Nogle af de mest aktive borgere kunne med fordel stille op til kommunalvalget i stedet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er fantastisk at leve i et land, hvor vi har en kultur, der dyrker og udvikler demokratiet. Også når det gælder lokaldemokratiet. For hvem er nærmere til at præge retningen i en given sag eller på et givent sted end de mennesker, som sagen får størst indflydelse på? At være interessent i en sag kan favne bredt. Man kan være en nabo til et byggeri, forældre til et barn i en skole, som skal ombygges, skatteyder, som bidrager til kommunekassen, og meget andet.

I min kommune er vi gode til at invitere borgere til borgermøder, gøre opmærksom på høringer til vores faste høringsparter og alle andre borgere, der måtte have en holdning til en given sag.

Vi dyrker også åbenhed og transparens. Vi livestreamer alle byrådsmøder, så borgerne har nem adgang til at følge beslutningerne via Facebook, og politikerne takker flittigt for indspark fra diverse interessenter, når der skal vedtages en lokalplan, eller hvad beslutningen nu måtte dreje sig om. Med baggrund i erhvervslivet har jeg ofte tænkt over, at i erhvervslivet takker vi som regel for at blive spurgt eller hørt af magthaverne, inden en lov eller en bekendtgørelse skal stemmes igennem. Det er som regel et signal om, at vi bliver hørt, og vi bliver taget alvorligt.

Umiddelbart virker det jo, som om vi har et inkluderende lokaldemokrati. Det har vi måske også for de interessenter, der vælger at deltage i processen, og som har ressourcerne til det. Ofte er det den samme personkreds, som møder op og giver deres besyv med. Det er Tordenskjolds soldater, som ofte repræsenterer en eller flere foreninger og sammenslutninger i forskellige sammenhænge. Det er lokale borgere, som påtager sig rollen som lobbyister for de borgere, der ikke deltager i processen, eller som har en interesse på et særligt område, de gerne vil præge.

Jeg har meget stor respekt for de mennesker, der engagerer sig i samfundet og byder ind med deres holdninger, når de har mulighed for det. Jeg har også stor respekt for de mennesker, som frivilligt engagerer sig i foreninger og derigennem arbejder for en agtværdig sag. Det vægter meget, uanset om folk arbejder for deres egen personlige sag eller i en højere sags tjeneste. Det er kun godt, når der kommer nogle borgere, som løfter pegefingeren, når vi bevæger os ind i deres sfære. Det er afgørende for, at vi som politikere kan træffe kvalificerede beslutninger med åbne øjne.

Derfor har vi i min optik som lokalpolitikere et særligt ansvar for at veje de henvendelser, vi modtager, særligt nøje. Vi må aldrig lade os forføre af, at vi måske deler beslutningsansvaret med nogle høringsparter eller interessenter. For det gør vi ikke. Det er ene og alene politikernes lod at stå til ansvar for de beslutninger, der bliver truffet. Sådan er det, og sådan bør det også være.

At der er 8 af 10 høringssvar, der peger i en bestemt retning, er ikke nødvendigvis en tendens, man skal lade sige forføre af. For det første er der helt sikkert mange borgere, der mener, at de i forbindelse med valget har uddelegeret beslutningsansvaret til en politiker, som må varetage deres interesser. Dels er der også nogle, som slet ikke deltager i demokratiet. De sidstnævntes interesser har vi som politikere også et ansvar for at varetage.

Som politikere skal vi holde os for øje, at vi ikke opererer i en slags direkte demokrati med meget stor mulighed for borgerinddragelse, men derimod i et repræsentativt demokrati, hvor vi som politikere er repræsentanten. De ting, vi siger inden valget, skal vi forfølge mellem valgperioderne. Det forventes.

Selvfølgelig skal vi ikke træffe dumme beslutninger, og vi skal ikke vende det døve øre til borgerne eller de tendenser, der hele tiden udvikler sig. Men når det kommer til de helt store beslutninger set ud fra et lokalpolitisk perspektiv, gælder det om at skille skæg fra snot. Det er typisk beslutninger, som mobiliserer store følelser i befolkningen, samtidig med at beslutningerne kan have store konsekvenser for de enkelte borgere, som bliver direkte berørte. Det kan for eksempel være beslutninger, der vedrører etablering af VE-anlæg eller ændringer i serviceniveauet, i ældreplejen og så videre.

Hvis vi vil løse klimakrisen, sikre gennemførelsen af den grønne omstilling eller sikre velfærden for samfundets allersvageste borgere, bliver vi som politikere indimellem nødt til at træffe nogle, blandt enkelte borgere, upopulære beslutninger. Her er jeg dog af den helt klare holdning, at det er særdeles vigtigt, at man sikrer sig, at de direkte berørte parter bliver hørt og ikke drukner i et hav af indsigelser og meninger, som kan tage udgangspunkt i ideologiske trosretninger, distortion af samfundet, aversion mod systemet eller andre mere perifere indspark. I min verden er det holdningerne hos de mennesker, som skal leve med beslutningen i hverdagen og i fremtiden, der skal frem i lyset.

Derfor har vi et ansvar over for denne type borgere for at sikre et høringsklima, som inviterer til deltagelse, og som sikrer deres svar en vis tyngde i puljen af høringssvar. De sociale medier har for eksempel skabt rum for rigtig mange mennesker i den offentlige debat. Desværre har debatformen været hurtig, og hvor de, som er grovest, ofte får det sidste ord uden sagligt modspil. Her er der rigtig mange eksempler på det gamle ordsprog ”tomme tønder buldrer mest”. I andre fora findes der også eksempler på, at diskussionsklimaet bliver ubehageligt at være i.

Vi har et ansvar for at sikre målrettede høringsprocesser, hvor vi sikrer os, at de borgere, der åbenlyst har en interesse, også får lyst og mulighed for at give deres besyv med. Også uden at føle, at de stikker hånden i en hvepserede, eller at deres bemærkninger forsvinder i et hav af mere eller mindre relevante indsigelser. Det kunne man eventuelt gøre ved at invitere folk, som bor inden for en mindre radius af et kommende solcelleanlæg, et lokalplansområde eller familier til borgere på et plejehjem, til en fokuseret drøftelse med politikerne, inden der skal træffes en afgørende beslutning. Så er det jo op til politikerne, om det er naboens udsigt eller hensynet til klimaet, der skal veje tungest, når for eksempel beslutningen om gennemførelsen af et VE-anlæg skal træffes. Men beslutningen bliver truffet på et borgerinddragende grundlag.

Personligt mener jeg, at nogle af dem, der sender rigtig mange høringssvar om alt mellem himmel og jord og er meget aktive i diverse diskussioner på de sociale medier og i debatindlæg, med fordel kunne stille op til det kommende kommunalvalg i stedet. Som politiker har man mulighed for at mene noget om hvad som helst uden at have en specifik viden om emnet. Ikke fordi jeg vil undgå offentlig kritik. Ikke fordi jeg vil undgå usaglig kritik. Ikke fordi folk ikke må bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kritisere politikere eller hele systemet. Det er udelukkende, fordi vi skal passe på ikke at ekskludere hele borgergrupper fra den offentlige debat og fra at deltage i relevante politiske processer.

Hvis vi skal sikre en høj grad af borgerinddragelse, skal vi – i modsætning til de sociale medier – skabe et godt og relevant rum til de borgere, vi ønsker at inddrage. Hvis vi blot ukritisk åbner alle døre, risikerer vi, at både politikere og borgere drukner i meninger og holdninger, som kan være uoverskuelige at verificere og at navigere i.

Ikke for at få de svar, vi gerne vil have. Ikke for at ekskludere visse holdninger. Ikke for at begrænse demokratiet. Det er udelukkende for at styrke nærheden i demokratiet.