Helhedsplan åbner for nedrivning af velfungerende boligkvarterer
Helhedsplan fuld af selvmodsigelser, uklarheder og elastik i metermål for dem, der vil sprænge rammerne.
JP Aarhus bragte 12/6 en artikel om, at ejerforeningen Vejlauget Birkegade Ny Tjørnegade er stærkt kritisk over for helhedsplan for Randersvej. Det er vi bl.a., fordi den åbner for, at halvdelen af vores 32 boliger kan rives ned og erstattes af højhuse, som vil give massive skyggegener for resten af boligerne.
I artiklen citeres Aarhus Kommunes planchef, Eva Møller Sørensen, fra Teknik og Miljø for at sige, at kommunen tilsyneladende ikke har »været gode nok til at forklare, at det ikke er hensigten at nedrive en masse villaer og opføre en masse etageejendomme«.
Det er da fint. Men det er nu engang sådan, at i det område, hvor halvdelen af vores et- til toetagers huse ligger, kan der ifølge et kort på side 31 i helhedsplanen bygges i tre til fire etager.
Vores kvarter har bare allerede de kvaliteter, helhedsplanen hylder. Men hvordan skulle de, der har lavet den, også vide det, når de hverken har informeret eller inddraget os i forbindelse med udarbejdelsen af den?
Hænger det mon sammen med, at planchefen glemte at sige, at det, der står, er, at der som »udgangspunkt« kun må bygges én etage højere end naboejendommen? Og hvis man kun må bygge en etage højere end naboejendommen, så har jeg lige et spørgsmål mere: Helhedsplanen åbner for, at der kan bygges i seks etager ud til Randersvej, som ligger 130 meter fra min grund og 74 meter fra min genbos hus i en etage. Hvordan vil man få plads til de bygninger på hhv. seks, fem, fire, tre og to etager, der skal være mellem Randersvej og min genbos hus, hvis princippet om en etages højdeforskel skal overholdes? Altså hvis det ikke er hensigten at nedrive en masse villaer? Jeg spørger bare.
Helhedsplanen er fyldt med selvmodsigelser og uklarheder, som åbner ikke bare kattelemme, men ladeporte for, at kommende lokalplaner kan fravige de fine principper, den også indeholder. Ifølge Bünyamin Simsek, tidligere rådmand i Teknik og Miljø, nu ansat i et ejendomsfirma, er der mange, som vil investere i at gøre området, hvor vi bor, til et meget bedre sted (jf. hans forord til helhedsplanen). Vores kvarter har bare allerede de kvaliteter, helhedsplanen hylder. Men hvordan skulle de, der har lavet den, også vide det, når de hverken har informeret eller inddraget os i forbindelse med udarbejdelsen af den? Og hvorfor er det, at de har inddraget forskellige såkaldte udviklere i udarbejdelsen, men ikke os?
Mon man som almindelig skatteborger i Aarhus nogensinde kan få et fyldestgørende og ærligt svar på det?
Link til artiklen, jeg refererer til:
Link til helhedsplanen:
https://deltag.aarhus.dk/hoering/randersvej-skal-samle-christiansbjerg