmark straffer vi kriminelle med frihedsberøvelse. Gør man noget, der ifølge loven regnes for ulovligt, skal man straffes herfor. Sådan er det. Når man har udstået sin straf, sættes man så til gengæld fri igen, og man kan derpå genoptage sin tilværelse i frihed.

Man får som fortjent i juridisk forstand. Når så den egentlige straf er overstået, oplever mange, som manden ovenfor, en ny form for straf: samfundets og den almene borgers moralske straf. Vi fælder vores egen dom over vedkommende.

Vi føler os berettiget til at udskamme og ekskludere ham fra fællesskabet, for sådan nogle som os vil ikke være sammen med sådan nogen som ham.

Ifølge den franske samfundsforsker Emil Durkheim opstod der med den stigende individualisering i slutningen af 1800-tallet et behov for at udvælge nogen, man i fællesskab kunne tage afstand fra.

Fælles fjender og afvigere var en samfundsmæssig nødvendighed, for når man udpegede nogen som syndebukke, ville samfundets øvrige medlemmer føle sig tættere forbundet.

På den måde sikrede man sammenholdet i samfundet på trods af den stigende individualisering. Jeg har ofte tænkt på, om hans teori stadig holder stik i dag. Om konsekvensen af et moderne og individualiseret samfund netop bliver, at vi som samfundsborgere har endnu mere brug for at kategorisere os selv som en del af en bestemt flok.

I så fald vil behovet for at pege fingre ad nogen, at udskamme dem og lade os moralsk forarge over dem sandsynligvis også blive større, i takt med at vi individualiseres yderligere i vores moderne, højteknologiske samfund.

Selvom den pågældende mand allerede har udstået sin straf i juridisk forstand, ser det umiddelbart ikke ud til, at der er en slutdato for at afsone sin straf i moralsk forstand uden for murene.

Kan vi være det bekendt? Er der i bund og grund noget i vejen for at råbe ”klamme svin” efter en mand på gaden, eller er pointen netop ikke, at frihedsberøvelsen i sig selv burde være straf nok?