Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Atomkraftværk på Samsø – aldrig?

Per Urban OlsenKandidat til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i Skanderborg Kredsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Traditionelle atomkraftværker på dansk jord er en debat, der for længst er passé – beslutningen er truffet – og ikke muligt blandt andet pga. den måde, hvorpå den danske elektriske infrastruktur er opbygget, hvorfor jeg er enige med dem, der afviser disse værker.

Den højaktuelle klimakrise afslører dog, at en ensidig dansk satsning på vind- og solenergi ikke løser vores energibehov, når det er stille vejr eller gråvejr.

Nye teknologier er ved at blive udviklet for at løse denne problemstilling. Den såkaldte Power2X-teknologi vil forhåbentlig inden længe kunne skabe bæredygtig brint eller metanol via vindkraft. I stille vejr kan vi så skabe elektricitet på baggrund heraf.

Også andre teknologier forsøges udviklet. Et dansk firma,Seaborg Technologies, påkalder sig enorm opmærksomhed bredt i udlandet ved at have en helt ny type 4. generations kernekraft i støbeskeen. Ikke kernekraft, som vi kender det i dag med store mastodonter, men baseret på en teknologi, som kan rummes i en container og med en langt større sikkerhed end de eksisterende værker. Disse containerkraftværker forventes at ville kunne levere energi til op til 200.000 husstande, hvorfor det heller ikke giver mening at placere disse værker på eksempelvis Samsø eller andre steder langt fra forbrugerne med meget store energitab samt anlægsinvesteringer til følge. Men kunne evt. placeres ved et af de fremtidige Power2X-værker. Det er bl.a. det, som den fremtidige forskning skal klarlægge.

Det er min opfattelse, at disse nye teknologier skal vurderes nærmere, når de er udviklet. Kan kernekraft produceret i en container skabe nye sikre løsninger, bør vi selvfølgelig også nøje overveje disse. Dermed ikke være sagt, at vi vil sige ja.

TV2 Østjylland har bragt en artikel, der kan forstås således, at jeg skulle være tilhænger af et traditionelt atomkraftværk i Danmark, og at det endda kunne ligge på Samsø.

Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke citeret korrekt.

Jeg har alene givet udtryk for, at energipolitik ikke skal være en diskussion om energiform, men at alle teknologier bør komme i spil for at sikre den hurtigste og mest grønne omstilling af vores samfund.

Min grønne grundholdning siger ja til sol, vind og biomasse – væk fra fossile brændstoffer. Men vejen til et grønt samfund betyder ikke, at vi på forhånd skal afvise endnu ikke færdigudviklede teknologier.

Jeg beder derfor kun om, at man med åbne øjne kigger på alle muligheder i den fremtidige danske energiforsyning, fremfor på forhånd at udelukke muligheder. Jeg mener, at det lidt svarer til, at man beslutter sig for at starte en fodboldkamp med 9 spillere på banen, fremfor at havde alle 11 spillere på banen fra starten.

Så JA TAK til sol, vind og biomasse m.m. samt JA TAK til forskning i andre mulige fremtidige løsninger uden at man på forhånd hverken binder sig eller afviser noget.