Hvor på Samsø skal atomkraftværket ligge?
I Europa er strøm fra vindmøller allerede i dag billigere end strøm fra atomkraft. Alligevel har flere borgerlige forelsket sig i atomkraft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Skal vi kunne bygge atomkraftværker i Danmark? Ja, siger Isabella Arendt og Per Urban Olsen, der begge er folketingskandidater for Det Konservative Folkeparti i Østjyllands Storkreds. Sidstnævnte vil endda ikke afvise, at et atomkraftværk skal ligge på Samsø. Men spørger du partiets klimaordfører, Mona Juul, får du et helt andet svar. »Jeg kan slet ikke se kernekraft på dansk jord for mig.« De Konservative svar stritter i hver sin retning, og det kan vælgerne ikke være tjent med. Dertil er spørgsmålet om atomkraft for alvorligt.
Vil du selv have et atomkraftværk stående på Samsø, hvor du bor, bliver Per Urban Olsen spurgt af TV2 Østjylland, og svaret er klart: »Ja, det kan vi da sagtens. De fylder ikke særlig meget. Jeg vil intet have imod at have sådan et selv, så længe sikkerheden er i orden, og det er den.«
Det er et ærligt svar, og vi ville ønske, at vi uden tøven kunne sige, han havde ret. Men det troede man også med Fukushima. Vi håber, at den næste generation af atomkraftværker bliver mere sikre. Men vi ved det ikke endnu, for ingen af dem er i kommerciel drift.
Traditionelt har det i Vesten været en langsommelig affære at bygge atomkraftværker.
I USA tog det 43 år at færdiggøre den nyeste amerikanske atomreaktor, Watts Bar 2. Byggeriet begyndte i 1973, men var først klar til at producere strøm i 2016. Og i Europa blev reaktor 3 på Olkiluoto-anlægget i Finland for nylig sat i drift med 14 års forsinkelse. Og netop fordi det haster med den grønne omstilling, så er svaret ikke atomkraft, men endnu flere vindmøller, solceller og energiøer.
Danmark har en global førerposition inden for vedvarende energi, og den skal vi selvfølgelig udnytte. Derfor har regeringen og brede politiske flertal besluttet at femdoble havvindkapaciteten og firedoble vedvarende energi på land i løbet af de næste syv-otte år. Det er det bedste for klimaet, og det er også det billigste.
I Europa er strøm fra vindmøller allerede i dag billigere end strøm fra atomkraft. Alligevel har flere borgerlige forelsket sig i atomkraft. Alex Vanopslagh vil gøre Danmark til et »nukleart foregangsland«, og Pernille Vermund vil have arkitekttegnede atomkraftværker. Og nu er der så to konservative folketingskandidater i Østjylland, der vil have atomkraft herhjemme.
Når vi møder fortalere for atomkraft, spørger vi gerne, hvor i Danmark de mener et atomkraftværk skal ligge. Svarene udebliver som regel. Derfor vil vi starte med at spørge Per Urban Olsen og Isabella Arendt, hvor på Samsø de helst ser et atomkraftværk. Skal det ligge i Brundby, Sildeballe eller Nordby?