Et kæmpehus på havnen - hvem bliver dog glade for det?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ja, hvem bliver egentlig glade for det kæmpe højhus, som planlægges opført på havnen ved Mindet?

Altså ud over investor naturligvis?

Einstein har engang hævdet, at kun to ting var uden nogen ende; universet og menneskelig dumhed. Måske et lidt for skarpt synspunkt at hæfte på beslutningstagerne i byråd og forvaltning - et ord som inkompetence var måske bedre anbragt, emnets kompleksitet taget i betragtning, og det er så heller ikke et enigt byråd, som står bag tilslutningen til lokalplanen. Enkelte besindige byrådsmedlemmer har klogelig afstået fra at støtte forslaget i sin nuværende form.

Der er noget sært fortidigt over historien. En erfaren investor med en i grunden fin karriere bag sig har fået en stærk trang til at bygge et højhus på havnen, tæt ved bymidten. Måske som en grande finale? Det skal være højt, så højt som Himmelbjerget - og i hvert fald så højt som Lighthouse ude på Aarhus Ø. Det skal være Danmarks højeste kontorejendom, intet mindre! Og bredt som en fodboldbane tilmed.

Der er dog ingen oplagte grunde, der egner sig, men vores investor er opfindsom, det har han altid været, så da hans øjne falder på den nedslidte industribygning ved Mindet, får han tanken, at der jo kan bygges oven på den. Men problemet er nu, at ingen har efterspurgt en kontorejendom af den kaliber på havnen, og der er heller ingen planer derom fra kommunens side, så det kan måske blive op ad bakke med at får byrådet med på ideen?

Men han kan tage det roligt. Vi er i lille Aarhus, hvor byrådsmedlemmerne længe har haft forkærlighed for at kræve ”ikonbyggeri” her og der og især på havnen. Det er nærmest nærmest blevet en tillært besværgelse, så det skal nok gå.

Så hvad gør så investor? Ja han allierer sig med et i byen allerede velestimeret arkitektfirma, C.F. Møller såmænd, og forelægger ideen.

Arkitekten har ingen forbehold for at deltage i denne udfordring. Han har en slags ekspertise ligefrem, og da han kun har indsigt i halvdelen af arkitektudddannelsen, dvs. lidt det bygningstekniske - men især det visuelle aspekt - men desværre har glemt den vigtigste, nemlig det man altid med et jævnt udtryk har kaldt for ”opdragelsen” inden for arkitektuddannelsen, ja så klør han på med at producere nogle lækre visualiseringer. Ja han hævder ligefrem, at der er et reelt behov for et 150 m højt ”pejlemærke” lige netop på dette sted, så bymidten kan blive ”rammet ind”.

Dette på trods af, at vi allerede er fint betjent med vores smukke domkirke som pejlemærke. Skulle dette ikke være nok, ja så ophøjer arkitekt og investor, som nu fører sig frem med den hjemmelavede titel ”byudvikler”, endda huset til ”kunst”.

Og bekymringer omkring trafikale problemer, som uvægerligt vil opstå, når henved et par tusinde flere mennesker fremover skal transporteres ind gennem byen dagligt til de mange kontorarbejdspladser på havnen, de kan nok affærdiges med en frisk bemærkning om, at »om lidt kommer Marselis-tunnellen,« uagtet denne sandsynligvis vil komme til blive totalt forstoppet med person-og lastbiler flere gange i døgnet.

Et gyseligt perspektiv. Bilister vil imidlertid søge andre ruter gennem byen, særligt gennem midtbyen, som nok også vil sande helt til over tid.

Klogere investorer er i øjeblikket ved at opføre tusindvis af kvadratmeter kontorarbejdspladser ved byens indfaldsveje, men det er en anden historie.

De nævnte lækre visualiseringer kredser i øvrigt alle om selve højhuset, med højhuset selv som centrum, og er beriget med den sædvanlige forjættende stråleglans, tilsyneladende med evig sommer og glade mennesker . Et par tiltrængte og ærligere visualiseringer fra fjernere steder, en grå novemberdag og hen over byens tage og vores markante bygninger har vi ikke fået, skønt de ville kunne give et, tror jeg, chokerende, indblik i, hvor kæmpestor og truende bygningen i al sin gråhed vil fremstå.

Men i hvert fald: Efter længere tids kampagne, og reducering af huset med et par meter, lykkes det sørme at få et flertal i byrådet med borgmesteren i spidsen til at falde på halen og stemme for en lokalplan for huset.

Og det med et aktivt, for aktivt, medløb fra teknisk forvaltning, hvor arkitekterne, som også havde glemt det med ”opdragelsen”, hældte samtlige indsigelser fra erfarne fagpersoner, kulturpersoner og byens borgere i almindelighed ned ad brættet med den erklæring, at de ikke var relevante.

Men huset da, er det da ikke et kunstværk? Det vil selvfølgelig altid være et spørgsmål med høj subjektivitet indbygget, men for mig at se er der noget langt op til, at huset kan leve op til dette prædikat. Ret beset er der tale om et meget højt og massivt byggeri, hvilket arkitekten også har indset, så han har fundet på et raffineret trick: Han opdeler huset i 3 klodser, lidt forskudt for hinanden, så der pludselig opstår en slags horisontalitet, som kommer til at kæmpe med de 3 klodsers i facaden indbyggede vertikaliteter.

Så vi har et hus, som egentlig ikke vil vedstå sin højde, men tværtimod søger at nedtone den ved det nævnte trick. Selve trick’et med forskydningerne vil kun kunne opleves fra særlige positioner, mest på havnen, men fra bymidten vil man for det meste ikke kunne opleve det. Men skal man endelig nævne et af de få sjældne højhuse, hvor ordet kunst kan bringes på bane, kunne det være feks. SAS hotellet i København, eller i endnu højere grad Axel-Towers ved siden af.

Personlig synes jeg også, at Symatics nye 60 m høje hus på Søren Frichs Vej er fornemt udført. Det forholder sig fint og næsten organisk til de gule bygningskroppe og egentlig også til de grønne områder ved åen. I disse tilfælde har arkitekterne dog ikke følt det nødvendigt at føre sig frem med begrebet kunst.

Men som sagen står, ser det ud til, at vi i Aarhus vil blive beriget med en mastodont af en kontorbygning, som ingen har efterspurgt, og klos op af middelalderbyen. Og det med tilslutning fra en borgmester og et byråd, som vi egentlig har valgt til at passe på byen, sådan som tidligere tiders besindige og fremsynede borgmestre og byråd har gjort det. Alene for at efterkomme en enkelt persons uimodståelige trang til at bygge et højhus på dette sted.

Ovenikøbet en person, som ikke behøver at bekymre sig sig om f.eks. de trafikmæssige konsekvenser af sit byggeri. Og det er helt sikkert, at vi om føje år vil komme til at høre sølle begrædelser fra byrødder, som glemte at passe på byen, men som pludselig vil komme til den erkendelse, at de ikke var klar over, hvilken impact denne bygning ville få for byen.

Begrebet ”opdragelse” i relation til arkitektuddannelsen er et ældgammelt begreb, som kan spores helt tilbage til den romerske tænker og arkitekt, Vitruvius, som var inde på emnet i sit værk ”De Architectura”ca 50 år fvt. Der er ikke tale om et særligt fag i uddannelsen, mere en slags implementeret grundidé deri, men kort fortalt handler det om at ”bygge det rette hus på rette sted under hensyntagen til omgivelserne og allerede opførte bygninger.” Kort og godt, at opføre sig ordentligt. Jeg tænker ikke, at den tanke er særligt fremherskende for tiden, især ikke med tanke på ulykkerne på Aarhus Ø, men det er også en anden historie.

Hele forløbet minder om det famøse billede, hvor man tænkes at betragte en trafikulykke i langsom gengivelse. Man ser optakten og tænker: Drej til højre eller venstre! Lad nogen gribe ind! Men samtidig ved man, at ulykken vil indtræffe. For i Aarhus er megalomanien i højsædet, og derfor vil ulykker som denne, og andre derefter, indtræffe. For der vil sikkert også fremover kun være et mindretal af byrådsmedlemmer, der har modet til at indse, at beslutninger af så afgørende betydning for vor by kræver kompetencer, som byrådet ikke umiddelbart er i besiddelse af.

Og sikkert er det, at aarhusianere, som for alvor kerer sig om byens vel, absolut ikke bliver glade for dette monstrum af en bygning klods op ad bymidten.

Men såfremt det forholder sig sådan, at de par meter, som bygherren sent i forløbet, og nok helt efter beregning, skar af bygningen, i sidste ende var udslagsgivende for tilladelsen til byggeriet, så vil jeg mene, at Einsteins udsagn fra indledningen alligevel kan have en vis relevans ifht. bystyrets dømmekraft.