Stemmer fra Gellerupparken

I 2030 skal Danmark være et ghettofrit land. Ét Danmark uden parallelsamfund. Sådan lyder aftalen, den daværende VLAK-regering vedtog med støtte fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i 2018. Aftalen udmøntede sig i strategien: ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”, der i daglig tale beskrives som ghettoplanen.

Heri beskrives det blandt andet, at parallelsamfund er en »trussel mod vores moderne samfund, når frihed, demokrati, ligestilling og tolerance ikke accepteres som grundlæggende værdier«.

Mange har en forestilling og måske også en mening om de mennesker, der bor i et såkaldt ghettoområde eller parallelsamfund. Men hvordan opleves det egentlig at bo i et boligområde, hvor usikkerheden om fremtiden svæver som en tung sky over området og dets beboere? Det satte jeg mig for at undersøge i min netop afsluttede kandidatafhandling på DPU ved Aarhus Universitet, og jeg tror, at de fleste mennesker vil blive indignerede og chokerede, når de læser om beboernes oplevelser med den forandringsproces, Gellerupparken gennemgår.

Gennem samtaler med beboere fra det almene boligområde Gellerupparken i det vestlige Aarhus fik jeg indblik i, hvordan det er at bo i et område, som er kategoriseret som et af landets hårde ghettoområder. Gellerupparken har allerede gennemgået store forandringer i det seneste årti, og flere forandringer er i vente. I denne kronik vil jeg bringe nogle af beboernes oplevelser frem, så vi alle kan forsøge at forstå, hvilken situation de oplever at stå i.

I begyndelsen af 00’erne havde Gellerupparkens boligblokke efterhånden rundet de 30 år og var ved at være renoveringsmodne. Allerede i 1990’erne var de slidte og trængte gangbroer blevet repareret, og vinduerne i boligblokkene var på daværende tidspunkt så slidte og utætte, at de skulle skiftes. Der blev lagt op til en større forandring af området. En forandring, som senere skulle blive til ”Helhedsplanen: Fra bydel til boligområde”.

Med i planerne var blandt andet at nedrive tre boligblokke, nedrive Nordgårdsskolen, etablere erhvervsbyggeri, opbygge nye boliger med varierende ejerformer, etablere et nyt vejnet og anlægge en ny bygade mellem butikscentret City Vest og det multietniske shoppingcenter Bazar Vest.

Helhedsplanen var udarbejdet i et samarbejde mellem Brabrand Boligforening, beboerdemokratiske organer, herunder beboerdemokratiet, og af Aarhus Byråd, og dens implementering var afhængig af, at et samlet flertal blandt disse samarbejdsparter stemte for Helhedsplanen. I udviklingen af Helhedsplanen var der blandt de beboere, jeg talte med, en oplevelse af, at de havde været involveret i processen.

En beboer, som er aktiv i afdelingsbestyrelsen, beskriver, hvordan hun oplevede, at beboerne var inddraget i processen med Helhedsplanen:

»… dengang var vi beboere faktisk med i planlægningen af de store linjer i Gellerupparken, med bygaden og med, hvordan vi kunne få åbnet området lidt op, og sideløbende var der så fokus på beboersammensætningen, og det er også her, at vi er med i forhandlingerne, som afsluttes med en aftale om, at tre blokke skal rives ned, to skal bygges om, og to skal sælges. Planen var noget, som beboerne skulle være med på og sige ja til, og det gør vi så i 2010.«

Pludselig blev der i nytårstalen 2018 fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagt op til, at alle ghettoer skulle afvikles. Den udtalelse skal senere vise sig at få stor betydning for beboernes oplevelser af, hvordan de følte sig inddraget i forandringsprocessen af deres boligområde. Nytårstalen og de efterfølgende forhandlinger udmøntede sig i strategien: ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”. Strategien må have sat Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening under pres med truslen om, at hvis der ikke blev fremsendt en udviklingsplan for boligområdet, ville staten overtage opgaven. Det resulterede i en proces, hvor det nærmest hen over natten blev foreslået at nedrive yderligere syv boligblokke med i alt 400 boliger i perioden 2020-2026. Den udmelding førte selvfølgelig til en masse usikkerhed og frustration fra beboerne i Gellerupparken, og gennem vores samtaler viser afmagten sig. En beboer fortæller:

»Pludselig bliver der bare fremvist en ny udviklingsplan for området, som vi beboere ikke har været involveret i. Jeg forstår slet ikke, at vi beboere ikke blev inddraget, for vi var jo med i udviklingen af helhedsplanen.«

En anden beboer siger således:

»… efter alt det med ghettoloven, og man ikke vil have ghettoer og sådan noget, hørte vi pludselig om, at der skulle rives en del flere blokke ned. Jeg tror, det kom lidt som et chok for mange beboere her, at der var lavet en ny plan for området, uden at folk herfra havde været med til det. Jeg mener, det er jo absurd at rive syv boligblokke ned. Folk bor der jo. Vi bor der.«

I starten af juli 2020 meldte Brabrand Boligforening ud, at den netop havde indgået aftale med entreprenørvirksomheden A. Enggaard om, at fem boligblokke i løbet af de kommende år skal rives ned, hvorefter der skal opføres private boliger, butikker og erhverv på arealerne. Beboerne fra de fem boligblokke skal i de kommende år flytte (læs: tvangsflyttes) og genhuses andetsteds.

Om forandringsprocessen af Gellerupparken er god eller dårlig, rigtig eller forkert, retfærdig eller uretfærdig, vil jeg lade være op til læseren at vurdere, men beboernes oplevelser af, hvordan de pludselig føler sig ekskluderet i udviklingen af deres eget boligområde og dermed deres egen livssituation, kan man ikke tage fra dem.

Forestil dig at blive tvunget ud af dit hjem, tvunget væk fra din familie og venner, tvunget væk fra dit barndomskvarter, få tvunget dine børn væk fra deres daginstitution eller skole, og at de bliver tvunget væk fra deres venner. Det er situationen for mange beboere i Gellerupparken og for beboere i de øvrige såkaldte hårde ghettoområder.

Det fremgik gennem flere af beboernes oplevelser, at de have haft indflydelse og medbestemmelse på udarbejdelsen af ”Helhedsplanen: Fra bydel til boligområde” og oplevede her at blive mødt med lydhørhed og demokratiske rettigheder.

Anderledes opleves det, da strategien ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030” blev præsenteret. På trods af at strategien har en målsætning om at sikre værdier som frihed, demokrati, ligestilling og tolerance, er det tankevækkende, at disse værdier fremstår særdeles fraværende i beboernes oplevelser med udviklingen af udviklingsplanen.

Hvor beboerne i udviklingen af Helhedsplanen blev betragtet som værdifulde borgere med medindflydelse, kvaliteter og demokratiske rettigheder, blev de i udviklingen af udviklingsplanen betragtet som værdiløse borgere, som fik frataget deres medindflydelse og demokratiske rettigheder.

Vi skal huske os selv på, at det er mennesker, der bor i ”ghettoområderne”. Mennesker ligesom dig og mig. Mennesker, der ønsker sig det bedste liv for dem selv og deres børn, men som oplever, at deres muligheder for at påvirke deres egen livssituation er blevet forringet. Det er mennesker, der søger anerkendelse hos andre og i det samfund, de er en del af, og vi kan alle bidrage til den gensidige anerkendelse og respekt ved at behandle dem med samme rettigheder og kvaliteter som os selv.

Lad os lytte til beboerne, tage deres oplevelser alvorligt og betragte dem som værdifulde borgere i Danmark.